Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Du burde undskylde, Pia Kjærsgaard

folketingsvalg2019
Pia Kjærsgaard ved valgfesten efter europaparlamentsvalget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Folketingets formand og dermed det danske demokratis førstekvinde, Pia Kjærsgaard (DF) lod på valgaftenen sin frustration over Dansk Folkepartis tilbagegang komme til udtryk i et udfald mod »klimatosserne«, eller med Thulesen Dahls udtryk, »de klimahysteriske«. Uklogt, for ordet kom som en velkastet boomerang prompte tilbage og ramte hende midt i ansigtet. Endnu et udtryk for, at hun er ved at miste sin politiske dømmekraft.

Men i skyndingen har man vist overset en langt større fadæse fra Pia Kjærsgaards side! Forleden beklagede hun sig på Twitter over, at vi nu en hel dag igennem skulle belemres med Greta Thunberg, ikke fordi hun er klimatosse, men fordi hun jo har en alvorlig diagnose, Aspergers syndrom. Altså en virkelig alvorlig udtalelse, men tankevækkende nok i tråd med den dom, som ofte fældes over psykisk handicappede. Greta Thunberg må helst ikke blive hørt, fordi hun har en diagnose. Det må Rasmus Paludan derimod gerne, udtalte Kjærsgaard for et par uger siden, selvom han døjer med følgerne af en hjerneskade.

Jeg har et barnebarn med en Asperger-diagnose. Han er i gang med en gymnasial uddannelse og klarer sig fremragende, ikke blot ved at score topkarakterer på stribe, men også ved på basis af en omfattende viden og indsigt at forfægte meninger, bl.a. om politiske forhold på en kvalificeret og nuanceret måde. Det ville klæde formanden, om hun beklagede sin uheldige udtalelse og tilkendegav, at retten til at deltage i den demokratiske proces også gælder for medborgere med fysiske og psykiske handicaps. Frem for fra magtens tinde at tale dem ned som barnlige, dumme og uværdige. Aage Jørgensen, Mårslet

Skakmat i en global verden

Danskerne er et handelsfolk. Når Danmark tjener penge skyldes det, at borgerne omstiller sig hurtigere til nye muligheder end konkurrenterne i de øvrige lande. Men Danmark har altid været afhængig af indvandrere, både den polske og den tyrkiske bølge, og der er god grund til fortsat at holde grænserne åbne for arbejdskraft. At give indvandring skylden for Danmarks problemer er at sætte sig selv skakmat i en globaliseret verden.

Fremtidens magtcentrum ligger i et G3 bestående af USA, EU og Kina/Rusland. Hvis Danmark udøver nogen magt, bliver det igennem EU. Det indikerer decimeringen af de EU-skeptiske partier til EP19-valget da også, at danskerne har indset: Det er klogt at handle i forening.

Hvis der mangler penge til socialt udsatte, psykiatrien, hjemløse mv. skyldes det heller ikke indvandringen, men nærmere, at den førte borgerlig-liberale politik ikke har formået at skabe den neddrybningseffekt fra rig til fattig, som Ronald Reagan talte om. Naturligvis må EU beskytte sine ydre grænser, og der skal være en fornuftig integrationsproces i danske værdier, men den overordnede agenda må være at skabe vækst i samfundet i stedet for at forskanse sig. Mikkel Skipper, Ballerup

Skuffet blå vælger

Som borgerlig vælger er man ilde stedt, nu da de Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, har kastet håndklædet i ringen, allerede inden valget er overstået. Pape meddeler, at han går af som formand, hvis partiet får færre end seks mandater, men det er er svært at konstatere, om det er et løfte eller trussel.

I så fald risikerer man at ende med Naser Khader og Mai Mercado, og det er ikke nogen opløftende udsigt. Men man kan altid stemme på Venstre, som man ved, hvor man har. I hvert fald indtil for nylig, hvor Lars Løkke bejlede til Mette Frederiksen. Og så har man Liberal Alliance. Ak ja. Gitte Ellis, Birkerød

Lyt til eksperterne

27. maj anklager Kresten Schulz Jørgensen her i avisen Bjørn Lomborg for at være »ridderen af whaboutery«. Det sker på baggrund af en artikel, hvor en række forskere sår tvivl om alle de midler, som man investerer i klima, bliver brugt forkert. Disse forskere er eksponenter for »whataboutism«, hvor man skyder problemer væk med større problemer. Som hvis jeg som vikar siger til mine elever, at den kedelige opgave, de har fået, er ingenting, når man tænker på alle de arme børn, der må arbejde på tøjfabrikker med kummerlige forhold i ulande.

Der er noget ufrivilligt komisk ved, at en kommunikationskonsulent kan underkende seriøse forskere med, at de nok ikke rigtig forstår klimakrisen. Hvis man ikke kan lide Bjørn Lomborg, kan man lytte til nobelprisvinderen William Nordhaus. Nordhaus’ forskning viser en række huller i FNs klimamål, særligt at man pt. investerer for mange midler i grøn teknologi, der ikke kan klare sig på markedsvilkår. Klimakrisen er seriøs, og man bør med rette lytte til de talrige forskere, som kritiserer de mange milliarder, verdens lande investerer i området, og ikke til kommunikationskonsulenter og andre, der reducerer problemstillingens kompleksitet til det banale. Marc Sabatier Hvidkjær, Virum