Hov! Hvor blev cyklen af i hovedstadsudspillet?

Den grønne cykelkile fra Nørrebro til Frederiksberg. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Regeringen har lige fremlagt sin plan for, hvad der skal ske med hovedstadens infrastruktur og generelle byudvikling frem til 2030. Her savner jeg særligt ét ord. Cykel.

Ordet glimrer ved sit fravær og bliver ikke nævnt med et eneste ord i det ellers 42 sider lange udspil fra regeringen. Det fik da også Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, til at vende en gul tommelfinger nedad på Twitter. Han kritiserer forslagene for at gøre det mere attraktivt at køre bil frem for at satse på mere klimavenlige transportformer – som cyklen.