Lige siden ideologi blev afskaffet i dansk politik, har vi været på herrens mark uden mål og med.

Partierne har mistet enhver retning og hælder en syndflod af enkelthændelser ned over vælgerskaren uden hensyn til det politiske mål, hvert parti burde have.

De borgerlige har det problem, at de store spillere som industri, landbrug, fiskeri og forretningsverdenen ikke kan håndtere enkeltsager uden at stå tilbage som »umenneskelige« udbyttere af vort samfund.

Tilsvarende har socialisterne det problem, at deres basale krav er opfyldt, så man er nødt til at tage de umulige enkeltsager op, før modparten gør det.

Sammenfattende kan man sige, at begge fløje har bidraget til, at vi arbejdere fik gode lønninger, biler og kunne købe vores egne boliger samt kunne spise os mætte hver dag uden tanke på sult og bolignød.

I den ny ideologiløse verden blev industrien forvist til yderkanterne af riget. Biler skal afskaffes, da de forurener, og boligerne skal helst være fælleseje, storbyerne afskaffes, og vi skal spise insekter med mere.

Alt sammen noget alle kan tilslutte sig, men helst ikke for én selv, det er jo de andre, der skal holde for. At det er den rene idioti, at vi ni promille af menneskeheden skal afskaffe civilisationen, kommer ikke betragtning – vi skal gå forrest uden at kny.

At de andre spillere i vor verden så bare går ind og eksporterer deres produkter til os, der afskaffer dem, kan da kun medføre, at resultatet bliver et stort rundt nul, men det tæller ikke, for politikerne har mistet evnen til at orientere sig i denne verden, da de afskaffede ideologierne.

Så gid Karl Marx og Adam Smith måtte komme til ære og værdighed igen, så vi undgår at ødelægge vores hårdt tjente velfærd på håbløse uigennemtænkte enkeltsager, der forpester vort politiske liv.

Eller måske skulle politikerne formulere nye politiske ideologier, der ikke omfatter fysiske opgaver, vi stort set ingen indflydelse har på.

Håbet er jo lysegrønt …

Ole Ørslev, Hellerup