Beviset skal opbevares omhyggeligt. Deres personnummerbevis skal bruges til dokumentation af Deres personnummer over for offentlige myndigheder og andre.

Sådan formanede Indenrigsministeriet mig, da jeg fik tilsendt mit bevis i 1968. Det har jeg så også gjort.

Men Indenrigsministeriet, eller hvilke myndigheder, der sidenhen måtte være blevet sat på opgaven, har ikke opfyldt deres del af forpligtelsen.

Nu kan jeg så i Berlingske læse, at udenlandske firmaer har fået til opgave at drive og videreudvikle det danske CPR-system. Den opgave skulle disse firmaer vel varetage med samme ansvarlighed, som vi borgere skulle udvise over for vores personnummerbevis. Og det har de ikke magtet.

Spørgsmålet er herefter: Hvem har ansvaret?

Med den omfattende uddelegering af opgaver – og ansvar – vi har set gennem årene, vil det ikke komme bag på mig, at ingen tager det ansvar på sig.

Skaden er sket, og jeg har mistet min tillid til myndighederne.

Claës Hagström, Frederiksberg

CPR-gruk

Vores CPR-nummer, som før var fortroligt,
og er det tal, vi identificerer os med,
bliver fremover måske ubrugeligt,
for det er endt det forkerte sted.

Ingen ved endnu, hvem der står bag.
Blev vi mon hacket af en fremmed magt?
Det er et it-sikkerhedstilbageslag,
så nu må vi være ekstra på vagt.

Det bliver sværere at undgå misbrug og lusk,
for nummeret garanterer nu ikke, hvem du er.
Og når »banken« ringer, kan det godt være fusk,
selvom tallene passer. Det skal man lære!

David Munis Zepernick, Frederiksberg

Begynd med indskolingen

Et kinesisk ordsprog siger, at hvis man vil flytte et helt bjerg, så flyt en sten ad gangen.

Vi er nødt til at »uddanne« eleverne – og deres forældre – fra børnehaveklassen til 2. klasse i, hvad det vil sige at gå i skole.

Efter mere end 40 år som lærer, godt nok på en fri grundskole, er det blevet mere og mere klart for mig, hvor vigtig skolestarten er.

Børn elsker rutiner og forudsigelighed. Hvilken voksen møder mig om morgenen? Hvem skal jeg sidde ved siden af? Hvem kan jeg regne med vil lege med mig i frikvartererne? Hvem skal vi have til idræt, nu hvor Martin ikke kommer de næste mange uger?

Alle, som har haft med børn at gøre, ved, hvor meget disse spørgsmål betyder om morgenen, når man skal i skole.

Det, vi i dagens folkeskole tilbyder, er kæmpe usikkerhed, med skiftende vikarer, ofte studenter, der gør det så godt, de kan. Inklusion, der ikke virker, og som er gift for en tryg skolegang uden uro. Masser af underlige særregler. Fravær hos børn og voksne af mere eller mindre uforståelige grunde.

Indskolingen skal forkæles med – undskyld udtrykket – driftssikre, rutinerede og veluddannede lærere. Lærere, som mod behørig kompensation giver afkald på den sjette ferieuge. Som har fast telefontid. Hvor Aula kun bruges den ene vej, aktuelt fra skole til hjem. En klasselærer, som man møder først på dagen, hver dag.

Hjemmet forpligtes til at bakke op om skolen. Man lægger ikke skiferien og turen sydpå uden for skolens almindelige ferier. Fravær kun ved sygdom og store familiebegivenheder.

De første tre år er alle skoleaktiviteter analog. Musik, sang samt fin- og grovmotoriske aktiviteter vægtes i langt højere grad, end tilfældet er nu. Gerne med øget fokus på skrivning og tegning. Den direkte forbindelse mellem hænder og hjerne skal styrkes.

Og så en klassekvotient på højst 20 de første tre år.

Skole og forældre forpligtes til at sikre, at børn indgår i fysiske lege i og uden for skoletiden.

Folkeskoleloven skal ændres. Skolen skal give eleverne kundskaber, viden og færdigheder. Ikke kun muligheder for at tilegne sig disse. I sidste ende kan det betyde afskedigelse af skoleledere, hvis man ikke kan løfte opgaven.

Hvis vi starter denne kulturændring, når de nye elever møder ind efter sommerferien 2027, har vi tre år til at finde ud af, hvad vi gør med mellemtrinet og udskolingen. Vi kunne jo kigge til England, som åbenbart har fået det til at virke.

Det kan godt være, at det kommer til at koste, men pengene findes let ved at droppe den tåbelige momsnedsættelse. Vi har ikke råd til at lade det sejle i folkeskolen.

Niels Schmidt, Søborg

Hvem er ubegavet?

I et læserbrev 1. oktober refererer Ole Borg til nogle »danske mindre velbegavede borgerlige 'MAGA’-vælgere«. 

Det ville være yderst interessant at få oplyst, hvorfra Ole Borg har viden om intelligensniveauet i bestemte danske vælgergrupper.

Er oplysningen baseret på fakta, eller er det blot et uvederhæftigt udsagn – på linje med de udsagn, som Trump, jf. MAGA, jævnligt kommer med?

Jeg synes, at Ole Borg scorer selvmål.

Aage U. Michelsen, Skovlunde

Venstres rødder

Mange har svært ved for tiden at se, hvad der er partiet Venstres eksistensberettigelse.

For at få svar på det spørgsmål er det nødvendigt at gå tilbage til partiets barndom for halvandet hundrede år siden. Det var, før man talte om land- og by-Venstre.

Partiet opstod som en samlet protest mod Estrup og hans ligesindedes demontering af det repræsentative demokrati. 

Ligesom Estrup regerede på baggrund af kongelige forordninger og provisoriske finanslove, regerer Mette Frederiksen og Socialdemokratiet på baggrund af pressemøder og ministerielle bekendtgørelser.

Skal Venstre være tro mod sine rødder, må partiet kæmpe for at få den politiske debat og de politiske beslutninger tilbage til Folketinget, hvor de hører hjemme i et demokrati.

Det demokrati, som Venstre blev sat i verden for at forsvare, og som ikke gør forskel på by og land, ung og gammel, rig og fattig.

Peter Balslev-Clausen, Charlottenlund

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk