Ekspertudvalget for den grønne skattereform fremlagde 21. februar sine 3 modeller for en CO2-afgift på landbruget. Valget mellem disse tre modeller vil ikke bare komme til at bestemme, hvor meget af regningen, der ender hos skatteyderen, men også hvor hurtigt landbruget kommer til at skulle omstille sig. Vi har brug for at vedholde det høje ambitionsniveau, og det er forhåbningen at regeringen vælger den mest ambitiøse model.

De Økonomiske Råd har påpeget problematikken ved at ekspertudvalget af politiske grunde har skruet ned for ambitionerne: Jo mindre reduktioner vi får igennem med selve afgiften, desto flere penge skal spildes på tilskudsordninger og fradrag, som skævvrider effekten af afgiften. Af hensyn til, at omstillingen undgår at blive dyrere og langsommere end højest nødvendigt, bør afgiften ikke være mindre end 750 kr pr. ton.

Klimadagsordenen haster, og sagens kerne i klimadebatten er, at de beslutninger vi træffer i Danmark har et udkomme for resten af verden i fremtiden. Når Inger Støjberg anvender begrebet klima-nationalisme, bokser hun på et stråmandsargument. Det meste af Danmarksdemokraternes argumentation er gennemsyret af den eminente rædsel for at gå enegang, men vi skal ikke undervurdere værdien i at være first movers.

Grønne, danske løsninger i dag er verdenssamfundets løsninger i morgen. Stimulerer vi grøn innovation gennem konkurrencen om de mest effektive reduktioner, skaber vi en fremtid, hvor Danmark er med til at eksportere de grønne fødevareproduktionsløsninger til resten af verdenen. Hvis vi bliver de første til at indføre en høj afgiftsmodel, vil det have det bedste, hurtigste og billigste udkom for samfundsøkonomien.

Derfor er det dog ikke forkert, at nogle landbrugsbedrifter vil komme til at lukke ned som en naturlig konsekvens af afgiften, men det er et produkt af, at man skaber markedsvilkår, hvor man betaler for den klimakonsekvens ens udledning forårsager. 

Hvis vi vil omstille os indenfor vores nationale og europæiske forpligtelser, vil nedlukningen af de økonomisk og klimamæssigt uholdbare landbrugsbedrifter være uundgåelig. Det er en del af enhver udvikling, at nogle ting falder og står, derfor er det mest fornuftigt at overlade spørgsmålet, om hvilke bedrifter, der skal stå, til markedskræfterne.

Tobias Dahl, Venstres Ungdom, Aalborg