Fynsk robotrigmand: Vi kommer ikke uden om at opbygge en flokimmunitet for corona

»Store dele af erhvervslivet, der skal tjene pengene til vores velfærd, er stærkt hæmmet af de tiltag, der nu gøres hovsa-artigt for at dæmme op for coronaens anden bølge,« skriver Enrico Krog Iversen. Ida Guldbæk Arentsen

I influenza-sæsonen 2017/18 mistede 1.644 danskere livet af sygdomme relateret til influenza, ifølge tal fra Statens Serum Institut. I den samme sæson blev 7.667 indlagt som følge af influenza. Influenza-dødsfaldene skete trods eksistensen af vacciner og en vis influenza-immunitet i befolkningen. Men influenza-bølgen var ikke noget, vi talte om dengang.

I 2020 har foreløbig 715 danskere mistet livet som følge af sygdomme med corona. 3.606 har været indlagt på hospital. Heraf også nogle, som er testet positive, men indlagt af andre årsager. Størstedelen af dem, der har mistet livet, har haft andre underliggende sygdomme. Gennemsnitsalderen på de døde er 82 år.

Naturligvis skal man ikke bagatellisere covid-19 og betydningen for dem, virussen rammer. Men selvom covid-19 og influenza ikke er det samme, sætter influenza-tallene alligevel effekterne af covid-19 i perspektiv.

Store dele af erhvervslivet, der skal tjene pengene til vores velfærd, er stærkt hæmmet af de tiltag, der nu gøres hovsa-artigt for at dæmme op for coronaens anden bølge. Mange virksomheder har mistet deres eksistensgrundlag. Titusindvis er blevet arbejdsløse, og mange flere vil blive det i den kommende tid. Landet er forgældet generationer frem.

De aktuelle restriktioner begrundes med det stigende smittetal. Men antallet af indlæggelser og dødsfald er fortsat meget lavt og langt under den kapacitetsgrænse, som hospitalsvæsenet har. Vi bliver ikke så syge af coronaen, som vi gjorde i starten. Intet tyder på, at vi når grænsen.

Det er på tide, at vi lærer at leve med coronaen, ligesom vi lever med influenzaen. Bedre og hurtigere test, smitteopsporing og isolation af sårbare grupper er hovedelementerne i en sådan strategi. Vi kommer heller ikke uden om at begynde at opbygge en flokimmunitet, for vi ved alligevel ikke, hvornår vi får en effektiv vaccine.

Alternativet er, at kuren med alle de omfattende samfundsmæssige og menneskelige følger bliver langt værre end sygdommen i sig selv.

Enrico Krog Iversen, adm. direktør, Odense