Det store spørgsmål er nu, med de Radikales krav om udskrivning af valg inden Folketingets samling 4. oktober, hvem de selv har tænkt sig at pege på som statsminister efter valget? De har vel ikke tænkt sig at pege på Mette Frederiksen, som de selv med rette har kaldt magtfuldkommen, og som indtil nu med lovbrud, ansvarsforflygtigelse, en uhørt arrogance og bortforklaringer har forvaltet embedet som den ringeste statsminister i min lange levetid.
Det må ikke være let for vores kloge, eftertænksomme og retskafne dronning, der har samarbejdet med så mange statsministre, at skulle finde en passende attitude ved de ugentlige briefinger med statsministeren.
Det er umuligt at forestille sig, at man først – hvis ikke der udskrives valg – afgiver en mistillidserklæring til regeringen, og derefter peger på den samme politiske leder som statsminister, der lige har mistet partiets (og de øvrige partiers) tillid. Men fra De Radikale kan man naturligvis forvente hvad som helst.
Det samme spørgsmål kan med stor fordel stilles til Lars Løkke Rasmussen, som også siden seneste folketingsvalg har flirtet med tanken om et samarbejde med rød blok. Hvem peger du på, Lars Løkke?
Begges svar er yderst nyttige for vælgerne, inden vi går til urnerne. Efter næste valg forventer vi som befolkning en regering, der består af voksne, modne, veluddannede og erfarne mennesker, der ærligt og i overensstemmelse med landets love vil regere landet. Det kan da ikke være for meget forlangt. Birgit Berggrensson, Holte
Politikerne og ansvaret
Socialdemokratiet har gennem tiden fostret mange fremragende politikere. En af dem var Erling Olsen, som blandt andet var formand for Folketinget 1994-1998.
Erling Olsen udtalte en gang disse vise ord: »Tager man ansvaret, forsvinder det – forsøger man at løbe fra det, vil det indhente en.«
Man kan lære meget af historien, Mette Frederiksen – hvis man vil. Søren Thostrup, Snekkersten
Støttepartierne svigter
Hermed anklager jeg Socialdemokratiet, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti for at bøje loven mere, end retsbevidstheden kan bære, når de vil lade Mette Frederiksen (MF) slippe med højst en næse i anledning af Minkkommissionens udtalte kritik af MF ( »groft vildledende«). De fire partier svigter i høj grad deres ansvar overfor vælgerne.
Ministeransvarlighedslovens §5 lyder i sin fulde udstrækning: »En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter Grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.«
Bemærk stk. 2, »vildledende oplysninger«! Statsministeren har ikke blot givet vildledende, men groft vildledende oplysninger ifølge kommissionen. Mette Frederiksen er fuldt ud eneansvarlig, da hun sad for bordenden, og bør følgelig stilles for Rigsretten. Tilsyneladende er hun på andre områder uansvarlig og dermed helt uegnet som statsminister, da hun nægter at påtage sig sit soleklare ansvar. Niels B. Larsen, Svenstrup
Nu er det slut med retsstaten
Politikernes behandling af først minkavlerne og siden undersøgelsen af skandalen hører ikke hjemme i en tidligere retsstat som den danske.
Skal vi som samfund virkelig finde os i, at politi, militær og andre myndighedspersoner overtræder en enkelt befolkningsgruppes mest basale grundlovssikrede rettigheder, nemlig ejendomsrettens ukrænkelighed? Og i, at den ulovlige ordre bliver givet af Mette Frederiksen på landsdækkende public-servicekanaler, uden at hun eller andre bekymrer sig det mindste om den manglende retsgyldighed?
Alt dette kan man nu åbenlyst gøre i Danmark helt uden den mindste anklage, altså når man blot har tilfredsstillet Folketingets røde flertal.
Det er jo grotesk. Hvad er mon det næste, vi lukker?
Støttepartierne kan ikke sige sig fri for ansvar. Når man ser på hele forløbet i minkskandalen, er det tydeligt, hvordan lukningen af minkerhvervet er præcis det, som støttepartierne har krævet og arbejdet for. Det er netop i krisetider, man skal kende en retsstat – og forskellen mellem de samfund, der bygger på henholdsvis rettens magt og magtens ret. Bent Hovalt Bertelsen, medlem af Bæredygtigt Landbrug, Vissenbjerg
