Folkesundhed og trivsel skabes også i arbejdstiden. Skal den nye folkesundhedslov, som præsenteres næste år, både sikre strukturel forebyggelse, mindre mistrivsel og ulighed, skal et sundt arbejdsmiljø være et bærende princip i loven – og arbejdsmarkedets parter skal involveres fra dag ét.
Vi kender alle konsekvenserne ved manglende forebyggelse og mistrivsel. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har tidligere fastslået, at alene stress koster danske virksomheder over 16 milliarder kroner – og vigtigst af alt har det dybe personlige konsekvenser for de berørte familier.
De konsekvenser mærker både kollegerne og arbejdsgiverne, når de hører meldingen om, at stresssymptomerne nu har udviklet sig til en langtidssygemelding. Virksomheder bærer et vigtigt ansvar for at sikre, at der er de rette rammer at vende tilbage til, når den sygemeldte bliver klar til at træde ind på arbejdsmarkedet igen.
Arbejdspladsen kan også bidrage til at forebygge langtidssygemelding ved at tilpasse en medarbejders opgaver og ansvar i perioder, hvor medarbejderen er i risiko for at blive stressramt.
Hvis det skal lykkes for folkesundhedsloven at styrke danskernes sundhed og trivsel, skal et sundt arbejdsmiljø derfor være tæt integreret i loven – for det er trods alt på arbejdspladsen, at danskerne bruger en stor andel af deres liv.
Det kræver en inddragelse af arbejdsmarkedets parter, pensionsselskaberne og alle de aktører, der er inddraget i, hvordan vi i dag sikre sunde arbejdspladser.
Samtidig bør der opstilles langsigtede, forpligtende mål for et sundt arbejdsliv – for eksempel frem mod 2035 – så vi har en fælles retning, vi på tværs af det offentlige og private arbejder sammen mod.
Kort sagt: Arbejdsmiljø er folkesundhed. Lad os skrive det ind som pejlemærke i folkesundhedsloven.
Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica; Anja C. Jensen, forbundsformand, HK; Sara Vergo, formand, Djøf; Anne Sofie Fogtmann, arbejdsmarkedsdirektør, Akademikerne; Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)
Forældelsesfrist
Det forekommer uforståeligt, at vores statsminister finder det ordentligt, at sagen om de slettede sms'er lukkes, mens der stadig er løse ender. Hvis samvittigheden er i orden, burde hun være interesseret i at få alt på bordet i denne sag – også selvom det vil koste både tid og penge.
Kom nu, Mette Frederiksen, fjern den forældelsesfrist, så vi kan få det hele frem. Ellers kan vi vel næppe have tillid til dig?
Kirsten Moldam, Frederiksberg
Regeringen vil pakke børn ind i vat
Regeringen har endnu en gang fundet den nemme løsning: et forbud. Denne gang handler det om sociale medier og børn under 15 år. Statsministeren kalder det beskyttelse. Jeg kalder det ansvarsflugt.
Forbud lyder trygt. Det sender et signal om handlekraft, men i virkeligheden er det den politiske version af at trække gardinerne for og lade som om, verden udenfor ikke findes. Man lærer ikke børn at forstå virkeligheden ved at fjerne den – og man gør dem bestemt ikke mere robuste af at pakke dem ind i vat.
Jeg er 18 år. Jeg er vokset op midt i alt det, som regeringen nu vil forbyde. Jeg har set, hvordan sociale medier både kan være et fællesskab og et fængsel. Jeg forstår godt, hvorfor mange voksne bliver bekymrede. Det skal de også. Der er meget, der er usundt – jagten på likes, kropsidealer, præstationspres. Men det bliver ikke sundere af, at vi lader som om, det ikke eksisterer.
Når man fylder 15, og forbuddet ophæves, rammer virkeligheden alligevel. Så står de unge der – uden erfaring, uden forståelse, uden værktøjer. Hvad har vi så opnået? Ingenting. Tværtimod. Vi har opdraget en generation, der lærer at frygte det, de burde forstå.
Hvis regeringen virkelig vil gøre en forskel, burde man bruge kræfterne på at lære børn og unge, hvordan de skal færdes på sociale medier – ikke på at forhindre dem i det.
Lad dem forstå, hvordan algoritmer styrer, hvad de ser.
Lad dem gennemskue manipulation og iscenesættelse.
Lad dem opdage, at man kan være til stede uden at blive opslugt.
Det er dér, styrken begynder. Ikke i forbud, men i forståelse. Ikke i kontrol, men i oplysning.
Vi har brug for et samfund, der tør klæde børn på til virkeligheden – ikke et, der prøver at skærme dem fra den.
Lucas Svendsen, kandidat til kommunalvalget i Faaborg-Midtfyn (K)
Mon EU kommer til at forbyde kokosmælken og bøftomaten?
For nylig valgte Europa-Parlamentet at blande sig i vores hverdag ved at begrænse udtryk som »plantepølse« og »plantebøf«. Med 355 stemmer for og 247 imod blev disse restriktioner vedtaget.
Fra dansk side valgte Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne at stemme for, mens de resterende partier valgte at stemme imod. Et afgørende argument for denne beslutning er, at forbrugeren ikke bør vildledes af betegnelser, der kan forbindes med animalske produkter.
Vi må håbe, at dette ikke bliver en enlig svale fra EU, men at dette vil danne præcedens på området.
Vi har i for lang tid tilladt vildledende betegnelser på lignende områder.
Vi må håbe, at EU vælger at skride ind overfor betegnelsen kokosmælk, da kokosnødden ikke er i besiddelse af et yver og ikke bliver malket.
Vi må desuden håbe, at der ligeledes bliver skredet ind overfor de labre larver i slikafdelingen, da dette kunne vildlede folk til at tro, at denne vare indeholdt insekter.
Vi må endvidere sikre os, at bøftomaten, der jo aldrig har været i nærheden af en ko, bliver behandlet på samme måde.
Skal vi tage kampen op mod forbrugerforvirring, bør vi gå hele vejen.
Niels Kristian Kragh, Valby
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
