Efterhånden er vi i Danmark blevet klar over, at der findes en alvorlig militær trussel fra Rusland, og vi kan glæde os over, at Sverige og Finland er kommet med i NATO, så vi ikke står militært helt alene her i Norden. Men det skal ikke betyde, at vi kan slappe af og tro, at vore allierede klarer alle problemerne, så vi trygt kan sove videre, som vi har gjort i årtier. Men det er der absolut en fare for alligevel vil ske.

Op til krigen i 1864 oprustede Preussen i et gevaldigt tempo, hvor vi ikke kunne følge med, men den tapre landsoldat skulle nok klare sig mod overmagten. Det var man helt overbevist om, og den svenske konge havde jo lovet os at komme til hjælp. Så i Danmark tog man situationen med ro og frygtede ikke en konflikt med den frembrusende sydlige nabo. 

Det gik som bekendt helt galt. Allerede den 6. februar 1864 måtte den danske hær i koldt vintervejr tage flugten nordpå væk fra Dannevirke. Dette tilbagetog var ydmygende og rystende, men desværre nødvendigt. Den daværende danske regering og den danske befolkning havde helt misforstået den militære og storpolitiske situation.

Nu 160 år senere ser vi noget tilsvarende ske. Den danske flåde har det elendigt. Vi har for få kampenheder, og våbenmagten er enten utilstrækkelig eller defekt. Ligesom flugten fra Dannevirke må flåden nu trækkes ud af vort fregatbidrag til NATO. Dette er lige så ydmygende og rystende, som tilbagetrækningen fra Dannevirke. Men desværre ikke overraskende. 

Vi vil ikke ofre, hvad vi bør, for at forsvare os. Vi taler om, hvor store summer, der skal tildeles militæret, men der sker ikke noget substantielt. Vi har for et par måneder siden hørt, at nu skulle vi i gang med at bygge krigsskibe – i Danmark! Er der sket noget på den front? Nej, nu skal vi have sommerferie og se fodbold og cykelløb, så må flåden vente. Det må Rusland kunne forstå. Den gamle frase om, at historien gentages, er desværre sand.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Da passionen døde

Tak til Anna Bank Jeppesen og Eva Selsing for fine indlæg i Berlingske om sexismen i musikbranchen hhv. 23. juni og 27. juni. De synspunkter kan jeg helt tilslutte mig.

Det er på ingen måde acceptabelt at ødelægge et andet menneskes liv og arbejdsmuligheder, fordi han (eksempelvis Martin Brygmann og Claes Antonsen) har været for seksuelt nærgående. Den slags må kunne tackles på andre og mindre ødelæggende måder.

Hvad der undrer mig, er, at man i disse debatter ikke taler om mandlig og kvindelig seksualitet.

#Metoo og sexismedebatten vil sandsynligvis have den konsekvens, at spillet mellem mand og kvinde helt forsvinder og dermed også passionen. For man kan næppe forvente nogen spænding eller lidenskab, hvis manden først skal spørge om lov, om han må kysse en kvinde, eller hvis parterne skal underskrive et dokument på, at begge parter er enige om at ville elske med hinanden. 

Vi lever i en nypuritanismens tidsalder, og man skal måske rejse helt til Buenos Aires, tangoens fødeby, for at opleve et lidt mere raffineret spil mellem kønnene, som ofte foregår med øjnene og ikke med de platte og undertiden vulgære tilnærmelser, som ifølge mediedebatterne synes at udspille sig herhjemme.

Viveca Tallgren, Frederiksberg

CO₂-målet for 2030

Klimamålet for 2030 for Danmark bliver alligevel nået. Tillykke med det. Hvad kan vi så forvente af det?

Betyder det, at opvarmningen af klimaet begynder at falde og allerede i 2030 er tilbage til en opvarmning på nul grader i forhold til temperaturen, i den førindustrielle tid? Næppe. Vi skal nok have resten af verdens lande med på CO₂-vognen, hvis det skal batte noget.

Har indfrielse af CO₂-målet for 2030 betydet, at efterspørgslen på oksekød er faldet? Nej. De danske oksebøffer bliver godt nok dyrere af CO₂-afgiften på dansk landbrug, men forbrugerne kan bare vælge udenlandske oksebøffer, som stadig koster det samme.

Klimaloven og klimamålet for 2030 bærer efter min mening præg af, at vi ringer bare til Aarhus Universitet og får en ny rapport. Check.

Klimaet fylder meget på Christiansborg og de bonede gulve. Vi på gulvet og klimaet mærker ikke nogen nævneværdig forandring.

Ib Mogensen, Hørsholm