Erhvervslivet i kritik af nyt tiltag: København kan ikke forbyde sig til en grønnere verden

Nu skal københavnerne åbenbart også skånes for synet af en reklame for en flyrejse til Mallorca.
Et flertal på Københavns Rådhus har besluttet at forbyde reklamer for flyrejser, krydstogter og nye benzin- og hybridbiler på kommunens reklameflader. For klimaets skyld, naturligvis. Men hvad er det egentlig, politikerne forestiller sig, at de opnår?
Ifølge reklameekspert Sune Bang er der intet, der tyder på, at lignende begrænsninger i Amsterdam og Edinburgh har haft nogen reel effekt. Reklamerne finder bare andre veje til forbrugerne.
Alligevel har Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokratiet og Radikale Venstre besluttet, at netop dette er værd at bruge politisk energi på. Det er en besynderlig prioritering.
For hvor går grænsen? Skal vi også forbyde reklamer for oksekød, chokolade og avocadoer? Eller reklamer for supermarkeder, der sælger dem? Når først politikerne begynder at sortere i lovlige produkter efter deres klimaaftryk, er der næsten ingen grænser for, hvad der kan komme på listen.
Og hvad med økonomien? Reklamer på busser, stationer og i byrummet er en indtægtskilde. Hvis politikerne begrænser efterspørgslen efter reklamepladserne, risikerer de også at reducere indtægterne. Det er nærliggende at spørge, hvem der så skal betale regningen.
I Dansk Metal og i Dansk Industri er vi tilhængere af en ambitiøs klimapolitik. Luftfarten skal også bidrage til den grønne omstilling. Det kræver blandt andet udvikling og udbredelse af grønnere flybrændstoffer, ny teknologi og investeringer i fremtidens transport. Det kræver politisk handlekraft og vilje til at prioritere.
Københavns politikere burde bruge kræfterne på løsninger, der faktisk nedbringer CO₂-udledningen. For flyene letter stadig fra Kastrup, selvom reklamen for Mallorca er forsvundet fra busskuret.
Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal, og Mathias Milling, sekretariatschef i Dansk Luftfart, Dansk Industri
Ejendomsskatter
Skatteministeren vil fjerne reglen om den teoretisk optimale udnyttelse af grunden som beregningsgrundlag.
Hvorfor så ikke helt fjerne opdelingen af grundværdi og samlet ejendomsværdi og kun have den reelle værdi af ejendommen som beskatningsgrundlag? Så kunne en vis gennemsnitlig procentsats af ejendomsskatten tilfalde kommunen. Det ville være en væsentlig reduktion af bureaukratiet på skatteområdet.
John Jørgensen, Gilleleje
Nyt Parti
De to løsgængere Cecilie Liv Hansen og Jakob Harris taler nu om at danne deres eget parti, der vil stoppe hjælp til Ukraine og gøre Danmark »krigsneutralt«, hvilket man kan læse i forlængelse af Cecilie Liv Hansens ønske om at melde Danmark ud af NATO.
Man fristes til at foreslå partinavnet »DNa – De Naive«! Hvis de levede hos deres russiske venner med tilsvarende alternative tanker, var de blevet »buret inde« for længst.
Ole Borg, Hellerup
Mette Frederiksen bør sætte sig for bordenden af Europa
Under tirsdagens interview med Zelenskyj på Københavns Universitet spurgte Rasmus Tantholdt, om Mette Frederiksen vil forhandle med Putin på EUs vegne. Svaret var et kategorisk nej.
Det er ærgerligt, for hun er den rette person.
Hun fører allerede de samtaler, som andre ikke fører. Norges statsminister havde en lang samtale med hende efter Putin-samtalen. Når en kollega har talt med Putin, er det Mette Frederiksen, man ringer til bagefter. Det tyder på tillid, og tillid er forhandlerens vigtigste valuta.
Hun har også kortene på hånden. Danmark er en lille stat uden stormagtsambitioner, men med en klar linje over for Rusland, store donationer, plads til ukrainsk våbenproduktion og en tæt relation til Kyiv. Det gør hende troværdig for både de nordiske, de baltiske og de store medlemsstater. Hun tør at banke vores nordiske statsministerkolleger på plads, når de viger fra aftaler i usikkerheden.
Mediet Politico har udnævnt hende til Europas næstmest indflydelsesrige i 2026. I praksis lever vi allerede i Mette Frederiksens Europa. Europa har brug for en forhandler, der ikke bare taler, men også bliver lyttet til. Lad os opfordre hende til selv at forhandle freden med Putin for Europa, sammen med Zelenskyj.
Peter Skou, medlem af Politisk udvalg, Europæisk Ungdom
Indpakket misundelse
Folketingsmedlem for SF Sigurd Agersnap besværer sig i Berlingske 11. november over en – for ham – åbenlys uretfærdighed, der handler om rentefradrag og boligmarkedet.
Her bliver vi præsenteret for høj som lav, og i særdeleshed for de hårdtarbejdende danskere, der ikke har råd til en bolig med havudsigt, alt mens de skal være med til at finansiere renteudgifterne på boligmarkedet – for de få danskere, der betaler topskat og måske top-topskat.
Sigurd Agersnap er heller ikke begejstret for, at forældre med friværdi kan hjælpe deres børn ind på boligmarkedet. Han mener, at det skaber en social slagside, og at kongstanken om, at det skal kunne betale sig at arbejde, bliver elimineret. Hvor får han dog det fra?
Sigurd Agersnap glemmer, at en stor del af de danskere, som han gerne vil beskatte yderligere, rent faktisk har arbejdet hårdt for at opnå en stor formue, og mon ikke de bidrager pænt meget til fællesskabet? De er ikke alle født med en guldske i munden og med et attraktivt postnummer.
Irene Bjerrehuus, København
En julegaveidé, der for alvor kan skabe glæde
Efter at have hørt præsident Zelenskyjs meget tankevækkende tale fra Folketingets talerstol forleden føler jeg trang til at videregive den idé, jeg for nogen tid siden har fået.
Fødselsdags- og julegaver til de voksne medlemmer af min familie har jeg stoppet. Gavebeløbet fremsendes i stedet til hjælp for det ukrainske folk.
Niels Gamrath, Roskilde
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:



