Forleden kunne jeg her i avisen læse fødevareminister Jacob Jensens (V) juleønske: Der skal fjernes regler og bøvlede benspænd, så landmænd og andre fødevareproducenter får »mere tid til det, der virkelig betyder noget«.
Det er et juleønske, som jeg gerne bakker op om. Når man som for eksempel svine- eller kvægproducent har ansvaret for dyr, er dét, der »virkelig betyder noget« nemlig, at de dyr, man har i sin varetægt, bliver behandlet ordentligt og i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven.
Lovens § 3 foreskriver, at enhver, der holder dyr, skal gøre det under hensyntagen til deres »fysiologiske«, »adfærdsmæssige« og »sundhedsmæssige« behov.
Det er en bemærkelsesværdig tydelig lovgivning. Der er ikke indført undtagelser for fødevaresektoren til dette udgangspunkt, så regelefterfølgelsen bør være ligetil.
Men fra Fødevareministeriet udgår bekendtgørelser og kontrolvejledninger, der mudrer billedet betydeligt. Tag for eksempel halekupering af grise, som selvfølgelig er forbudt. Alligevel har man via komplicerede regler indført en række undtagelsesmuligheder, som gør, at 95 procent af grisene ender med at få klippet halerne af.
Loven er dermed i praksis sat ud af kraft.
Mit juleønske er, at der bliver luget ud i bekendtgørelser og vejledninger, sådan at lovens ord bliver det bærende princip. Drop de mange krumspring og stil enkelte krav om, at dyr behandles i overensstemmelse med lovens § 3 og deraf følgende bekendtgørelser.
Sandheden er, at smuthuller samlet set giver incitament til at »producere« dyr på en måde, der egentlig ikke er i overensstemmelse med loven. Det tilgodeser særligt store industrielle producenter, som har lettere ved at udnytte smuthullerne.
I stedet skulle vi skabe et enkelt regelgrundlag, der tilgodeser de mindre og økologiske landbrug. De leverer på så mange fronter – herunder bedre forhold for dyrene, bedre biodiversitet og ingen brug af pesticider. Det er dem, som har brug for »mere tid til det, der virkelig betyder noget«.
Britta Riis, direktør, Dyrenes Beskyttelse
Nye skikke
Da jeg var ung, læste jeg i et medarbejderblad, at en kollega forudså, at om en generation eller to ville vi danskere kysse og kramme som franskmændene. Jeg tænkte, at nu er den ældre kollega gået fra snøvsen, men han fik ret.
Ejner Madsen, Taastrup
Pas på med tiltag mod stillerum
Der er igen kommet fokus på studiesteders stillerum, efter at først Syddansk Universitet og siden Københavns Universitet har lukket deres rum.
Og vi skal naturligvis skride ind, hvis rummene er på vej til at udvikle sig til en form for minimoskeer med kønsadskillelse, religiøst pres samt negativ social kontrol.
Et helt andet og i virkeligheden mere grundlæggende problem udfolder sig dog i dønningerne skabt af debatten om stillerum.
Nemlig, at selv demokratiske foreninger, som er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), formenes adgang til at låne lokaler til deres aktiviteter på gymnasier. Angiveligt som følge af en bekymring for netop negativ social kontrol og religiøst pres.
Her bruger gymnasierne debatten om stillerum som løftestang til at begrænse forsamlings-, ytrings- og trosfriheden.
Et eksempel på sådan en forening er Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), som oplyser, at de har fået forbud mod at mødes på knap hvert tredje gymnasium.
I stedet er foreningens medlemmer henvist til uformelt at sætte sig sammen i et hjørne af kantinen eller lignende – ikke det mest befordrende sted for ro og fokus i en samtale, som typisk afsluttes med bøn.
Alle foreninger i DUF er dog demokratisk opbygget og understøttende for den danske samfundsstruktur. Så bekymringen er ubegrundet.
Ikke desto mindre signalerer gymnasiernes forbud, at enhver form for religion potentielt er en trussel mod den danske samfundsstruktur.
Intet kunne være mere forkert! At medlemmer af en forening ønsker at læse højt af Bibelen, samtale om det læste og afslutte med en bøn, burde enhver gymnasierektor hilse velkomment – og måske endda selv deltage i samlingen.
Samtaler om eksistens, tro og mening er noget, som mange unge eftersøger, hvilket blandt andet ses af, at der i disse år er talrige unge fra Generation Z, som søger mod kristne fællesskaber.
Projektet »Lad os tale om tro« viser også, at særligt de unge søger efter fora, hvor de kan samtale om nogle af livets dybere spørgsmål. Det bør utidige og fordomsfulde forbud ikke sætte en kæp i hjulet for.
Både den politiske, den eksistentielle og den religiøse samtale er en vigtig del af åndelig oprustning. Lad os derfor give plads til samtalen, men begrænse mulighederne for social kontrol og religiøst pres: Luk minimoskeerne, og giv medlemmer af DUF adgang til at låne lokaler til deres aktiviteter.
Claus Bækgaard, generalsekretær i FrikirkeNet
Differentieret moms
Jeg må give Jes Brinchmann fuldstændig ret, når han i Opinion 9. december kraftigt opponerer imod ideen om at indføre differentieret moms.
Hvad specielt angår de forskellige forslag om sænkning af momsen på fødevarer, forekommer Brinchmanns modargumenter overbevisende, allerede fordi de stigende fødevarepriser her i Danmark jo åbenbart ikke udgør noget nævneværdigt problem.
Nok så væsentligt, og gældende for alle hidtil momsbelagte ydelser, er frygten for skabelsen af en syndflod af lobbyister. Hertil kommer det administrative bøvl og dermed forbundne omkostninger, som et system med differentieret moms og forskellige procentsatser uvægerligt vil være behæftet med – både hos virksomhederne og hos Skat.
Det var i sig selv et fejlskud med fjernelsen af moms på bøger, men at fortsætte med at betræde denne vej virker mildt sagt ufornuftigt.
Intet under, at man fra udlandets side anser vores system med en ensartet moms for en dansk styrke.
Jeg sætter et enkelt, kritisk spørgsmålstegn ved Brinchmanns indlæg, når han afslutningsvis nævner bridge som et af de områder, hvor lobbyister kæmper for, at deres produkt skal momsfritages. Bridge har tværtimod hidtil i lighed med al anden sport været fritaget for moms, indtil Skat her i 2025 med henvisning til en dom fra England i 2017 gjorde gældende, at bridge (ligesom skak og backgammon) som »kun tankesport« ikke længere ifølge EU-retten kunne anses som »sport«, og derfor nu og fremover skulle pålægges moms.
Denne sag om »bindende svar« har været for Skatterådet som appelinstans 16. december, hvor bridgens repræsentanter (kald dem bare lobbyister ligesom mig selv som inkarneret bridgespiller) her jo netop har kæmpet imod at indføre differentieret moms.
Hvorfor skulle al anden sport fortsat gå fri, og hvorfor fragår Skat subsidiært lige nu sin ellers i mange år stiltiende accept af momsfritagelse for bridge som »kulturel eller almennyttig ydelse«?
Stig Werdelin, Charlottenlund
Offentlig administration
Vi er optaget af, at et lovforslag skal følges op af anvisning på finansiering. Måske var det vigtigere, at ethvert lovforslag skal følges op af en beregning på, hvad det vil betyde af flere administrative medarbejdere – både i det offentlige og i det private.
Man kunne starte med forslaget om differentieret moms.
John Jørgensen, Gilleleje
Fugl Føniks
Direktør i KVINFO, Henriette Laursen, ser det måske som en mulighed for at fremhæve KVINFOs eksistensberettigelse at besvære sig over dommerpanelet i den omtalte sag vedrørende Jes Dorph-Petersen.
Fem højesteretsdommere, alle mænd, traf afgørelsen, der gav Jes Dorph-Petersen medhold i sin klage over TV 2s advokatundersøgelse. Hvorfor Henriette Laursen forsøger at blande køn og mangfoldighed ind i denne undersøgelse, fremstår uafklaret.
Jes Dorph-Petersen er gået hele vejen for at få oprejsning, en vej, der har været belagt med skarpe sten og dybe huller. Det har ikke været uden omkostninger, men han gjorde det. Godt gået.
Irene Bjerrehuus, København
Danmark graver sin egen grav
Danmark har i årtier været en stærk fortaler for det internationale, regelbaserede system. Vi står fast på, at stater skal respektere folkeretten, og vi kritiserer med rette ledere som Putin og Trump, når de tilsidesætter disse regler (tænk på Ruslands invasion eller forsøg på at overtage Grønland).
Alligevel ser skiftende danske regeringer gennem fingre med Israels gentagne krænkelser af international lov og menneskerettighederne, især i de besatte områder.
Denne selektive moral er dybt farlig og et monumentalt svigt i Danmarks udenrigspolitik.
Når vi ignorerer krænkelser begået af vores allierede, men resolut fordømmer dem, der begås af vores modstandere, sender vi et klart signal: Reglerne gælder kun, når det passer os.
Dette underminerer selve fundamentet for den internationale orden, som vi selv er mest afhængige af. Det er det regelbaserede system, der sikrer os mod stormagtsvilkårlighed. Hver gang vi accepterer Israels brud, graver vi et hul i den regelbog, vi selv er afhængige af.
Vi underløber vores egen sikkerhed og troværdighed. Konsekvenserne vil strække sig langt ud i fremtiden og gøre verden mere usikker – til skade for os selv. Vi skal insistere på, at international lov gælder for alle, uden undtagelse.
Anders Vinther, København
Pokerspillet om Ukraine
I det modbydelige pokerspil om Ukraine er Trump dømt til at tabe. Han kan ikke lade være med at vise sine kort, og han mangler totalt den fornødne tålmodighed.
Putin skjuler til gengæld sin hånd omhyggeligt, har al tid i verden og venter bare iskoldt på, at Trump skal give op. Europas rolle som passiv tilskuer er meget lidt flatterende.
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
