Forskning har i de senere år vist, at en glad medarbejder er en produktiv medarbejder. Jeg kan sige, at det samme gør sig gældende for universitetsstuderende. Det er jeg selv et eksempel på.
Det forgange år har budt på meget forskelligt – også som universitetsstuderende. Og en ting er sikker: Mine mest isolerede perioder har ført til min mindst produktive tid på universitetet. Isolationen er en stor udfordring, da den påvirker den iver, jeg som studerende går til mine opgaver med – og gør, at jeg ikke forsøger at udfordre status quo, men kun sigter efter det nødvendige, da jeg har været udfordret nok med mig selv. Mængden af overvejelser og spørgsmål til pensum, men også til livet generelt, der opstår, mens du er studerende, bliver ikke mindre, selvom du er gemt væk alene på en hjemmestudieplads – med tid i overskud. Tværtimod.
Men hvor jeg før var en del af et edderkoppespind af undervisere, medstuderende og foreningsliv, som kunne hjælpe med at besvare disse spørgsmål, resulterer hjemsendelsen i, at jeg føler mig alene med de udfordringer – men værre endnu er jeg bange for at føle mig alene med dem efter tilbagevenden til campus også.
Universitetets fornemmeste opgave, som ikke kun kan udskydes, til alle studerende er tilbage på campus, bliver derfor at genskabe det fornødne sammenhold blandt de studerende og underviserne til at besvare alle de spørgsmål, der også kommer uden for pensum – for det kan være med til at nedkæmpe den stigende mistrivsel, der er på campus.
Når vi opnår det, bliver de studerende atter ivrige, afsøgende og udfordrende, hvilket må være det vigtigste for et universitet: information.
Lasse Louis Svendsen, bac.ing.mek., stud.polyt., Teknologibaseret Forretningsudvikling, Aarhus
Qatar – pas på proportionerne
Qatar er en ung ørkenstat, som igennem de seneste få årtier har gennemgået en utrolig udvikling fra nogle få beduiner og perlefiskere til et moderne selvstændigt emirat med islam som religiøs base. Staten er dygtigt ledet af Amir Al-Thani og hans rådgivere og har levet af sine store oliefund. Qatar har gennemgået en voldsom udvikling, som blandt andet har omfattet en befolkning, der er vokset fra cirka 50.000 til 2,8 mio. i løbet af de seneste år og opbygning af uddannelse og andre erhverv, som fremover skal lette landets overgang fra oliestat til et mere differentieret og selvforsynende samfund.
Under ti procent er statsborgere i Qatar, resten er migranter. De over 2,5 mio. udenlandske borgere er kommet frivilligt til landet, har fået arbejde hos en sponsor og har gjort det muligt at skabe en moderne storby. I løbet af bare de seneste fem år har man kunnet følge udbygning af statens infrastruktur med international lufthavn, motorveje, broer, metro, hoteller, museer, hospitaler, private villaer, højhuse mv. Skolerne og universiteterne er i topklasse med filialer af de store engelske universiteter. Landet er tosproget med arabisk og engelsk.
Afholdelsen af VM i fodbold i 2022 betyder, at landet virkelig har fået accelereret sin moderne udvikling og arbejderbeskyttelseslovgivning mv. og har samtidig givet arbejde til millioner af arbejdere, der for det meste er kommet fra fattige lande som Pakistan, Bangladesh, Indonesien og Malaysia. Det er i det lys, man bør se det tal på 6.500 døde, som er trukket frem.
Aase Hellemann, Hellerup
Du drysser rundt med dit CPR-nummer
Fin idé med coronapasset, så man ved fremvisning af dette kan besøge en række liberale erhverv og senere restauranter og værtshuse m.m.
Jeg ved bare ikke, om passets vise fædre og mødre har hørt om begrebet identitetstyveri, men hver gang passet fremlægges, informerer man faktisk mere eller mindre frivilligt en ny ukendt person om sit CPR-nummer, der står printet lige midt i passet. Og så må man bare håbe, at vedkommende ikke har skumle hensigter.
Håbet er som bekendt lysegrønt, men så sandelig langt fra sikkert.
Forsikringsselskaberne – og borger.dk – advarer med store bogstaver om at drysse rundt med sit CPR-nummer, så hvis anvisning skal man nu følge? Myndighedernes eller forsikringsselskabernes?
Alternativet er selvfølgelig at blive hjemme, men det var vist ikke lige det, der var tanken med passet, så mon ikke CPR-oplysningerne bør fjernes eller erstattes af et andet kontrolnummer.
Mikael Ibsen, Kgs. Lyngby