Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forbud mod natteåbne barer skaber ikke ny festkultur

»Hvis målet er, at vi unge mennesker skal gå tidligere i byen og gå tidligere hjem, så skal der skabes en ny kultur – ikke et nyt forbud,« skriver Jacob Robsøe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Et forbud, mod at barer og cafeer har åbent til sen nat, skaber ikke en ny alkoholkultur blandt landets unge mennesker. I stedet kan det skabe et mere usikkert byliv, hvor der ikke er sikkerhedsvagter.

Indføres der et forbud, vil det medføre, at unge mennesker bruger natten på offentlige steder som havnekajer, parker og lignende. De steder findes der ikke dørmænd og andre ansatte, der skaber tryghed og sikkerhed i bylivet – også på de sene nattetimer.

Hvis målet er, at vi unge mennesker skal gå tidligere i byen og gå tidligere hjem, så skal der skabes en ny kultur – ikke et nyt forbud.

Jeg har selv oplevet, hvordan en mulighed som NightPay, der giver store rabatter på drikkevarer indtil kl 24, har fået mig til at tage tidligere i byen. Det har til tider skabt en anden kultur i min vennekreds, hvor vi tog i byen ved 21-tiden. Dermed endte vi også med at tage tidligere hjem.

Jeg har også oplevet, at barerne ikke havde åbent på nogle helligdage, men der tog jeg ikke tidligt hjem. I stedet blev der afholdt privatfester eller store sammenkomster i en park i nærheden.

Umiddelbart har jeg svært ved at tro, at det er en mere sikker måde at feste på, uden dørvagter og en bartender der kan sige stop. Derudover tror jeg heller ikke, at beboerne tæt på parken eller i opgangene ved privatfesten var glade for, at barerne var lukket.

Blot fordi det har virket i denne ekstraordinære krise, må vi ikke forblændes til at tro, at de samme forbud vil fungere i fremtiden. Derimod kan vi benytte denne situation til at skabe en kulturændring, hvor fester og sammenkomster begynder tidligere.

Slutteligt skal vi huske, at unge mennesker skal have lov til at være unge mennesker. Vi kan ikke detailstyre, hvordan unge skal leve deres liv, og hvornår man skal tage hjem fra en fest. Der er mange forbud i Danmark, der ikke alle har den ønskede effekt. Det vil et sådant forbud heller ikke have – tværtimod!

Jacob Robsøe, kultur-, rets- og etikordfører for Radikal Ungdom