I de senere år har Danmark generelt været meget tøvende med at indarbejde den internationale folkeret, især hvad angår menneskerettighedskonventioner.

Det ser der heldigvis ud til at blive ændret noget på, idet regeringen har taget initiativ til, at Danmark kommer på »omgangshøjde«, hvad angår muligheden for at straffe internationalt definerede forbrydelser. Det handler dels om at indarbejde FN-definitionen af tortur i straffeloven, dels om at gøre det samme med forskellige typer krigsforbrydelser.

Årsagen til, at regeringen nu har en mere positiv holdning til den internationale retsorden, er Ruslands invasion i Ukraine. Regeringen har indset, at det nødigt skulle være sådan, at eventuelle krigsforbrydere kunne søge til Danmark og undgå straf, fordi vores straffelov er ufuldstændig.

Regeringen er ikke endnu i mål med arbejdet, men i det seneste års tid har et kyndigt udvalg arbejdet med opgaven og leverede kort før sommerferien en diger betænkning med forslag til lovgivning. Hovedparten af arbejdet er i forhold til de internationale aftaler, der ligger bag Den Internationale Straffedomstol fra 2002.

Her har Danmark – i modsætning til vores nabolande – længe undladt at ratificere en række nye definerede forbrydelser, eksempelvis »aggressionsforbrydelsen«, og generelt ikke fået sikret, at sådanne forbrydelser findes strafbare i henhold til dansk lov.

Det bliver der nu temmelig sikkert lavet om på, og jeg håber, at det bliver en del af det »lovkatalog«, som regeringen præsenterer ved Folketingets åbning.

Det er positivt, at Danmark nu atter vil deltage fuldt og helt i det globale arbejde med at forsøge at straffe for folkedrab, for krigsforbrydelser og for forbrydelser mod menneskeheden, hvor nationale retssystemer ikke kan eller ikke vil.

Forhåbentlig betyder regeringens nye linje, at der også snart igen kan blive overvejet at inkorporere flere menneskerettighedskonventioner i dansk ret. Det var senest på dagsordenen i 2014, men her var den daværende regering negativ. Det vil glæde mig, hvis der er en ny holdning på vej.

Ole Olsen, Fredericia, medlem af FN-forbundets bestyrelse