Stor cadeau til Allan Kortnum, forperson for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Lederne, og Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier og rektor på Frederiksberg Gymnasium, for at komme med et yderst konstruktiv forslag til, hvordan fremtidens ungdomsuddannelser måske kommer til at se ud: Et gymnasium med kun to linjer.
Med udspillet kommer der først og fremmest ro på en sektor, som snart ikke mere ved, hvad dens formål er: Skal ungdomsuddannelserne tage afsæt i, at eleverne er midler til at fodre velfærdsstaten, så nogle gymnasier opfinder studieretninger, hvor man kan uddanne sig til betjent, sosu, sygeplejerske eller til at være i Forsvaret?
Eller skal ungdomsuddannelsernes formål være, at elevernes progression og dannelse er et formål i sig selv? Svaret har blæst i vinden siden gymnasiereformen i 2005.
Derfor er det opløftende at læse, at der er fokus på at barbere alle de forskellige studieretninger ned, så det bliver nemmere at være ung og bare være i det i stedet for allerede som 15-årig at skulle forholde sig til, om man nu vil være sygeplejerske eller arbejde i Forsvaret.
Det glæder især mit sproghjerte, at man på stx og hhx tydeligt signalerer, at sprog og kultur er lige så vigtige kompetencer som økonomi og naturfag – og at epx ser ud til at være ude.
Dorthe Schmittroth Madsen, fhv. gymnasielærer, cand.mag. i tysk, historie og filosofi, Vejle
Kønsopdelt svømning
Allan Nyhus, der er direktør for SvømDanmark, skriver i Berlingske 3. december, at han bliver misforstået, når han går ind for kønsopdelt svømning, for det lokker jo flere til i hans organisation.
Det, som han åbenbart ikke forstår, er, at det for samfundets traditionelle borgere og samfundets tilflyttede borgere måske slet ikke drejer sig om sporten, men om at åbne den danske kultur for fremmede, bringe de to kulturer sammen og opleve et fællesskab, hvor deres hjemlige tradition kan være kønsopdelt eller blot have forskellige regler til badepåklædning.
Når jeg bader i Øresund, ser jeg ofte indvandrerfamilier bade sammen med danske familier, og det er tydeligt, at mange indvandrerkvinder foretrækker badetøj, som dækker kroppen.
Fællesskab kræver tilpasning, og den europæiske psykolog Jean Piaget har for mange år siden peget på, at tilpasning består af to processer; assimilation og akkommodation.
Assimilation er den proces, hvor et individ tilpasser sig det miljø, som han ønsker at leve i. Akkommodation er den proces, hvor samfundet åbner sig for de kulturelle vaner, som fremmede har været vant til.
Vi har forskellige opfattelser af, hvad der er passende påklædning, og vi kan ikke bare med et fingerknips ændre kulturelle vaner.
Jeg tror ikke, at det øger fremmede børns muligheder for inklusion at fastholde kønsopdelt svømning i svømmehaller.
Tværtimod. Det, som fremmer inklusion, er fællesskab, hvor man som fremmed oplever at få mulighed for at møde jævnaldrende med andre vaner end dem, man har været vant til.
Palle Vestberg, Kgs. Lyngby
Endelig bedre forskning i kvinders sundhed
Alt for længe har kvinder navigeret i et sundhedsvæsen, hvor deres symptomer er blevet misforstået, overset eller bortforklaret. Og hvor sætningen »gå hjem og tag en Panodil« er blevet brugt alt for hyppigt.
Danmark har et af verdens bedste sundhedsvæsner, der er en høj grad af lighed, og vi har dygtigt sundhedspersonale. Alligevel har kvindesundhed været underprioriteret.
Både fordi det oftest er mænd, der indgår i forskningen, men det er også, fordi der er sygdomme og symptomer, som der slet ikke er blevet adresseret. Det betyder, at der er alt for lidt viden om eksempelvis overgangsalder, hyperemesis, endometriose, PCOS, myomer, vulvodyni og ovariecyster.
Men nu er det endelig lykkedes at finde de penge, der skal til for at gøre noget ved problemet. For kort tid siden indgik vi forskningsordførere i Folketinget en aftale om, at 160 millioner kroner over de kommende år skal sikre Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed.
Det vil gøre en forskel for de mange kvindesygdomme, som i dag kun er lidt eller slet ikke belyst.
Når det er vigtigt, at vi får etableret et center for kvindesygdomme, handler det først og sidst om livskvalitet. Nogle kvinder bruger store dele af deres liv på at være utilpasse eller syge.
Tidligere skældte man kvinderne ud og bad dem tage sig sammen. Noget så naturligt som kvindens cyklus, graviditet eller overgangsalder kunne blive skamfuldt.
Jeg tænker ofte over hvor mange kvinder, der gennem tiden har skullet finde sig i at blive kaldt hysteriske eller overreagerende på grund af sygdomme, der kunne være afhjulpet, hvis bare vi havde haft mere viden.
Og jeg tænker på hvor mange kvinder, der er døde, fordi de har fået hjælp for sent eller er blevet fejlbedømt i sundhedsvæsnet – alene fordi forskning og viden ikke har set på deres symptomer og sygdomme.
Vi kan ikke få de kvindeliv tilbage, der gennem tiden har levet med en skam over deres kvindesygdomme, eller som er døde alt for tidligt, fordi deres symptomer ikke er blevet opdaget. Men vi kan gøre en forskel for de kvinder, der i dag lever med sygdomme relateret til deres køn.
Trine Bramsen, MF (S), uddannelses- og forskningsordfører
Skolens vigtigste opgave
Folkeskolelærer Brian Friis udtaler i nærværende avis, at skolens vigtigste opgave er at give børn mulighed for at indgå i et forpligtende fællesskab.
Undskyld mig, men jeg troede faktisk, at skolens vigtigste opgave var at give børn kundskaber, at lære dem at læse, skrive og regne og at tilegne sig færdigheder i alle fag.
Men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Måske er det derfor, at så mange elever dumper i dansk og matematik ved skolens afgangsprøve.
Helle Marckmann, Dragør
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
