Første gang jeg blev mødt af politik, var da der i anledning af skolevalget blev afholdt debat på min skole. I et par timer husede vores spisesal repræsentanter fra hele det politiske spektrum, og der blev slynget argumenter på tværs af rummet, som var forståelige for os i publikum.

Politik havde ellers aldrig været et emne, samtalen faldt på for mit eller mine klassekammeraters vedkommende, men vi fulgte med i, hvad der blev sagt. Vi spidsede ører, vi forholdt os til det, og vi tog stilling.

Da debatten var ovre, gik jeg ud af lokalet med følelsen af at mene noget om, hvordan tingene skulle være. Men jeg var 14, og jeg kunne hverken stemme på det tidspunkt eller ved det folketingsvalg, der fandt sted to år senere. Det kunne resten af befolkningen, der var over 18 derimod.

Den følelse af demokratisk umyndiggørelse, der rammer en, når man skal tilbringe tre-fire år med at »blive klogere« er enormt frustrerende, især når unge er politisk bevidst og har en alenlang liste af udfordringer, som kalder på handling: En psykiatri, der er ved at knække under vægten af den stigende mistrivsel, et boligmarked, som er stukket fuldstændigt af fra en hel generation, og en klimakrise, vi skal leve med konsekvenserne af.

På trods af alt det, så har unge mindre og mindre at skulle have sagt i den nuværende debat. Og det er der særligt én grund til. Vi er ikke særligt talstærke, især sammenlignet med de andre vælgergrupper, og udviklingen ser også ud til at bevæge sig videre i denne retning. I et hastigt tempo.

Tal fra Danmarks Statistik fremskriver, at mængden af ældre kommer til at vokse voldsomt de næste 40 år, og i 2060 vil halvdelen af de danske vælgere være over de 50. Den politiske dagsorden følger med vælgerstrømmen, og selvom det selvfølgelig er enormt positivt, at folk lever længere, så låser partierne sig fast på en politik, der skal appellere til denne demografiske gruppe.

De tidlige demokratiske tænkere var skeptiske over at gøre valgretten universel, da de frygtede »flertalstyranni«. At en gruppe, alene grundet dens størrelse, kunne træde alle andre samfundsgrupper under fode. Deres bud var at indskrænke demokratiets magt. At holde flere uden for deltagelse. Mit bud er at indlemme flere i den demokratiske proces.

For at forhindre, at vi som samfund fræser ud over en generationskløft med 300 km/t, så bliver vi nødt til at give flere unge en stemme. Og så må det være op til politikerne at give de unge en grund til at stemme på dem.

Magnus Flensborg, statskundskabsstuderende samt medlem af SF Ungdom, Aarhus