De københavnske bilister skal til lommerne, hvis de fortsat vil have lov at parkere deres bil i deres egen by. Som beboer skal man betale en parkeringslicens for at have ret til at parkere – men uden garanti for, at der er en ledig plads. Man betaler med andre ord for noget, som man ikke er sikker på at få. I flere bydele er der langt flere biler, end der er parkeringspladser, så mange må lede forgæves eller parkere ulovligt. Kommunen opkræver reelt penge for parkering uden at levere parkeringspladserne.
Fra 2020 stiger prisen for en parkeringslicens til op til 4.000 kr. om året i København. Prisen stiger afhængig af, hvor miljøvenlig bilen er. For elbiler stiger prisen til en 20-dobling fra ti kr. om året til 200 kr. Samlet skal københavnerne betale 50 mio. kr. mere for beboerlicenser. Derudover hæves parkometerpriserne for byens gæster.
Det er ubegribeligt, at byens flertal også hæver prisen for elbiler. Vi Konservative så gerne, at man tilgodeser en grøn omstilling ved at gøre det helt gratis for beboerne med elbil.