Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Bliv klippet, få et job, ti stille: Ældre har så travlt med at kritisere unge

Kære ældre mennesker. Mange af jer har enormt travlt med at kritisere os unge. Der er ikke grænser for hvor forfærdelige, I mener, vi er. Jeg hører så tit fra ældre, at jeg burde klippes, at jeg burde få mig et job, at jeg burde tie stille i debatten, fordi jeg ikke har deres erfaring. Listen er lang. Fordi jeg er ung, så er jeg et dårligt menneske.

Men helt ærligt: I har selv været her engang. I har selv været 21 år gamle. I har selv, for manges vedkommende, været studerende. I har selv prøvet at sætte skub i jeres liv. Jeg ved godt, at det efterhånden er mange år siden, og at hukommelsen kan knibe en lille smule, når man kommer op i årene, men det kan da ikke være noget, I har glemt. Hvis I kan huske det, vil jeg gerne spørge: Gjorde I aldrig noget vildt eller sjovt, da I var unge? Engagerede I jer ikke i noget? Havde I ingen politiske holdninger? Det kan jo lyde sådan, for det er alle sammen ting, I ikke mener, jeg burde gøre. I så fald er det da ærgerligt, for så har I haft en kedelig ungdom - men det kan måske også forklare, at I måske er en smule misundelige på nutidens ungdom eller hvad?

Jeg har et arbejde. Jeg betaler skat. Jeg er glad for at være med til at betale jeres folkepension og jeres sygebehandling. Jeg er glad for at være med til at sikre jer en værdig alderdom og for at kæmpe for det politisk. Vil I ikke gøre mig den lille tjeneste bare at værdsætte det en smule? Og for øvrigt: Selv tak. Lucas Emil Zukunft, Herfølge, landsledelsesmedlem i SF Ungdom

En opgave for regeringen

Handlinger udløst af opportunisme er sjældent de mest ædle. Ikke desto mindre er en pæn del af samfundets spilleregler etableret på denne baggrund. Der er jo stemmer i at nurse større gruppers holdninger, uanset fornuft eller hensigtsmæssighed i disse.

Ulvene løber fx rundt i Jylland, skræmmer folk og dræber deres får, men der er åbenbart ikke så mange stemmer at hente hos plagede jyder som hos naturromantikere på god afstand af ulvene, så dem bøjer man sig respektfuldt for - og lader ulvene dræbe videre. Interessant, hvordan lovgivningen mon kommer til at se ud den dag, ulvene når over til Sjælland og ind i Kongens Have.

Man har også følt et fint incitament til at forbyde »vilde« dyr som elefanter i cirkus, på stort set samme baggrund og uden synderlig forståelse af konsekvenserne.
Den manglende færdiggørelse af den tilhørende lovgivning m.m., som i øjeblikket holder Cirkus Arenas elefanter indespærret i indendørs karantæne i månedsvis, er desværre blevet en sørgelig demonstration af politisk ligegyldighed, når et opportunistisk mål først er opnået. Pandaer er »in« nu, og så må elefanterne vente. At de bliver mentalt skadet af kedsomheden i ventetiden, interesserer ingen længere. Der er gjort en »god gerning«, og nye spændende opgaver venter forude.

Derfor er der da også straks åbnet en ny underholdende opportunistisk cirkusforestilling, nu omkring foie gras'ens vederstyggeligheder. Og mens forargelsen hærger her, står danske avlssøer spændt godt fast i deres bure. Det må de nemlig gerne, de føder jo gode eksportindtægter. Præcis ligesom gæs og ænder i den franske eksport af foie gras gør.

Der ligger vist en ret vigtig og goodwillskabende opgave for den nye regering med at få løst både ulve- og ikke mindst elefantproblemerne hurtigt og hensigtsmæssigt - og lade foie gras'en hvile i fred, indtil man har fejet for egen grisestalddør. Mikael E. Ibsen, Kgs. Lyngby

Det glade miljøvanvid

At bruge to- eller trecifrede milliardbeløb på at erstatte benzin- og dieselbilerne i Danmark med elbiler er det glade vanvid. En sammenligning med Norge er helt irrelevant, fordi Norges elproduktion alene er baseret på vandkraft og seks gange så stor som den danske (til ca. samme befolkningsstørrelse)! Vandkraften kan skrues op og ned over døgnet (og året) i takt med forbruget. Det kan vind- og solkraft som bekendt ikke!

Danmark og de fleste andre lande er derfor nødt til at omdanne elektriciteten til noget, som kan fyldes i de eksisterende benzin- og dieseltanke - såkaldte elektrofuels. Da disse brændstoffer dannes ved hjælp af luftens CO2, bliver anvendelsen af dem CO2-neutral. Udskiftning af vores eksisterende bilbestand med elbiler bliver derved unødvendig, og elnettet skal kun udbygges på det overordnede niveau til de raffinaderier, der skal stå for produktionen af elektrofuels! Niels Holmer Johansen, Hillerød

Vi er ikke hjemme

Trump vil gerne besøge Danmark. Det vil naturligvis være uhøfligt at takke nej. Kunne vi ikke bare sige, at vi ikke er hjemme? Herbert Nielsen, Marstal