Kvindernes Internationale Kampdag er ikke for sjov – det er en anledning til at gøre opmærksom på kvinders rettigheder og selvstændiggørelse verden over.

I Afrika spiller dagen en vigtig rolle, da kvinder i mange afrikanske lande fortsat står over for udfordringer som diskrimination, ulige uddannelsesmuligheder og manglende økonomisk uafhængighed. Det er vigtigt, at Kvindernes Internationale Kampdag bruges til at øge bevidstheden om disse problemer og at arbejde for ligestilling og styrkelse af kvinders rettigheder i Afrika.

Kvinder spiller en afgørende rolle i den afrikanske økonomi, da de ofte udgør en stor del af arbejdsstyrken i job, som ikke er reguleret. 

I Afrika bærer kvinder ofte hovedansvaret for familien og husholdningen. På trods af dette har kvinder i mange afrikanske lande stadig begrænset adgang til ressourcer, finansiering og uddannelse, hvilket hæmmer deres personlige udviklingsmuligheder.

Målrettede udviklingsprojekter, som støtter og styrker kvinder, kan skabe positive forandringer i de lokale samfund. Det er vigtigt, at programmer til fremme af uddannelse, sundhed og økonomisk selvstændighed for kvinder i Afrika udbygges yderligere for at opnå langsigtede forbedringer.

Multiplikationseffekten i denne type målrettede indsatser er et nemt regnestykke.

Barbara Engelstoft, kandidat til Europa-Parlamentet (K)

Regeringens udelukkelse af DF siger alt om dens ældreambitioner 

Uanset om man er enig med Dansk Folkepartis politik eller ej, er der efterhånden fra venstre til højre i Folketinget en bred enighed om, at vi er det parti, der har ældreområdet mest i højsædet. Og alle dage har haft det.

Selv Enhedslistens Pelle Dragsted måtte torsdag i sidste uge medgive, efter at partiet også blev syltet af ældreministeren, at DF har været afgørende i forhold til at sætte de ældre på dagsordenen gennem årene.

Derfor er det også tudetosset, at ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne har besluttet at udelukke os fra forhandlingerne. Det virker på mig, som om man enten forsøger at lære os en lektie – eller simpelthen ved, at det, man har gang i, er en direkte udhuling af de ældres velfærd, og at vi ville være en sten i skoen fra start i den henseende.

Regeringstoppen taler meget om at sætte ældreplejen fri. At rydde op i rigide regler og bureaukratiet.

Det vil vi i DF hellere end gerne være med til, men hvad nytter det, når pengene ikke følger med? Når sygefraværet blandt personalet er tårnhøjt, og de ældre knap nok når at sige goddag og farvel til dem, der kommer i deres hjem? Eller når et såkaldt »fast team« består af 15-20 forskellige mennesker?

Det er intet andet end sukkersød snak, der skal lægge et røgslør over, at regeringen har i sinde at spise de ældre af med en sølle milliard kroner.

Den var ikke gået med mig og Dansk Folkeparti ved forhandlingsbordet. Det ved regeringen godt. Ikke desto mindre er det voldsomt uforskammet at lukke os ude på forhånd. Til og med uden at give os besked om det.

Pia Kjærsgaard, ældreordfører, MF (DF)

Myndighedernes sagsbehandlere fungerer ikke

Jeg er en ung kvinde (26 år), der har et særligt handicap. Det hedder 22q11.

Når jeg har et sådant handicap, er mulighederne for at få job begrænset, hvorfor jeg er afhængig af jobcentret.

Jeg har været fast bruger af jobcentret siden 2019, fire af årene i arbejdsprøvning og ressourceforløb, og det er ikke en lykkelig oplevelse.

I løbet af disse år har jeg haft seks forskellige sagsbehandlere og fem forskellige jobkonsulenter. I to perioder af seks måneder har jeg været uden sagsbehandler.

Mit handicap er meget sjældent, så det er bydende nødvendigt, at sagsbehandlere har sat sig ind i mit handicap for at kunne tilbyde den rigtige hjælp og det rigtige arbejdstilbud. De mange skift har betydet, at flere ikke har sat sig ind i min sag og derfor ikke har kunnet finde relevant arbejdspraktik. Mine arbejdspraktikker har jeg selv og mit netværk (familie) fundet.

Nu har jeg endelig fået bevilget fleksjob. Desværre ikke alle årets måneder, så i to-tre måneder er jeg uden job. I den periode skal jeg søge to job om ugen, selvom det er en begrænset ledighedsperiode.

Myndighedernes sagsbehandlere fungerer ikke, lovgivningen er omstændig og tung. Det er virkelig på tide, at vi får en arbejdsmarkedsreform.

Asta Kirstine Gaard, København