Min svigermor afsluttede sit lange liv på et plejehjem. Hun blev 90 år.

Hjemmet fungerede nogenlunde, men kun fordi hendes datter, min hustru, var ved hendes side en stor del af tiden. Men så besluttede kommunen at lukke plejehjemmet og flytte dets beboere til et nyt hjem.

I sidste øjeblik fandt nogen dog ud af, at man ikke kunne flytte så gamle mennesker uden at tage livet af dem. Så de allerældste måtte blive boende. Dem var der godt en håndfuld af. Man havde dog glemt, at næsten al personalet allerede var blevet flyttet. Så i panik indgik kommunen en aftale med Falck, som kom og installerede et alarmsystem stort som et køleskab på min svigermors værelse. Alarmsystemet larmede helt vildt inde på min svigermors værelse. Nærmest som ved et luftangreb. Det var et grotesk set-up.

Hver gang min svigermor skulle på toilettet, skulle hun så alarmere Falck, som, hvis hun var heldig, kom efter en times tid. Dette var for mange år siden i Helsingør. I dag er det Kongsgården i Aarhus. I morgen noget andet et andet sted i Danmark. Det planøkonomiske monopolsystem har ikke ændret sig en tøddel. Hvem smider endelig en bombe ind under betonen?

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Bornholmsk gæstfrihed

I en reportage 12. juli om det brutale drab på Bornholm udtalte Nihad Tahirovic, der flyttede til øen i 1990erne: »En ting, jeg har lært om bornholmere, det er, at de kan ikke lide jyder. De kan ikke lide københavnere. Folk fra Rønne kan ikke engang lide folk fra Nexø - de kalder dem fiskere. Og folk fra Hasle er nogle bonderøve og så videre. Jeg forstår det ikke. De kan ikke engang lide sig selv, hvordan skal de så kunne acceptere andre.«

Senere i reportagen hedder det, at »ifølge de mennesker, som Berlingske har talt med, er Lillebroderen og Storebroderen (dvs. gerningsmændene) vokset op … i et øsamfund, der har det svært med fremmede.«

Disse iagttagelser kan vi kun bekræfte efter at have tilbragt syv spildte år på øen. Befolkningens højt besungne gæstfrihed gælder alene turister.

Sofie og Rolf Bagger, Hirtshals

PS I love You

Jeg er medlem af hjerteforeningen og har været det i mange år.

Jeg har selv en sundhedsfaglig baggrund som fysioterapeut og har været praktiserende fysioterapeut i 28 år.

Jeg har altid betragtet Hjerteforeningen som en saglig og vidensbaseret forening, som har den videnskabelig dokumentation i orden, når det gælder anbefalinger til medlemmer og hjertepatienter samt indlæg i den offentlige debat.

Den opfattelse må jeg desværre revidere efter at have læst om kampagnen »PS I love You«.

Jeg opfatter det som en hån mod de mange medlemmer og de mange frivillige, at man bruger seks mio. kr. på en kampagne som IKKE er funderet i videnskab og evidens i forsøg på at få en yngre (mål)gruppe i tale.

Det vil jeg ikke støtte økonomisk. Hvis denne kampagne stoppes, vil jeg gerne fortsat være medlem.

I modsat fald skal dette betragtes som min udmeldelse af foreningen, med en dyb beklagelse fra min side over den retning, foreningen bevæger sig i.

Ovenstående er sendt til Hjerteforeningen.

Marianne Breyen, Frederiksberg

Man kender en lus på travet

Det er interessante tanker, Dorthe Birkmose gør sig om forråelse på velfærdsområdet. Men indtil videre er min konklusion nu, at hun simpelthen har tabt sutten. Budskabet er, at alle os andre, der intet har med plejehjem at gøre, har ansvaret for vanrøgt og mishandling af mennesker i sårbare situationer, mens dem, som udøver vanrøgten og modtager løn hver måned for at passe de sårbare mennesker, de er blevet betroet, er ansvarsløse ofre. Må jeg bede om mine himmelblå.

Hvis en taxachauffør ikke gider at køre bil, og sætter en fortvivlet ung pige af midt ude på en mark om natten i regnvejr, kan chaufføren altså ikke undskylde sig med, at det er, fordi vognmanden ikke vil give ham en Mercedes og i øvrigt er lønnen for dårlig. Man har taget et job, og med det job følger et ansvar. Hvis man ikke kan eller vil løfte ansvaret, skal man opsige sit job. Eller i det mindste undlade at klynke og trække offer-kortet, når andre opsiger det for én. At mishandle et menneske i din varetægt for personlig vinding eller magelighed er ondskab, og det kan der ikke være to meninger om.

Det, der undrer mig mest, er, at man nøjes med fyringer, hvor politianmeldelser ville være mere på sin plads. Hvis man har beviser nok til fyringer, har man også beviser nok til domfældelser.

Hans Jørgen Pedersen, København