Som pseudosønderjyde får jeg heftig hjertebanken ved at læse Christian Egander Skovs kommentar »Hvorfor har vi ladet Danmark blive så grimt«, et spørgsmål, der har plaget os i en menneskealder.
Vi tilbringer mange miniferier og overnatninger overalt i Sydslesvig. Den store åbenbaring opleves ved at køre fra Kolding til grænsen ved Tønder og derefter sydpå. En tur, der er ret trøstesløs gennem Nordslesvig til et blomstrende samfund ned gennem Sydslesvigs nordsøkyst. Den køretur bringer os igennem levende samfund med fine byer på stribe helt ned til Elben. Sydslesvigs østkyst er lige så levende.
Selvfølgelig er der også fine steder i Nordslesvig/Sønderjylland, men ses der på landsdelen uden for disse steder, er der virkelig tale om »udkant«.
Og hvorfor har udviklingen over tid formet sig sådan? Det får Skov meget præcist peget på: Nordslesvig administreres af fire kommuner, hvor Sydslesvig består af cirka 400 kommuner. Her ser vi helt præcis følgevirkningen af de to store kommunalreformer: En voldsom centralisering, der får befolkningen til at smide ansvaret for lokalsamfundet fra sig (og antallet af kommunalansatte til at svulme).
Et forskningsmæssigt dyk ned i folkedybet på begge sider af grænsen for at få analyseret borgernes engagement i frivilligt arbejde kunne være meget interessant. Faktisk har vi her et stort og levende laboratorium for de kloge samfundsforskere. De kunne nemlig sammenligne for eksempel:
1: Det regionale BNP for Nord- og Sydslesvig (med og uden Danfoss).
2: Vælgeradfærd i de to regioner (er der samme højredrejning?).
3: Kommunale administrationsomkostninger i de to regioner.
4: Lykkeindekset for de to regioner.
5: Plus en masse andre interessante spørgsmål, hvor svaret vil vise os, hvor stor succes den danske centraliseringspolitik har været.
Og så skal jeg nok lade være med at sige, hvad jeg mener om en Rømø/Sild-sammenligning.
Knud Frisenborg Marker, København
