En hovedstad for hele Danmark?
Søren Ulrik Thomsen har peget på en bekymring, der har ulmet længe: At hverdagslivet forsvinder fra København, mens byen risikerer at blive en kulisse for oplevelser og kommercielle interesser. Men hvad hvis dette ikke blot er et symptom på urban udvikling, men et tegn på, at hovedstaden ikke længere er optimalt placeret?
Det er ikke uhørt, at lande ændrer deres politiske centrum. Brasilien, Tyrkiet og Australien har alle gjort det. Historisk set har Danmark også haft skiftende magtcentre – fra vikingetidens Ribe og Jelling til Lund i middelalderen og senere København fra 1400-tallet. Hvis fordelene er store nok, hvorfor skulle Danmark ikke gentænke sin hovedstad igen?
Geografisk set hænger Jylland naturligt sammen med resten af Europa. I modsætning til København, som ligger i landets udkant, er Jylland en integreret del af det europæiske fastland. Dette giver en række fordele, både direkte og symbolsk:
Direkte fordel: Aarhus og Jylland har en naturlig forbindelse til Europa via vej og tognet, hvilket skaber en mere effektiv logistisk og handelsmæssig struktur.
Overført betydning: Flytningen af hovedstaden til Aarhus kan styrke Danmarks position som en central aktør i Europa fremfor at være en geografisk afgrænset østat.
Danmark har historisk set haft en stærk centralisering omkring København, men denne model har skabt en skævvridning i investeringer og udvikling. En flytning af regeringsinstitutionerne til Aarhus ville:
Sprede statens tilstedeværelse og økonomiske muligheder til flere dele af landet.
Reducere afhængigheden af Københavns infrastruktur, der allerede er presset af boligpriser og urban overbelastning.
Skabe en mere jævn fordeling af politisk og økonomisk indflydelse på tværs af Danmark.
Selvfølgelig vil en flytning af hovedstaden møde modstand. København har en stærk historisk og kulturel identitet, og byen er et globalt anerkendt center for innovation og diplomati. Men København vil stadig være økonomisk centrum; hovedstadstitlen er ikke en betingelse for storbyvækst.
En gradvis overgang kan sikre stabilitet; administrationen kan flyttes over en længere periode, så infrastrukturen i Aarhus udvikles bæredygtigt.
Danmark har en unik mulighed for at gentænke sin politiske og geografiske struktur. Jylland er fundamentet for nationen, det »hovedland«, som sangen siger. Med Aarhus som hovedstad kan Danmark styrke sin interne balance, sin europæiske tilknytning og sin fremtidige udvikling.
Tør vi tage skridtet?
Alice og Charlotte Thaarup, mor og datter, bosat i hhv. Sæby og København
Sol og vind
Sol og vindenergi har fået prædikatet ustabil energi, priserne på el ændrer sig da også, som vinden blæser, og solen skinner.
I fremtiden bør man kræve, at sol- og vindenergiparker, for at få tilladelse til etablering, skal installere en batterikapacitet. Batteriet skal modsvare anlæggets gennemsnitsproduktion i et vist antal timer/døgn. Hermed kan vi opnå en mere stabil energipris fra sol- og vindenergi.
Grundlasten i energiforsyningen må komme fra atomenergi, nye reaktorer i Danmark eller vi kan købe elkapacitet ved at genåbne svenske og tyske atomreaktorer. Forhåbentlig vil næste trin så være fusionsenergi.
Erik Ebdrup, Kalundborg
Sprogforvirring
Morten Riise-Knudsen gør 1. juni opmærksom på forskellen mellem forholde og foreholde. Det samme gælder entre og entrere. Det første er at komme ind et sted. Det andet er at forhandle, indgå aftaler. Berlingske udgav i sin tid ordbøger. Må jeg foreslå en fra berlingsk til dansk?
Hans Knudsen, København
Teknologi er farveblind
Berlingske hylder i avisens leder 2. juni en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der hævder, at kunstig intelligens (ai) kan spare 27.000 akademikere i den offentlige sektor frem mod 2040.
Det beskrives som en glædelig nyhed, fordi det vil gribe fat i en svag produktivitetsudvikling i den offentlige sektor. Men er det virkelig så enkelt?
DAs analyse bygger på en antagelse om, at ai automatisk bør føre til personalereduktioner. Men hvorfor gælder denne medicin kun for det offentlige? Hvis ai kan øge produktiviteten så markant i den offentlige sektor – især inden for administration – så tænk, hvor mange medarbejdere der kunne frigøres og omprioriteres i den private sektor. Antallet af administrative medarbejdere i den private sektor er steget med hele 100.000 fuldtidspersoner de sidste ti år, hvilket er fem gange så meget som i det offentlige. Der er nu over 425.000 administrative fuldtidsstillinger i det private. Hvorfor har DA ikke regnet på ai-gevinsterne her?
Aktuelt kritiserer erhvervsorganisationer jo blandt andet byrden fra krav til indberetninger til det offentlige – en arbejdsgang, som vel relativt enkelt kan overtages af ai. Og hvis et stort antal administrative stillinger i det private kan spares, er virksomhedernes erklærede behov for arbejdskraft fra lande uden for EU måske ikke så presserende som ellers udmeldt?
Digitalisering og ny teknologi bør føre til produktivitetsforbedringer, både i det offentlige og private. Men erfaringerne fra blandt andet indførslen af nye it-systemer viser, at det kan blive rigtigt dyrt på forhånd at indkassere den forventede effektiviseringsgevinst, før den reelt er realiseret. Endvidere fører produktivitetsforbedringer erfaringsmæssigt ikke automatisk til færre ansatte, fordi de frigjorte ressourcer bliver brugt på nye opgaver, som ingen endnu kender eller har besluttet.
Hvis vi skal tage ais potentiale alvorligt, bør vi starte med at stille de samme krav til det private som til det offentlige. Ellers bliver det hele bare et spørgsmål om at flytte arbejdskraft fra én sektor til en anden – uden at tage fat på de reelle udfordringer i begge.
Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
