Forleden udtalte justitsministeren om regeringens politik med hensyn til terrortruslen: »Vi er jo ikke tvunget til at indrette os efter, hvad en styrelse måtte mene.«

Det, ministeren så arrogant kalder »en styrelse«, er Center for Terroranalyse. Centeret består af PET, FE, Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen. Det er nedsat af regeringen og må siges at være det mest professionelle sted for en saglig terroranalyse, der kan opdrives i Danmark.

»Men,« siger ministeren, »centeret har lavet deres analyse, og det er jo fair nok. Det stemmer bare ikke med regeringens politik.« Hvad regeringen baserer sin politik på, blæser i vinden.

Sagen drejer sig om de danske børn i Syrien, der lever under umenneskelige forhold, hvilket alle er enige om. De 19 børn bor sammen med deres syv mødre. Regeringen medgiver, at børnene lider, men mener, at mødrene har vendt Danmark ryggen og udgør en sikkerhedsrisiko. Det er denne vurdering, Center for Terroranalyse har udfordret.

Om børnene har centeret udtalt, at jo længere tid de opholder sig i et radikaliseret miljø, jo større er risikoen for, at de selv bliver radikaliserede. Det er derfor farligere for Danmark at efterlade dem i lejrene end at tage dem hjem. Om mødrene udtaler centeret: »udrejse til en konfliktzone udgør ikke nødvendigvis en terrortrussel. Det afgørende er den enkeltes hensigt om og kapacitet til at angribe danske mål«.

En sådan analyse synes i høj grad påkrævet, eftersom vi ved, at PET og Udenrigsministeriet var langt fremme med en plan om at bringe en mor til en fireårig pige, der er diagnosticeret med PTSD, hjem til Danmark. Men da regeringen skiftede i 2019, stoppede den socialdemokratiske regering evakueringen. Det må antages, at denne mor i hvert fald ikke udgør en trussel for Danmark. Men hvordan med de seks andre?

I Tv-programmet Deadline spurgte værten flere gange Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund; om regeringen havde foretaget en analyse af mødrene. Svaret var omsider, at det var han ikke bekendt med.

Vi har længe vidst, at denne regering ikke bekymrer sig om de danske børns ufattelige lidelser og ikke føler et ansvar for deres skæbne. Mantraet har været: »Vi passer på Danmark og danskerne.«

Men det klinger hult, når det nu viser sig, at regeringen synes så forblindet af deres had og ønske om hævn over mødrene, at man nægter at lytte til centerets advarsler. Danmarks mest professionelle videnscenter om terror, som regeringen hidtil har lænet sig tungt op ad, er nu blot »en styrelse«, hvis råd og vejledning kan hældes ned ad brættet – endog uden et forsøg på en saglig begrundelse.

Eva Smith, professor emerita, Frederiksberg