Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Europa må begynde at tage sig selv alvorligt
Jeg skrev i en kronik i Berlingske 16. april, at vi i Europa i stigende grad stirrer os blinde på USA. Den pointe er ikke blevet mindre relevant siden. Tværtimod.
For de seneste ugers udvikling siger ikke kun noget om USA men i lige så høj grad noget om Europa.
USA har valgt at reducere sin militære tilstedeværelse i Tyskland efter en offentlig uenighed med den tyske kansler, som kritiserede USAs håndtering af krigen mod Iran. Det er nærliggende at tolke beslutningen militært. Men timingen gør det svært ikke også at se den som politisk.
I årtier har USA haft omkring 35.000 til 40.000 – de seneste år anslås tallet at være nærmere 50.000 – soldater stationeret i Tyskland og samlet mellem 80.000 og 100.000 i Europa. Baser som Ramstein er centrale for amerikanske operationer langt ud over Europas grænser.
Når den type tilstedeværelse bringes i spil i forbindelse med politisk uenighed, peger det på en udvikling, hvor relationer i højere grad bliver genstand for forhandling.
Samtidig ser vi tegn på, at Europa ikke længere reagerer helt så ensidigt. Spanien har sagt nej til amerikanske militærfly i sit luftrum i forbindelse med krigen i Iran, og Tyskland har kritiseret USA åbent. Det er ikke nødvendigvis et brud, men det er en ændret dynamik.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvad USA gør, men hvorfor Europa stadig er så afhængig af det.
Ser man på forudsætningerne, er det svært at argumentere for, at Europa mangler kapacitet. EUs bnp ligger globalt nummer to efter USAs, og de europæiske lande bruger tilsammen omkring 340 milliarder euro årligt på forsvar. Frankrig og Storbritannien råder over atomvåben, og Ukraine har opbygget betydelig erfaring med moderne krigsførelse og droneteknologi.
Europa er med andre ord allerede en stormagt. Men vi agerer ikke som en.
Diskussionen om amerikanske baser fremstilles ofte som et spørgsmål om, hvad USA gør for Europa. Men baserne er i lige så høj grad afgørende for USAs evne til at operere globalt. Uden dem ville både responstid og rækkevidde i Europa, Mellemøsten og Afrika blive markant svækket.
Afhængigheden går derfor begge veje.
Krigen i Ukraine har samtidig givet Europa noget, vi længe har manglet: tid. Tid til at styrke vores forsvar, vores industri og vores samarbejde. Spørgsmålet er, om vi bruger den.
Vi behøver ikke vælge USA fra. Men vi er nødt til at kunne klare os uden.
Europa har allerede styrken.
Nu mangler vi blot at handle derefter.
Kenneth Egsgaard, Vallensbæk
Hotel Romantik
Så blev DRs »Hotel Romantik« igen en seersucces. Mon ikke der snart melder sig så mange kandidater, at de skal komme fra samme landsdel, så der i modsætning til sidste år bliver nogen, der opnår et varigt kærlighedsforhold?
Steen V. Skånstrøm, Nærum
Klimavenlig mad på plejehjemmene
Debatten om den mad kommunens plejehjem tilbyder de ældre, er vedkommende.
Mennesker, der lever deres sidste år på et plejehjem, bør kunne forvente en kost, de er vant til og værdsætter. Bønner og linser er ikke en del af den kendte menu. At kommunerne skal have ejerskab over de ældres kost med begrundelsen, at det er sund og nærende kost samt at det skåner klimaet, retfærdiggører ikke, at kød nogle steder stort set ikke tilbydes. Det er ikke muligt at få for eksempel en hakkebøf, udover måske på en fødselsdag. Saft er heller ikke noget, der tilbydes dagligt, økologisk saft er for dyrt …
Jeg er klar over, at det ikke er muligt at efterkomme ønsker fra alle beboerne hver dag, men et menukort i lighed med det hospitalerne anvender kunne være en mulighed. Maden bliver jo ikke lavet på plejehjemmet, men kommer typisk fra storkøkkener, hvor man må tilstræbe at have fokus på genkendelighed og smag ikke udelukkende på klima og sundhed.
Et måltid skulle gerne være noget, man glæder sig til, ikke blot en » affodring«. Og i parentes bemærket betaler beboerne altså for deres daglige måltider. Så giv dog plejehjemsbeboere et informeret valg om, hvad de gerne vil spise og pak formynderiet væk. Det er unødvendigt og uklædeligt.
Irene Bjerrehuus, København
Ai og vores syn på uddannelse
Skal »håndværker-Jens« virkelig lade være med at videreuddanne sig, fordi kunstig intelligens truer de højtuddannedes job? Nej – og det er en forsimplet måde at forstå udviklingen på.
I Debatten 23. april blev det fremhævet, at ai også kan udfordre højtuddannede job. Men det betyder ikke, at videreuddannelse er blevet en dårlig idé. Flere analyser peger på, at ai først og fremmest påvirker arbejdsopgaver, hvor standardisering, gentagelser og brede løsninger fylder meget.
Det afgørende skel går ikke mellem højt- og lavtuddannede, men mellem det generelle og det specialiserede – og mellem viden, der er abstrakt og viden, der kan omsættes i praksis.
I den forstand rammer ai ikke bestemte uddannelsesniveauer, men bestemte typer arbejde. Den kan både udfordre og styrke vidensarbejde afhængigt af, hvordan den anvendes. Det er allerede blevet hverdag i erhvervslivet: Ifølge Danmarks Statistik anvendte 42 procent af danske virksomheder med mindst 10 ansatte kunstig intelligens i 2025.
Det bliver særligt tydeligt blandt faglærte, der videreuddanner sig. Her er der sjældent tale om en bevægelse mod en bred generalistprofil. Tværtimod bygger de videre på en konkret faglig base og bevæger sig mod øget specialisering.
En elektriker kan arbejde med intelligente energisystemer, en tømrer med bæredygtigt byggeri, og andre tager vejen mod roller som byggekonstruktør, elinstallatør eller maskinmester. Fælles er, at de kombinerer praktisk erfaring med teknisk og teoretisk viden.
Det er netop den kombination, der bliver stadig mere værdifuld.
Udviklingen rejser samtidig et mere grundlæggende spørgsmål: Er den klassiske, lineære vej gennem lange uddannelser altid den mest robuste?
Ai udfordrer ikke kun bestemte job, men også forestillingen om, at én uddannelsesvej er sikrere end andre. I nogle tilfælde kan mere praksisnære og specialiserede forløb vise sig mindst lige så modstandsdygtige over for teknologiske forandringer.
Det betyder ikke, at universitetsuddannelser mister deres relevans. Men det udfordrer ideen om, at alle videregående uddannelser fører til samme type kompetencer – eller samme robusthed.
Fremtiden tilhører ikke nødvendigvis dem med flest år på skolebænken, men dem, der kan omsætte viden til konkret handling og tilpasse sig nye teknologiske vilkår.
Så nej, »håndværker-Jens« skal ikke holde sig tilbage. Hvis han videreuddanner sig klogt og bygger videre på det, han allerede kan, er han ikke på vej ind i risikozonen – men ud af den.
Niklas Høybye, automationsteknolog, Søborg
Glem nu ikke børnene i de private dagtilbud
Med finanslovsaftalen i ryggen fik kommunerne i januar første udbetaling af de i alt 1,7 milliarder kroner til dagtilbuddene. Pengene skal både give flere pædagoger og lavere forældrebetaling i løbet af i år. Men det må ikke medføre, at børn i private daginstitutioner stilles ringere end børn i kommunale tilbud.
Beskeden fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har været klar: Pengene skal ud at leve hurtigst muligt – stillingerne skal slås op, og forældre skal mærke lettelsen i betalingen.
Under alle omstændigheder vil jeg minde om en ikke så uvæsentlig detalje: Midlerne skal komme alle børn til gode, uanset om de går i en privat eller kommunal daginstitution. Det betyder, at både de midler, der bruges til at ansætte flere medarbejdere, og dem, der bruges til at nedsætte forældrebetalingen i de kommunale dagtilbud, skal afspejles i driftstilskuddene til de private.
Det følger på enkel vis af reglerne: Ifølge dagtilbudsloven skal driftstilskuddet til private børnehaver og vuggestuer svare til kommunens driftsudgifter til alderssvarende børn i egne dagtilbud. Når forældrebetalingen sænkes, øger det reelt den kommunale driftsudgift pr. barn – og det skal derfor udløse et tilsvarende løft i driftstilskuddet til de private dagtilbud.
En analyse fra Dansk Industri viser, at der allerede i dag er store forskelle mellem det tilskud, børn får i private daginstitutioner, og de udgifter, kommunerne har til børn i egne dagtilbud. Denne skævhed må ikke vokse, når de nye finanslovsmidler tages i brug. Princippet om, at pengene skal følge barnet, er afgørende for både ligebehandling og familiers valgfrihed.
Derfor nytter det heller ikke noget, hvis løftet først lander med halve eller hele års forsinkelse, når nu tanken var, at børn og forældre skulle mærke forbedringerne med det samme. Ellers bliver de private børnehaver og vuggestuer de facto betragtet som andenrangs tilbud.
Kommunerne skal derfor ikke blot glæde sig over finanslovsmidlerne, men også tage aktivt og hurtigt ansvar for at sikre, at de når ud til alle børn – uanset om de går i en kommunal eller privat daginstitution.
Jakob Scharff, branchedirektør i Dansk Industri
Fremmelige femårige
Efter en dag med lægeaftale, mislykket bestilling af Flextrafik, udmarvende genoptræning og besvær med min udlejer, kom jeg til at tænke på min seneste togrejse midt i april til Nørreport.
En børnehaveklasse fordelte sig stilfærdigt i kupeen og William og Viggo satte sig overfor mig. De indledte høfligt en samtale med mig gamle mand om Harry Potter, som især William vidste meget om. Viggo observerede snarere, og med tilbageholdt lattergnist i øjet viste han en mere end voksen forståelse af sceneriet.
De to drenge var fem år og undgik behændigt at gætte på, hvor gammel jeg var (80). Med langt hår og gråt fuldskæg og med et langt rødt halstørklæde.
Børnehaveklasselæreren sad i nærheden og forklarede dem ved rejsens afslutning, at man efter sådan en samtale takkede for den. Og det gjorde de med naturlig elegance.
Jeg har lige siden levet højt på oplevelsen. Men glemte vist i befippelse at takke for det bolsje, jeg fik af en af dem. Det gør jeg så nu!
Carsten Seeger, Ishøj
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Hør den rystende historie om eksmuslimen Lina, der kaldes »haram« af medstuderende, fordi hun lever som en dansker. Så analyserer vi Lars Boje Mathiesens deroute som »politisk plattenslager« i et kollapset Borgernes Parti, og undersøger hvorfor kloge hjerner er de sværeste at diagnosticere for demens. Berlingskes chefredaktør Pierre Collignon guider dig gennem dagens vigtigste lytteroplevelser. Oplæser og producer: Ida Skovsgaard.
Del:
