Lav din egen gud
Vi lever åbenbart i en tid, der kan kaldes »lav din egen gud«-epoken. Ida Auken mener, at vi ikke skal tro på en gud, som man opfattede Gud i 1750erne. Men den gud var jo Gud som beskrevet i Bibelen.
Hvordan skal vi så opfatte Gud, når det ikke er ham, der er beskrevet i Bibelen? Så er der vel frit slag for at danne sin egen gud? Det er der åbenbart, for mens 38 procent af danskerne siger, at de tror på Gud, er det kun 17 procent, der siger, at de tror på Gud, som beskrevet i Bibelen (ifølge Pew Research Center 2019).
Hvad det så er for en gud, de øvrige gudstroende tror på, står hen i det uvisse, men det kan altså ikke være Bibelens gud. Det må jo så være en selvlavet gud – og Guds fred med det, men det er da ikke rimeligt, som Anders Stjernholm gør det i Berlingske, at skælde ud på de præster, der tror på Bibelens gud og kalder en spade for en spade. Det er da meget værre med de præster, der har »frigjort« sig fra Bibelens gud og lavet deres egen moderne gud! Hvor har de ham fra?
Thomas Nielsen, Egå
Ai vil ændre organiseringen af arbejde grundlæggende
Lars Sandahl argumenterer i Berlingske 11. juni for øgede investeringer i teknologi. Det er oplagt. Men fokus bør også rettes mod de strukturelle konsekvenser for organiseringen af arbejdet.
Ai udfordrer de traditionelle måder at lede, koordinere og rapportere på. Teknologien muliggør mere flydende strukturer, færre støttefunktioner og større kapacitet til at agere hurtigt – selv under radikal selvledelse.
Men gevinsten afhænger af, at styreformen gentænkes. Ai er katalytisk, ikke blot en forbedring som for eksempel ERP-systemer. Derfor skal den organisatoriske ramme omkonfigureres.
Nye digitale værktøjer kan allerede i dag overflødiggøre opfølgende statusmøder og planlægningsrunder. Det stiller nye krav til, hvordan fælles retning og ansvar fastholdes.
Omstillingen bliver ikke valgfri. Den vil ramme alle og lykkes kun, hvis strukturerne følger med. Det bør rejse en fælles ambition om en national indsats, hvor politikere og erhvervsorganisationer aktivt bidrager.
Morten Elvang, managing partner, Thinking Twice Works
Tonen i debatten
Anna Libak optræder hyppigt som debattør i forhold til udenrigspolitiske forhold og forekommer gennemgående at have velunderbyggede argumenter. Men når hun bliver mødt af direkte uenighed, jf. Debatten på DR med Clement Kjersgaard 15. juni, ryster hun – jeg ved ikke af hvad, måske vrede/aggression – og bliver ubehageligt personlig over for sin modstander og fremhæver egne kvaliteter. Uanset hvem der har ret, virker det ubehageligt, og hun taber flyvehøjde som debattør.
Karen Munk, Vestervig
Israels angreb på Iran
Sally Khallash, født i Teheran og uddannet fra Harvard University, har arbejdet med beslutningsstrategi, migration og internationale forhold i to årtier, og hun stiller 16. juni i Berlingske spørgsmålet, om Israel stadig er et demokrati, fordi Israel just har bombet en bygning i det nordlige Teheran, 12 minutters kørsel fra Sally Khallashs barndomshjem. Sally Khallash underbygger sin påstand om Israels manglende demokratiske sindelag med en masse tal, der angiveligt skal bevise, at flertallet af den israelske befolkning nok ikke er så demokratisk anlagt, som vi antager i Vesten. Tal, jeg ikke skal beklikke i dette læserbrev.
Irans erklærede mål er at udrydde Israel, og når vi har en amerikansk præsident, der skifter mening, som vinden blæser, et Europa, der snakker mere, end det handler, samt stort set resten af verden, der gerne ser Vestens dominans minimeret, ja, så kan jeg udmærket forstå, at Israel tager sagen i egen hånd og handler. Især når jeg tænker på, at Iran angiveligt er kommet målet om at kunne producere sine egne atombomber nærmere og nærmere.
Israel har præcisionsbombet militære installationer samt militære topfolk, atomfaciliteter og videnskabsfolk med tilknytning hertil, hvilket, jeg forestiller mig, er bygningen, som Sally Khallash refererer til, og som videnskabsfolkene eller de militære topfolk har boet i.
Jeg har ofte i mit stille sind tænkt på, hvor endnu mere forfærdeligt et sted Mellemøsten vil blive med et atombevæbnet Iran, der i forvejen støtter houthierne i Yemen, Hizbollah i Libanon samt Hamas i Gaza.
Et svækket Iran er nok noget af det bedste, der kan ske for freden i regionen. Så kan Sally Khallash komme med alle sine tal om Israel, der dog i Mellemøsten stadig er det eneste land, der afholder reelle demokratiske valg, og som egentlig bare prøver på at overleve.
Thomas Barnes, Helsingør
Borgerligt samarbejde
I min seneste kommentar kritiserede jeg Jens Kloppenborg for at fremføre en kritik af De Konservative i Rudersdal, som var renset for ideologi og erstattet med identitetspolitiske markører.
Specifikt beskrev han konservative som »sådan nogle godsejere, der opfatter venstrefolk som fæstebønder«. Min kritik fik Kloppenborg på bedre tanker, så han tirsdag fik forklaret sig bedre: Ks borgmester Ann Sofie Orth samarbejder med venstrefløjen med konsekvenser såsom højere kommuneskatten hvert år, dårlig økonomistyring og gakkede forslag som fartgrænse med 70 km/t på motorvejen.
En meget relevant kritik, som Kloppenborg burde have fremsat fra start. Artiklen handlede om, hvorfor Venstre har vendt det borgerlige samarbejde ryggen på Christiansborg. Her er erfaringerne fra Rudersdal mindre relevante. Lokalpolitik fører til mærkelige alliancer, hvor borgerlige partier ser stort på deres ideologiske udgangspunkt. Der er også eksempler på, at Venstre har opført sig sådan kommunalt.
Martin Ågerup, økonom, forfatter, kommentator, foredragsholder og i bestyrelsen for Den Berlingske Fond
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
