Homofobien er allerede på fremmarch i Vesten – vi har ikke brug for farlige konspirationsteorier

En farlig konspirationsteori

Repræsenterer eller støtter organisationen LGBT+ Danmark pædofili? Det ville Dansk Folkepartis Mette Thiesen have svar på i et spørgsmål, hun i Folketinget stillede ligestillingsminister Magnus Heunicke (S).

Det gør LGBT+ Danmark selvfølgelig ikke, og påstanden er blevet slået ned. Men det er ekstremt farligt, når folkevalgte begynder at sprede den form for misinformation. Det er en glidebane, der puster til både had og splittelse. 

For ikke at tale om, at den slags konspirationsteorier har det med at få sit eget liv, hvilket gør det næsten umuligt at stoppe dem igen.

Homofobien er allerede på fremmarch i Vesten efter årtiers tilbagegang. Derfor er det vigtigt, at vi forsvarer homoseksuelles rettigheder, og ikke tager dem for givet.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Hvor er PostNords kompas?

I anledning af at PostNord med årets udgang ikke længere bringer breve ud, har firmaet valgt at sælge de røde postkasser. 

Beløbet fra salget går til tv-eventet Danmarks Indsamling, der indsamler imponerende beløb hvert år og sikkert nok skal sætte rekord igen-igen selv uden den ekstra skilling. 

Så må man spørge, hvorfor PostNord indgår i showet? Posten har nemlig ellers på forbilledlig vis i årevis samarbejdet med Julemærkehjemmene, som hjælper udsatte børn herhjemme tilbage til en tålelig hverdag ved at genoprette deres selvværd og give dem mening med livet. 

Man kan håbe, Julemærkehjemmene fremover indgår samarbejde med dao, der overtager det, der engang var PostNords kerneopgave: at minde folk om, at de ikke er alene. At nogen tænker på dem. 

Men kan PostNord venligst oplyse, hvorfor man vælger ikke at lade pengene fra postkasserne gå til de udsatte danske børn denne sidste og eneste gang?

Marie Louise Wedel Bruun, Hellerup

Lad lovgivningen afspejle virkeligheden

Når en gravid kvinde bliver dræbt, mister vi ikke kun ét menneskeliv. Vi mister to. Alligevel anerkender dansk straffelov i dag kun det ene. Det er både moralsk forkert og juridisk utilstrækkeligt, og det er på tide, at lovgivningen afspejler virkeligheden.

Fra mit synspunkt bygger vores samfund på respekt for menneskelivets ukrænkelighed. Et ufødt barn er ikke en ting eller en omstændighed, men et liv under udvikling. Det er et kommende medlem af vores fællesskab. 

Når en gerningsmand ved vold eller drab bevidst eller uagtsomt tager livet af både en mor og hendes ufødte barn, er der tale om to selvstændige tab. At reducere dette til én forbrydelse er en fornægtelse af det ufødte barns menneskelige værdi.

Lovgivning handler ikke kun om teknik, men om signaler. Når staten nægter at anerkende fosterets død som et selvstændigt drab, sender den et uheldigt budskab, nemlig at et ufødt liv er mindre værd. 

Det er i direkte modstrid med den grundtanke samfundet bygger på, nemlig den om ansvar, værdighed og beskyttelse af de svageste. Herunder også dem, der endnu ikke kan tale for sig selv.

Modargumentet lyder ofte, at en sådan ændring vil true abortretten. Men dette er en falsk modsætning. Der er en afgørende forskel på en kvindes frivillige valg og en voldshandling begået af en tredjepart. 

At anerkende to drab i tilfælde af vold mod en gravid kvinde handler ikke om at begrænse kvinders rettigheder, men om at holde gerningsmænd fuldt ansvarlige for konsekvenserne af deres handlinger.

I mange andre vestlige lande har man allerede fundet løsninger, hvor fosterets liv tillægges selvstændig strafferetlig betydning i voldssager helt uden at det har undergravet abortlovgivningen. Danmark bør ikke halte bagefter, når det gælder beskyttelsen af liv.

Et samfund bedømmes på, hvordan det beskytter sine mest sårbare. Hvis vi virkelig mener, at ethvert liv har værdi, må vi også have modet til at lade loven afspejle det. 

Drab på en gravid kvinde er ikke én tragedie. Det er to. Og det bør straffes derefter!

Topper Simon Pristed Mortensen, retsudvalgsmedlem i Konservativ Ungdom, Greve

Tre EU-landes forædderi

Efter måneders usikkerhed omkring støtten til Ukraines frihedskamp var det befriende, at 24 ud af 27 EU landes stats- og regeringschefer natten til 19. december 2025 nåede frem til at støtte Ukraine med et rentefrit lån på 90 milliarder euro. Et lån, der dels holder hånden under Ukraines civilsamfund og dels understøtter landets militær.

Hvad der kun kan undre, er at netop Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet ikke stemte for lånet.

Om nogen har netop de tre lande, hvor Tjekket og Slovakiet frem til 1. januar 1993 var ét land, Tjekkoslovakiet, oplevet russernes undertrykkelse og brutale adfærd.

Der tænkes selvsagt her på russernes invasion af Ungarn 1956 og invasionen af Tjekkoslovakiet 1968. Begge begrundet med det spirende demokratiske forår i begge lande.

Hvad der udover almindelig historieløshed har drevet Ungarns Orbán, Slovakiets Fico og Tjekkiets Babis ud i et forræderi af olympiske dimensioner i forhold til Ukraine står uklart.

Et bud kunne være at sikre landene billig olie fra Putin. I så fald har bestikkelse på tværs af landegrænser været en succes for Kreml. 

Men hvad er der så ekstra grund til at glæde sig over, at de resterende 24 EU lande har evnet at stå sammen med Ukraine i det frie og demokratiske Europas skæbnestund.

Morten Weiss-Pedersen, Strib

Hold på kunderne

Dersom Poul Cullura i Meny i Illum ønsker, at der omsættes mere i hans forretning, kunne han passende stoppe den larmende vulgærmusik, der afholder mange fra at handle der. Alene af den grund foretrækker jeg Rema 1000.

Hans Knudsen, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk