»Selv stod Ebbe Preisler eksalteret foran kirken og lod sig interviewe. 'Det er da fuldstændig fantastisk at blive genfødt,' sagde han og tilføjede: 'Med al den støtte, der har været, så har jeg personligt også fået en platform. Og den har jeg selvfølgelig tænkt mig at bruge.'«

Således skriver Morten Hesseldahl i et indlæg 23. januar.

Tillad mig at fremhæve – i forbindelse med ordet »genfødt« – at jeg halvanden time før var blevet løsladt af dommerne i Landsretten. Jeg havde fået noget så dyrebart som frihed tilbage efter 14 dage i varetægtsfængsel. Det var det, der oplevedes som at blive genfødt, intet andet. Men lige dér overskyggede det for et øjeblik den begivenhed, vi nu var samlet om, min hustrus bisættelse.

Jeg ønskede stadig ikke at være i live, men jeg måtte tage det som en kendsgerning og forsøge at finde ny berettigelse i den fortsatte tilværelse. Der er en del ved såkaldt »aktiv dødshjælp«, jeg ikke går ind for og er lige så betænkelig ved som alle andre. Men jeg forsøger at gøre mig nogle tanker, og dem vil jeg dele med offentligheden hen ad vejen.

Ebbe Preisler, Frederiksberg

Absurd opholdstilladelse

Der er åbenbart ikke grænser for dansk naivitet og blødsødenhed.

Forleden kunne man læse i blandt andet Berlingske, at den 41-årige nigerianske mand, der i november 2021 deltog i et angreb på en helikopter fra fregatten »Esbern Snare«, har fået opholdstilladelse i Danmark. Som følge af angrebet mistede manden sit ene ben og blev derfor fløjet til Danmark, hvor han har opholdt sig siden.

Den benamputerede mand afleverede i februar 2023 en ansøgning om opholdstilladelse. Den blev i første omgang afvist i Udlændingestyrelsen i efteråret, men nu har Flygtningenævnet som anden instans tildelt ham opholdstilladelsen.

Dette er – efter min mening – helt ude i hampen. At manden er blevet såret under et forsøg på at dræbe danske soldater, er næppe uventet, men at dette skal være adgangsbilletten til et ophold i Danmark, er mig totalt uforståeligt. En returbillet til mandens dejlige hjemland burde være højestemålet af dansk elskværdighed.

Forhåbentligt er der omsider nogle, som får øjnene op for, at der er noget helt rivende galt med behandlingen af udlændingesager.

Mette Frederiksen har udtalt, at hun »ved Gud ikke kan forklare og knap nok forsvare«, hvordan den 41-årige nigerianske mand er endt med at få opholdstilladelse i Danmark. Hun tilføjer, at hun »synes, at det er en rigtig ærgerlig sag. Det er træls. Han hører ikke hjemme i Danmark«, og at »Den eneste grund til, at han er her, er på grund af internationale forpligtelser«. 

De angivelige forpligtelser giver jeg ikke en hujende … for. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal beskytte fremmede, som forsøger at dræbe danske statsborgere. Brug den øverste etage i stedet for at læse konventioner.

Torben Goldin, pens. retspræsident, Ålsgårde

Strik i Folketinget

Nu gik vi lige og troede, at folketingspolitikerne var blandt kongerigets mest stresstruede personer.

Strikkeklubber på Christiansborg giver dog et andet indtryk.

Gid det må brede sig, så vi er velforberedte på de kommende kolde vintre.

Ole Borg, Hellerup

Bevilling til vore kaserner

Med stor respekt for Arne Jacobsens internationalt anerkendte arkitektur, heriblandt nationalbankbygningen, må man undres over, at man fra et budget i 2020 på 1,5 milliarder kroner nu anslår en udgift på minimum 2,8 milliarder kroner til renovering af en bygning, som de færreste af os nogensinde kommer ind i, samtidig med at man blot afsætter 300 millioner kroner i år samt 200 millioner kroner i årene frem plus en akutpakke på blot 170 millioner kroner til vedligeholdelse af de danske kaserner.

Kasernerne indbefatter blandt andet Rosenborg Kaserne, der såvel som Nationalbanken er en fredet bygning. Skønt Nationalbanken selv finansierer udgifterne, må man formode, at pengene til både bank og kaserner i sidste instans kommer fra skatteyderne.

Flere af kasernerne, der skal huse de soldater, som skal forsvare landet i den måske største krisetid siden Anden Verdenskrig, har skimmelsvamp og er uden varmt vand, hvilket næppe er tilfældet for nationalbankbygningen.

Søren Davidsen, Nærum