Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Flyt dog, Fatima, hvis du gerne vil gå med niqab

Fatima
26-årige Fatima i sit hjem i Sydhavn i København. Hun bærer niqab trods tildækningsforbuddet, der trådte i kraft sidste år. Hun holder sig dog helst hjemme, da hun risikerer en bøde, hvis hun ses med niqab i offentligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Fatima, der ønskede at være anonym, blev i lørdagsavisen interviewet om sit forhold til at bære niqab, som hun ønskede at benytte i det offentlige rum, men ikke kunne gøre det lovligt på grund af maskeringsforbuddet.

I den forbindelse havde hun en række kritiske bemærkninger om det danske samfund.

Hun kunne ikke gå på legepladsen med sine to børn, fordi andre ville være modbydelige mod hende, og det skulle hendes børn ikke opleve, hun kunne ikke købe varer ind, og hun havde standset sine studier i pædagogik på universitetet.

På grund af tildækningsforbuddet mente Fatima, at hun og alle andre muslimer var blevet andenrangsborgere i Danmark, og at det hele var en følge af kolonialiseringen i fortiden. Fatima mente også, at de kvinder, der bærer niqab, integrerer sig i samfundet.

Udover at Fatima kritiserer en lovlig beslutning i Folketinget, kan man stille et stort spørgsmålstegn til Fatimas øvrige betragtninger. Vi har i Danmark givet hende alle muligheder, en gratis uddannelse både som student og på universitetet. Og jeg må formode, at hun får børnepenge til sine to børn, og andre sociale goder. Hun har adgang til læge, hospitaler og andre af den slags ydelser, uden at det koster hende en krone. Muslimer har ligedes mulighed for at blive valgt til byråd, regionsråd og Folketinget.

Men hun ønsker ikke at deltage i betalingen. Sandheden er jo, at hun aldrig får et arbejde, og dermed betaler skat til samfundet, hvis hun insisterer på at bære niqab.

Der er mange love, vi som danske statsborgere skal overholde, selvom vi ikke synes om dem. Og det må vi have respekt for eller flytte. En del danskere, der er utilfredse med at betale skat af deres pensioner i Danmark, er f.eks. derfor flyttet til Spanien eller Frankrig.

Jeg vil foreslå Fatima at gøre det samme. Flyt til et land, hvor man lovligt kan gå med niqab, når du nu er så utilfreds med vort skønne Danmark. Finn Ortved Petersen, Frederiksværk

Ak, Lucas Emil, lær lidt mere om samfundet

Det var da noget af en udokumenteret svada, du hældte ud over de »ældre« 3. august, Lucas Emil Zukunft. Egentlig skulle jeg slet ikke svare på et så unuanceret indlæg. Men det bekymrer mig, at SF har så umodne medlemmer i deres ungdomsorganisations ledelse.

For hvem er de »ældre«, der tilsyneladende er så meget efter dig? Er det dine bedsteforældre? Jeg har faktisk aldrig truffet de ældre, der skulle være så vrede over ungdommen i dag, og heller ikke læst om det. For øvrigt kan jeg fortælle dig, at vi, der i dag er ældre, for det meste har været langhårede i vores ungdom. Så det skulle næsten ikke være et problem i dag. De ældre, der var irriterede over de langhårede dengang, de er faktisk døde i dag, Lucas Emil.

Du må også hellere få at vide, at rigtig mange »ældre« i dag betaler mere i skat, end de får i folkepension. Men naturligvis er vi glade for, at der er skattebetalere også blandt de unge, så er der også penge til uddannelserne og til børnene.

Ak, Lucas Emil, hvis du aspirerer til at blive politiker i SF eller andre partier, så lær lidt mere om samfundet og underbyg dine påstande, inden du skælder ud på de »ældre«. Anne-Lis Hangaard, Frederiksberg

Undervisning i det fri

Det er fantastisk, at Nordea fonden tildeler skolefag midler til udeundervisning. Det er nu engang der, eleverne oplever det bedst. Jeg underviser ofte i både billedkunst og håndværk og design i det fri. De fag har også glæde af ekstra midler til lettere at flytte kreativiteten ud i naturen.

Der er masser af muligheder i det åbne læringsrum, og mange elever nyder godt af, at der er ekstra højt til loftet og plads omkring dem.

Det er ofte i de kreative fag, at elever, som har brug for en meget konkret opgave, bliver udfordret. Selv når opgaven er veldefineret, så bliver udtrykket jo aldrig ens og det kan falde meget langt fra elevens idé om, hvordan det burde se ud. Når vi er udenfor, sker der noget andet. Det bliver naturligt at bevæge sig rundt på en anden måde, end det er i et klasseværelse. Det vækker mindre opmærksomhed og forstyrrer ikke kammerater på samme måde. Der er plads nok.

De elever, som påvirkes af de andres lyde, lugte, kiggen over skulderen, kan slappe af og placere sig, hvor det er komfortabelt og fokusere på opgaven. Folkeskolen kan sagtens bruge, at det private erhvervsliv involverer sig i den kommende generation og uddeler legater som Nordea, eller inviterer på oplevelser i virkeligheden. Stina Egedius Miler, Gilleleje

En sadel løser problemet

Gør en ende på alle de ulykker med el-løbehjul. Sæt en saddel på, så man har benene fri til at tage fra, så man ikke falder. Uffe Withen, Kokkedal