Flere studerende påpeger det: Deres uddannelse består af få timer, ingen feedback og efterlader dem uforberedte over for det arbejdsmarked, som de bliver en del af, når uddannelsen er slut. Samtidig ser vi en større og større mistrivsel blandt unge, som døjer med ensomhed, hvilket, jeg ikke kan forestille mig, forbedres af op til 30 timers ugentligt selvstudium.
Disse udfordringer løses ikke af dimensionering alene. Uddannelsesreformen derimod er et godt bud på en løsning af nogle af problemerne, da den koncentrerer nogle kandidatuddannelser i forbedrede rammer med fokus på kvalitet, undervisning og feedback. Det giver studerende mulighed for et mere socialt studieliv og mere læring. Og mere erhvervsrettede kandidater imødekommer efterspørgslen fra arbejdsmarkedet.
For der er stor forskel på uddannelse til forskning og uddannelse til erhvervslivet. Det er vidt forskellige kompetencer, der efterspørges i rigtigt mange tilfælde. Dertil kan det være en fordel at få erhvervserfaring, inden man skal vælge specialisering. En kortere kandidat med mulighed for efter- og videreuddannelse sætter rammerne for, at den studerende kan prøve forskellige veje og derefter specialisere sig yderligere.
Modstanden mod kortere kandidater bygger på en præmis om, at længden afgør kvaliteten. Men hvad underbygger den præmis? Udspillet til en reform af kandidatuddannelserne øger netop kvaliteten på så mange parametre og løser samtidig en lang række udfordringer. Hvad er det specifikt, de, som ønsker den toårige kandidat bevaret, værner om i vores nuværende kandidatuddannelser, udover længden?
Måske er det følelsen af, at der bliver taget noget væk. Og følelsen af at miste noget kommer til at fylde mere, end følelsen af alt det gode i det nye udspil gøt. Men det er altså kun længden, der forsvinder. Og politik, der løser store udfordringer i samfundet, er trods alt ofte bedre end politik, der er baseret på følelser.
Kristine Vind, uddannelsesordfører, Venstres Ungdom
