Det er fuldstændig usmageligt og uetisk, når Færøerne ønsker at videreføre en fiskeriaftale med Rusland, mens resten af den vestlige verden forsøger at kæmpe en solidarisk kamp for Ukraines sag.
Det kan godt være, at der ikke er noget at komme efter rent juridisk. Men det virker dog som værende på kanten af Færøernes udenrigspolitiske fuldmagtsordning, som jo ikke fritager dem fra sikkerhedspolitiske overvejelser i samarbejde med Danmark i Rigsfællesskabet.
Det er åbenlyst, at det er smålig skelen til økonomiske overvejelser, der styrer Færøernes uetiske adfærd. Og i så fald må Danmark træde til med økonomisk støtte. Det er simpelthen ikke i orden at lade Færøerne se stort på den internationale opposition mod Rusland.
Peter Bøgelund, Dragør
Hellige Helles symbolpolitiske stunt
Helle Thorning-Schmidt vakte opsigt i Danmarks åbningskamp ved VM i Qatar, da hun valgte at bære regnbuefarver på albuerne som påstået støtte til LGBTQ+. Det symbolpolitiske stunt fra Thornings side viser sig dog at rumme to kujonagtige skyggesider.
Thorning forsvarede nemlig hele det danske landshold, der valgte ikke at bære regnbuefarver af frygt for repressalier. Thorning er også »kun« formand for DBUs Governance- og Udviklingskomité, der ellers med formandens »passionerede« indflydelse kunne have sendt et langt mere styrket signal via hele den danske delegation, hvis dette virkelig var intentionen. Lige så kontroversielt var Thorning ikke fortaler for en kollektiv dansk boykot, men derimod massivt dansk fremmøde før VM.
»For det andet har jeg tænkt over, om det virkelig hjælper folk, der er homoseksuelle eller queer, at møde op i en regnbuefarvet kjole.« Hvor er det fint, at Thornings stupide refleksioner sparker døren ind til realismens alvor efter (!), at det narcissistiske stunt blev udført. Den eneste, der reelt kom i symbolpolitisk fokus, var nemlig Helle Thorning-Schmidt selv, på bekostning af Qatars brutale forfølgelser af seksuelle minoriteter, der dagligt risikerer chikane, fængselsstraf og tortur.
Søren Søby Jørgensen, Fredericia
Landbrugspolitikken på herrens mark
Der hersker en politisk fastlåst enten-eller-opfattelse af landbruget, der enten indsnævrer råderummet i eller underminerer incitamentet til forandring. Og hvor modparten altid må længere ud på landet med dens perspektiv, mens man med sit eget ved, hvordan det ligger.
FNs fødevare- og landbrugsorganisation hævdede i 2014, at der var 60 høste tilbage i verdens jorder (hvis det industrielle landbrug fortsatte uændret, red.). I 2022 må en opdateret udsigt hedde 52. Vi har efterhånden indset, at Jordens ressourcer er opbrugelige, og det samme er altså dens jorder.
Landbruget skal lære at samarbejde med jorden fremfor at kontrollere den. Ligesom vi skal med landbruget. Landbruget er en arbejdsplads og et livsgrundlag for mange mennesker. Mennesker, der arbejder mere end fuldmægtige arbejdsnarkomaner i Indre by, og som er mindst lige så underkastet de økonomiske og naturmæssige kriser som alle andre.
De danske landmænd lader til at overlade omstillingen til næste generation, men det er der ikke noget at sige til. Omstillingen er nemlig ikke kun af håndværk, men ligeså vigtigt af kultur. Selvfølgelig kan markerne dyrkes anderledes og den animalske produktion afvikles. Det kræver en fælles og vidensbåret plan. Og penge. Men ikke penge som planen eller planen uden penge.
Hver især repræsenterer de yderkoordinater på herrens mark, hvor politikere står som fugleskræmsler. Både planen og pengene alene lader landbruget i stikken. Den rød-grønne fløj høster tilslutning ved at påpege, hvordan den borgerlige blok malker situationen. Omvendt hedder det fra en blå synsvinkel, at venstrefløjen optegner en slagmark, hvor logikken styrer efter knockout. Fælles er de om at strides i et kapløb mod rødt lys, der kun bliver grønt hvert fjerde år.
Der er brug for en helt ny fortælling, hvor vi først og fremmest møder landbruget med anerkendelse og forståelse. Anerkendelse af, at det ikke kommer til at fungere uden ekspertise, og forståelse for, hvor eventuel modvilje kommer fra. Først da kan vi skrive en fælles fremtid. Fremtiden og landbruget afhænger gensidigt af et bæredygtigt bånd.
Oskar Bruun, København
