I slående kontrast til kong Frederiks første nytårstale var statsminister Mette Frederiksens tale 1. januar et reelt skræmmebillede på den verden, vi ser ind i: En verden med krig, klimakrise og en stigende polarisering, der svækker vores alliancer – både nationalt, europæisk og oversøisk. Men hvor er håbet?
Statsministerens tale er pragmatisk og saglig, men kendetegnende for regeringens kommunikationen, så savner jeg vision. Jeg savner en drøm. En drøm, der i mørke tider kan samle land og by, højre og venstre, mand og kvinde. En drøm for Danmark!
Vi er sjældent enige, men i dette tilfælde er jeg fuldt ud på linje med statsministerens udlægning af verdenssituationen. Det høje trusselsniveau gør oprustning uomgængeligt, og uanset hvad der venter, så må vi forberede os.
Vi skal opruste militært – men også civilt. Og her tænker jeg ikke på materiel, men på emotionel oprustning. For hvis vi skal kæmpe, så giv os noget at kæmpe for. Giv os en drøm!
Aldrig har jeg været i tvivl om, at Danmark er blandt de absolut bedste lande at leve i. Vi er et lille rigt land med stor indflydelse. Vi er et land, som folk drømmer om at bo i, og som nogle flygter til, når deres eget hjem står i flammer. Sammen, som danskere, har vi bygget et velfærdssystem, hvor vi beskytter hinanden, og hvor de stærke passer på de svage. Danmark er et paradis.
Det glemmer jeg selv til tider: At det liv, mine venner, min familie og jeg lever her i Danmark, er unikt. Og ja, vi har vores udfordringer. Ja, vi kan blive bedre. Men der kommer ikke en dag, hvor jeg ikke er taknemmelig for, at jeg kan kalde Danmark mit hjem.
Med statsministerens pragmatisme kommer man langt, men jeg tror på, at hvis vi skal vinde, så skal vi turde at drømme. For i drømmen finder vi netop det, der skaber sammenhold på tværs af politiske, religiøse og sportslige overbevisninger.
Og det sammenhold skal vi bruge nu. For verden er forandret. Den bliver aldrig, som den var i går. Danskerne skal stå sammen. Vi skal bruge en drøm.
Hvad er drømmen, Mette Frederiksen?
Mads Krause Hulbæk, Frederiksberg
Der er ingen tvivl om …
Sådan begynder mange (politikere) deres svar på et spørgsmål. De kigger ind i et issue, inden de læner sig ind i at løfte en opgave omkring et worst-case scenario, der – i forhold til en både vanskelig, men også kompleks sag – er et spørgsmål om at kunne se sig selv i spejlet, når det handler om at vækste. Nogle forholder nogen noget, hvor de mener foreholder. Det sagt, må vi passe på; sprog smitter! Vær sprogligt opmærksom. Det er vi i Den Danske Sprogkreds.
Ingelise Hallengren, Vanløse
Krigsskat
Det er tydeligt for alle, at der er et stort behov for at styrke vores forsvar og også udover de allerede øgede bevillinger. Men skal der folkelig opbakning til en stærk forringelse af velfærdsydelserne eller ligefrem en krigsskat, kræver det, at man fornemmer, at pengene er godt givet ud, hvilket jo er svært efter de sidste mange års møgsager i Forsvaret.
Mette Frederiksen lovede Trump i 2019 en meget kraftig forøgelse af forsvaret af Grønland, men der er efter godt fem år intet sket.
Folketing og regering udarbejder lovene og giver de tilhørende bevillinger, mens Forsvaret udfører de givne love, og når der intet er sket, må man desværre sige, at dette samarbejde ikke fungerer, hvorfor det bliver meget svært at forvente, at Forsvaret vil være i stand til at forvalte de bevilgede penge på en forsvarlig måde.
Det er et problem, at forsvarschefen kommer fra det ene værn, da det ofte udløser interne magtkampe.
Det vil være mere fornuftigt at udpege en forsvarschef, der meget gerne må have militært kendskab, men endnu mere vigtigt er det, at vedkommende har erfaring i administration, økonomi og er i besiddelse af de rette lederevner.
Hele grundlaget for en effektiv styring af Forsvaret må være på plads, inden man beder befolkningen om at bringe store ofre, således at man kan have tiltro til, at pengene bliver givet godt ud.
Svend-Aage Anskjær, Skodsborg
Danmarksindsamlingen 2025
Jeg så forleden DRs Danmarksindsamlingen, og det er dejligt, at så mange danskere var parate til at donere penge til udviklingsprojekter, blandt andet Sudan og andre nødlidende lande, hvor børn lever i nød. Det blev til over 82 millioner kroner.
Men hvorfor skal præmierne være så skyhøje? Elbil og 60.000 kroner til Rema eller lignende til bare én person. Efter min mening er det usmageligt. Hvorfor lægger man præmierne sammen?
Anni Braagaard, Herlev
Ulvetider
Kaj Munks holdning til nazismen kender vi alle, men efter at han i en kort periode først i 30erne var forblændet af dens styrke, tog han – efter at have lært om dens uhyggeligt farlige skyggesider – kampen op og blev mange danskeres talerør.
I skrift og tale. I digte og skuespil, utallige foredrag og ikke mindst fra sin prædikestol i Vedersø Kirke. Kaj Munk blev en indædt modstander af nazismen. Så stærk og farlig, at nazisterne myrdede ham 4. januar 1944.
Hans lig blev fundet i en grøft i Hørbylunde nær Silkeborg.
Kaj Munk mistede sit liv, men hans ord og tanker lever.
I disse tider, hvor mange knæler og logrer for en anden førerskikkelse, tænker jeg over flere af Kaj Munks formuleringer.
Ét er, at jungleloven igen synes at være den stærkeste, hvor såkaldte gentlemen i jakkesæt langtfra har abers moral. Noget andet er tavsheden og målløsheden over, at en ny førerskikkelse som en anden bølle råber højt. Hvor længe dukker vi os?
Er vi blevet så ringe, at vi tier?
Lisbeth Andersen-Farmer, Gistrup
Sandheden – tæt på
Jonatan Spang fortjener stor ros for sit comeback i »Tæt på sandheden«. Det er satire i høj klasse, som vækker genlyd – selv over Atlanten.
Spang forstår at give os sandheden i et klarere sprog, end politikerne vil det. Han oversætter deres udlægninger, gennemskuer deres forsøg på at dække over virkeligheden, udstiller det forlorne og modstridende og lader dem selv afsløre manglen på logik og finansiering i personlige interview. Og så er satiren desuden morsom!
Desværre leverer vores politikere, både de danske og de grønlandske, hver dag stof til undren og inspiration til groteske situationer, der kalder på en satirisk behandling.
Jeg håber snart at komme til at høre, at Grønland selv HAR leveret flere bemandede hundeslæder til Sirius-patruljen for at opretholde landets suverænitet.
Lad os høre om de faktiske resultater i stedet for de hyppige pressemøder om luftige fremtidsplaner.
Aase Hellemann, Hellerup
Er det tyske valg aflyst?
Jeg mente, at der var valg til den tyske Bundestag 23. februar, men når jeg læser og lytter til de danske medier som Berlingske og Danmarks Radio, bliver jeg i tvivl, om det er aflyst.
Det virker, som om alle udenrigskorrespondenter er sendt til USA for at berette om alt, der sker i amerikansk politik – indenrigs såvel som udenrigs.
Jeg synes bestemt også, det er interessant at følge, men nu er der valg i EUs største land, Tyskland, Danmarks næststørste eksportmarked, og jeg ser sjældent artikler eller indslag, som omhandler dette. Det hjælper, når Elon Musk viser interesse for valget i Tyskland, for så er det åbenbart interessant at beskrive.
Jeg savner, at danske medier beskriver, hvad der er på spil i Tyskland. Hvilke emner bliver der talt om, hvem er persongalleriet, og hvilke konstellationer kunne danne regering efter valget? Hvilken betydning ville disse konstellationer have på omverdenen, EU og ikke mindst for Danmark?
Berlingske havde for noget tid siden en podcast, »Cordua & Steno«, hvor der altid var et interessant indslag om Tyskland, men den blev desværre lukket.
Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt danske journalister mangler tyskkundskaber, eller om det er fordi, danske medier ikke interesserer sig for Tyskland og tysk politik. Jeg synes, det er meget sigende, at Michael Reiter, tidligere tysklandskorrespondent for DR, i P1 Morgen 1. februar efter sin analyse afsluttede interviewet med at sige »tak for interessen« til sine kolleger.
Det amerikanske valg blev fulgt over et år før afstemningen. Jeg er spændt på, hvor tæt vi skal på 23. februar, før der kommer analyser af det tyske valg.
Søren Hansen, Ballerup
Det kræver mere end en saks at klippe hår
En læser, Marianne Mørk Mathiesen, har i et læserbrev undret sig over, at hendes fodterapeut er forpligtet til at føre journal om hende, når hun går til behandling. Hun anser det for tidsrøvende og bureaukratisk.
Lea Stentoft Berling, direktør for interesseorganisationen Danske Fodterapeuter, har i et senere læserbrev anført hertil, at det kræver mere end en saks at klippe negle. Hun afviser, at kravet fra Styrelsen for Patientsikkerhed om journalføring skulle være et bureaukratisk påfund. Det er, fastslår hun, et sundhedsfagligt værktøj, der kan være afgørende for patienternes fremtidige sundhed. Blandt andet kan fodterapeuten opdage tegn på diabetes og nedgroede negle.
Det er vigtigt, at det offentlige passer godt på os. Vi må derfor gå et skridt videre. Måtte jeg derfor foreslå Styrelsen at indføre tilsvarende krav om journalføring hos alle frisører. Tænk på hvilke muligheder, frisører har, for at opdage hudkræft eller forstadier hertil på ører, pande og isse.
Så kunne man måske ovenikøbet gøre det endnu bedre ved at oprette en autorisationsordning, så frisører kunne blive autoriserede frisører.
Kaj Balsborg, Hornbæk
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
