I 1990erne lancerede Samuel Huntington sin berømte tese om sammenstød mellem civilisationerne, »The Clash of Civilizations«. Den gamle kolde krig var slut. Men det var ikke ensbetydende med en ny og fredelig vestligt domineret verden.

Huntington så frem til regulær krig mellem det opstigende Kina og USA. Han kan meget vel få ret. Vi er vidner til, at en magt, Kina, overhaler en anden, USA. Det har gennem historien ofte ført til krig startet af den stat, der ikke længere indtager førerpositionen (USA).

Rusland befinder sig som Kina øst for Huntingtons nye civilisationsmur, og det uanset at Rusland på mange måder har været en del af Europa. Da der under Jeltsin og Putin ikke herskede »kold krig« med Vesten, blev der fra Moskva talt om russisk NATO-medlemskab, men det blev pure afvist. Rusland truer ikke Vesten økonomisk, men lider af et post-imperialt syndrom og har været vidner til udvidelser af NATO. Måske sker det helt op til landets grænser.

Putin har kaldt imperiets fald en tragedie, men også at det ikke lader sig genoprette. Det blev formuleret på den måde, at den, der ikke begræder imperiets undergang, ikke har et hjerte, men at den, der tror, det kan genoprettes, til gengæld ikke har en hjerne.

I Vesten tror vi stadig på unipolaritet. Euforien fra 1989 har ikke lagt sig. Konflikten lige nu med Rusland viser det til fulde. Troen på en unipolar verden bør opgives, den er umulig at realisere. At indføre vestlige systemer i lande med en helt anderledes kultur og historie lader sig ikke gennemføre, tænk på Afghanistan.

Men Biden og ligesindede i Vesten fortsætter med det, der kaldes et globalt demokratifremstød. Reelt er der jo tale om geopolitik baseret på den gode gamle Kirkpatrick-doktrin, hvorefter vi i Vesten godt kan støtte autoritære regimer, blot de er antisovjetiske, i dag antirussiske og antikinesiske. Danmark og Europa burde sige fra og finde frem til en anderledes og uafhængig linje. Det er umuligt lige nu. Men Europa bør vågne op og tænke selvstændigt. Hvorfor være halehæng til USA? Søren Riishøj, Frederiksberg

Kønsneutrale baderum

Kære Danfoss, Grundfos, Danske Bank, Google, Kammeradvokat og andre virksomheder, som ifølge. Berlingske (19.2.) indfører kønsneutrale toiletter:

Vil I så også til at indføre fælles baderum i jeres fitnessområder for både mænd, kvinder, nonbinære, buddhistiske, kristne og muslimske medarbejdere? Flemming Bækkeskov, Gentofte

Smittekurven er ikke knækket

Smittekurven er knækket. Sådan lyder det glade budskab i disse dage. Men er den nu også det?

Det er en besynderlig måde, man af de fleste, herunder tv-nyhederne, tolker den daglige statistik. Antallet af smittede er i de seneste dage faldet fra cirka 50.000 til omkring 30.000.

Hurra for et fald! Men det viser sig samtidig, at meget færre personer bliver testet i dag end tidligere. Hvis man nu forestiller sig, at et meget lille antal personer lader sig teste på en given dag, for eksempel på grund af ekstremt dårligt vejr eller andet, så vil statistikken vise et kæmpe fald. Og hvis man rent teoretisk forestiller sig en dag, hvor ingen lader sig teste, så har vi ikke længere nogen smitte i Danmark. Men det er jo noget vrøvl.

Det eneste tal i statistikken, der er interessant, er smitteprocenten, som angiver, hvor stor en del af det antal personer – stort eller småt – som lader sig teste, der er smittede. Dette tal er altså vokset kolossalt og er nu oppe på cirka 32 procent. Omkring hver 3. person, som bliver pcr-testet for tiden, er smittet med covid-19, og det er altså ikke et udtryk for at smittekurven er knækket. Frederik Anker Heegaard, Holte

Forkert med løsgængere

I avisen 23. februar læser jeg, at der i Folketinget p.t. er 18 løsgængere. Der er noget forkert i, at et folketingsmedlem (for den sags skyld gælder det også i regionerne og kommunalbestyrelser), kan melde sig ud af det parti, vedkommende er valgt ind for, for derefter at melde sig ind i et andet parti eller fortsætte som løsgænger, medmindre personen er valgt ind på personlige stemmer.

Vi så det senest, da fem medlemmer fra DF meldte sig ud og fortsætter som løsgængere. Ingen af disse er valgt ind på personlige stemmer, men på stemmer, der »drypper ned« fra store stemmeslugere eller partilistestemmer. I disse tilfælde burde mandatet forblive et partimandat, så en suppleant indkaldes. Dette ville være mere retfærdigt både over for dem, der har afgivet en stemme på et parti og for partiet selv. Erik Walter Nielsen, Charlottenlund