Blackface og niqab-udklædning udløser racismeanklager på danske højskoler: »Det er skræmmende«

Ophedede debatter om racisme og køn er for alvor rykket ind på danske højskoler. Mens en række højskolefolk advarer mod »radikal identitetspolitik«, som kvæler dannelse og fri debat, ser andre grupper af elever og lærere et akut behov for at tage fat på en højskolekultur, der bygger på lumre fordomme og racistiske traditioner.

​I sin første uge som elev på Roskilde Højskole havde Prince Henry, der har ghanesiske aner, ifølge eget udsagn fem oplevelser med racisme. Nu kritiserer han forstanderen på Rødding Højskole for at tage for let på klager over racisme og blackfacing. Foto: Alexander Höllsberg

Det endte med ophidsede gemytter, skriftlige klager og fordømmelse fra projektet »Everyday Racism DK«, da elever på Grundtvigs Højskole i Hillerød i forbindelse med en udklædningsfest iførte sig niqab.

Udklædningen var et udtryk for grov forhånelse af muslimer, lød anklagen fra en gruppe amerikanske studerende på skolen. Brugen af kulturelle stereotyper var ifølge de studerende grænsende til det racistiske.