Det lader til, at min danske frimærkebeholdning bliver værdiløs nytårsaften.

Kan nogen på almindelig dansk forklare, hvordan det er gået til?

PostNord fralægger sig ansvaret og henviser til den nyligt vedtagne postlov, som ministeren så storgrinende forsvarede i tv.

(Den med, at portoen slet ikke steg fra 12 til 25 kroner, men kun fra 24 til 25 kroner, fordi 12-kronerklassen samtidig blev afskaffet, var nu også ret morsom.)

De gamle – snart ugyldige – frimærker er åbenbart købt uden moms, og i stedet for at forhøje portoen med den »manglende« moms lovgiver man tilsyneladende med tilbagevirkende kraft og nedskriver i stedet værdien af alle eksisterende frimærker til nul kroner med meget kort varsel. Og opfinder nogle nye med indbygget moms, som vi så skal til at købe?

Jeg havde nok naivt gået og tænkt på frimærker som en slags små værdipapirer, så det danske postsystem må være erklæret konkurs?

Tænk hvis det havde været 1.000-kronesedlerne, som vi dog har halvandet år til at bruge eller kan få vekslet. Her er det »kun« værdien af en enkelt, cirka, som jeg nu kun kan få den investerede værdi ud af ved at sende 90 julekort – eller ved en omfattende udenlandsk korrespondance.

For slet ikke at tale om alle de små og større klubber og foreninger, der har frimærker liggende til kommende medlemsblade o.l.

Forklaring udbedes – også af lovgrundlaget for beslaglæggelsen?

Arne Hansen, Frederiksberg

Uro i skolen skal både forebygges og bekæmpes

Gymnasielærer Thomas Grønlund Nielsen opfordrede for nylig her i avisen de borgerlige partier til at tage et opgør med venstrefløjens blødsødenhed over for urostiftere i folkeskolen, hvorefter Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører Astrid Kragh 13. december går i rette med ham og mener, at uro skal forebygges med bedre undervisning. Ingen af dem har ret. Eller rettere, de har begge halvt ret.

Vi skal gøre begge dele. Der er ret beset tale om to helt forskellige, adskilte opgaver, og ingen af dem giver mening uden den anden. 

Vi kan sammenligne det med brand. Det er selvfølgelig noget, vi skal søge at undgå, og det gør vi ved at oplære folk i brandsikkerhed og brandsikre vores bygninger. Men når der alligevel opstår brand, og det gør der jo, så skal vi kunne rykke ud med slanger, brandøkser og røgdykkere. 

Ingen ved deres fulde fem vil foreslå, at vi afskaffer brandvæsenet og kun bruger penge på at forebygge brand, eller at vi lærer om brandsikkerhed og brandsikrer vores bygninger.

På samme vis er det nyttesløst at gøre spørgsmålet om bekæmpelse af uro i skolen til et enten-eller: Enten kontante indgreb i klassen, der stopper uroen her og nu, eller etablering af god undervisning, der hindrer uroen i at opstå. 

Det må naturligvis være et både-og. Det ene giver ikke mening uden det andet.

Niels Chr. Sauer, Næstved

Skærmtid

Der er med rette fokus på børn og unges skærmtid, men husk lige forældrene og deres skærmbrug – og ikke mindst forældrenes ansvar!

Det er foruroligende hvor mange mennesker, der uafladeligt forsvinder ind i deres mobil, hvor som helst og når som helst.

Det pågår i fuld offentlighed, og der tales nonstop i mobilen alle steder, som i ALLE steder. 

Er det virkelig nødvendigt at blive underholdt eller være kommunikativ de fleste af døgnets timer? Tåler mennesker ikke længere at være i deres eget selskab? Er det fordi, de finder det kedeligt og indholdsløst, sammenlignet med det de bliver præsenteret for på sociale medier? 

Er det grunden til, at så mange har brug for at stå på skuldrene af andre mennesker for at se verden gennem deres øjne? Føles det mere trygt at kunne referere til andre og andres meninger? Jeg tillader mig at henvise til influencere, som jeg forstår har greb om flere aldersgrupper. 

Når disse ubesvarede spørgsmål er stillet – som led i en kritik af det voldsomme skærmbrug – må det retfærdigvis tilføjes, at den teknologi, internettet og mobilen repræsenterer, er brugbar og hjælpsom for os alle.

Irene Bjerrehuus, København