Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
En minister bør vælge sine ord med omhu – og droppe ordet »kamphund«
Når dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen (S) bruger ordet »kamphunde« på tv i debatten om hundeloven, er det ikke bare et ord. Det skaber et billede af hunde, der er født til at kæmpe og derfor i sig selv er farlige.
Men »kamphund« er en upræcis og stigmatiserende betegnelse. Den får det til at lyde, som om hunde kan puttes i én kasse, og at deres adfærd kan aflæses på deres udseende eller race. Så enkel er virkeligheden ikke.
Når en minister bruger sådan et ord, giver det fordommene politisk vægt. Det gør debatten mere følelsesladet og sværere at føre på et sagligt grundlag.
Og det rammer ikke kun de hunde, der får mærkatet. Det rammer også deres ejere, som pludselig skal forsvare sig mod en forestilling om, at deres hund er farlig, før nogen overhovedet har set den opføre sig.
Vi har brug for en seriøs debat om hundeloven. Derfor bør vi også kunne tale om hunde uden at bruge ord, der på forhånd gør dem til skurke. En minister bør vælge sine ord med omhu – især når ordene er med til at forme den offentlige debat.
Lise Rovsing, dyrlæge, Hellerup
Et plejehjem er et hjem – ikke et klimaprojekt
Michael Minter fra CONCITO skriver i Berlingske, at han vil bringe debatten om maden på Københavns plejehjem tilbage på et »sagligt spor«. Det lyder fornuftigt. Men jeg synes, han starter det forkerte sted.
For hvad er et plejehjem?
Det er et hjem. Ikke en kantine. Ikke et kommunalt klimaprojekt. Og ikke et sted, hvor de ældres middagsbord skal bruges til at føre kost- og klimapolitik.
Når man flytter på plejehjem, flytter man ikke fra retten til selv at bestemme over sit liv. Tværtimod bør selvbestemmelse være helt central i en værdig ældrepleje.
Hvis en ældre beboer ønsker flere grøntsager, skal vedkommende naturligvis have det. Men flere grøntsager er ikke det samme som et ønske om mindre kød.
Minter fremhæver, at nogle ældre ønsker flere grøntsager. Fint. Men det retfærdiggør ikke, at kommunens CO₂-mål skal veje tungere end den enkeltes ønsker.
Når Minter skriver, at der er »store gevinster for både folkesundhed og klima i at mindske danskernes kødforbrug«, læser jeg det som et ønske om, at klimahensynet skal spille en væsentlig rolle i vores kostvalg. Det er jeg uenig i – især når det gælder mennesker, der bor på plejehjem.
Vi må gerne have klimamål. Vi må gerne tale om sund kost. Men udgangspunktet må – især på et plejehjem – være den enkeltes behov, ønsker og livskvalitet. Kommunens CO₂-regnskab bør ikke bestemme, hvad der skal på tallerkenen i nogens hjem – og slet ikke på et plejehjem.
Mad er nemlig mere end kalorier og klimabelastning. Det er også minder, traditioner, fællesskab og madglæde. For nogle er det grøntsager. For andre er det en hakkebøf, en frikadelle eller stegt flæsk.
Ja, vi har sikkert alle godt af flere grøntsager og måske mindre kød. Og gerne mere økologi. Men det er ikke det samme som, at politikerne skal bestemme, hvad vi bør spise.
Debatten om mad på de københavnske plejehjem er relevant i alle kommuner. For det handler om et grundlæggende princip: Er det politikerne og meningsdannerne, der skal bestemme, hvad vi spiser? Nej, det borgerlige svar må være, at det bestemmer vi selv i vores eget hjem.
Og et plejehjem er netop et hjem. Derfor skal de ældre også selv bestemme, hvad der kommer på tallerkenen.
Claus Wagenblast-Franck, medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse (K)
Lov og sædvane frem for fortidige skrifter
Amina B. Hoppe hævder 22. november, at danskernes kritik af islam er uretfærdig, fordi lignende værdier og straffe – som stening – findes i Det Gamle Testamente.
Men kristendommen bygger på Kristi lære, ikke på lister af gammeltestamentlige straffe. Hvor Koranen foreskriver konkrete love og afstraffelser, er Bibelen et vidnesbyrd om Guds syn på mennesket.
Hoppe bruger historiske paralleller som argument mod at kritisere islam. Men et moderne samfund flytter sig. Vi har for længst opgivet fænomener som barnebrude og stening. Problemet opstår, når sådanne praksisser fortsat eksisterer i dele af den islamiske verden i dag og i et vist omfang bringes til Danmark.
Det er rigtigt, at mange muslimer lever et helt almindeligt liv i Danmark. Men hverken kristendommens historie eller Det Gamle Testamente er målestokken for, hvad vi skal acceptere.
Målestokken er enkel: Kan man som troende – uanset om man er kristen, jøde eller muslim – se sig selv i spejlet og samtidig overholde dansk lovgivning og dansk sædvane?
Jan Sosniecki, Frederiksberg
Nyttig idiot
Løsgængeren og ekskluderet medlem af Borgernes Parti Jacob Harris på Christiansborg har besluttet at mødes med Ruslands ambassadør, Vladimir Barbin, 10. november, for nærmere at forstå Ruslands synspunkter i forhold til Ukraine.
Den seneste tilføjelse til Jacob Harris’ cv er tre års konkurskarantæne, idømt 23. oktober ved skifteretten i Roskilde.
Når nu Jacob Harris er til kaffemødet med den russiske ambassadør, der som altid er sandhedens tjener, kunne han jo passende spørge, hvorfor Rusland har fundet det nødvendigt at slå omkring 19.000 civile ukrainske borgere ihjel – heraf 762 børn – siden den russiske fuldskala-overfaldskrig startede i 2022.
Hovedparten af den danske befolkning ville nok betakke sig for at drikke kaffe med ambassadøren på den baggrund.
Claus Jeppesen, Hørsholm
Underlægningsmusik i tv
Kære DR,
Jeg har med stor interesse fulgt de to udsendelser »Kriseøvelse«.
Dejligt at lytte til kompetente mennesker. Mere af det.
Næste gang må I bare huske at lukke døren ind til 2. Bs rytmetime.
Bitte Gunge, Hellerup
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:
Martin Lidegaard har fået rettens ord for, at han ikke har fremsat strafbare æreskrænkelser mod Morten Messerschmidt eller overskredet den udvidede politiske ytringsfrihed. Men hvorfor gå så langt, at ens modstander synes, at man lyver om hans politik? Og hvad fortæller den her sag om Radikale Venstres position i udlændingepolitikken? Gæst: Martin Lidegaard, politisk leder, Radikale Venstre Vært: Jacob Rosenkrands Redaktionen har efter optagelsen bedt Dansk Folkeparti forholde sig til Martin Lidegaards udtalelse om, at Messerschmidt har »tilsluttet sig en remigrationsbevægelse, der er dybt racistisk«. På vegne af partiet svarer udlændinge-, indfødsrets- og integrationsordfører Mikkel Bjørn: Martin Lidegaard må have drukket af natpotten. Hans udlægning af Dansk Folkepartis politik er decideret skør. Vi har både medlemmer og folketingsmedlemmer med forskellige hudfarver. Vores ambition er, at mennesker, der kommer til Danmark, respekterer vores lovgivning, kultur og værdier, forsørger sig selv og bidrager positivt til det danske samfund. Vores mål er, at Danmark forbliver et trygt og sikkert samfund præget af tillid, frihed og respekt for vores fælles værdier. For Dansk Folkeparti handler remigration eller hjemrejsepolitikken om at vende udviklingen – ikke blot bremse den. Remigration er simpelt: Det er det modsatte af migration.
Del: