Kresten Schultz Jørgensen: Sådan sørger man for at ingenting nogensinde bliver til noget

Tre uger inde i valgkampen er man stopfodret med den debatform, der i disse år afsporer både politiske debatter og ellers hyggelige middagsselskaber. Amerikanerne kalder fænomenet »whataboutery« som et ord for den særlige teknik, hvor man afsporer samtalen ved at mene, at et helt andet tema i virkeligheden er vigtigere.

Kresten Schultz Jørgensen, administrerende direktør for Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Forleden købte jeg selv en elbil. Den er jeg glad for af mange grunde, herunder fordi det lydløse flow er en lise for sjælen, og fordi jeg er lettet over ikke længere at brænde diesel af.

Men da jeg fortalte om køretøjet på de sociale medier, blev kommentarsporet hurtigt blive fyldt af mennesker, der for eksempel mente, at elbiler er meningsløse, fordi regeringen burde »stoppe udbygningen af fjernvarmen, indtil der er adgang til varmt vand i undergrunden«. Andre mente noget om afgiften på boliger med solceller og kapaciteten i private vindmøller.

Og der er nok at citere fra i de politiske debatter, nyhedsjournalistikken og kulturlivet, hvor rigtigt mange anmeldelser dybest set handler om, at anmelderen ikke kan lide oplevelsen, fordi vedkommende hellere ville have haft en anden. Tjener, jeg er utilfreds med forretten, fordi jeg kun kan lide dessert.

Berlingske bragte i den forgangne uge en historie om, at Danmark »anvender klimamilliarderne helt forkert«, fordi vi snarere end at nedbringe CO2-udslippet i Norden burde arbejde for at lukke kulkraftværker i Polen.

Klassisk whataboutery. Det er helt sikkert godt at nedbringe kulproduktion i Polen – men eftersom samtalens udgangspunkt lige nu er CO2-udslip i Norden, udelukker det ene initiativ vel ikke det andet?

Når whataboutery fungerer så godt netop i disse år, er det jo fordi, at de sociale medier er med til at fremelske en samtaleform, der generelt udelukker dybe overvejelser og længerevarende diskussioner.

Det sætter også sit præg på nyhedsjournalistikken og de politiske debatter, hvor afsporingerne er legio. Man kan ikke diskutere danske kvinders rettigheder, uden at nogen påpeger, hvor slemt det er i Mellemøsten. Man kan ikke diskutere fedme, når der mangler idrætstimer i folkeskolen. Man kan ikke diskutere terrortrussel, når der dør langt flere i trafikken.

Men noget nyt fænomen er der faktisk ikke tale om. Whataboutery har som afsporingsteknik rødder i det fænomen, som de gamle grækere kaldte »tu quoque«, det vil sige en logisk fejlslutning.

En teknik, der har til hensigt at miskreditere gyldigheden af modstanderens argument ved enten at gøre modstanderens fejl gældende eller mene, at noget helt andet i virkeligheden er vigtigere at diskutere.

Tu quoque er således ikke i sig selv hverken forkert eller forbudt. Det er bare ødelæggende for både den dybe samtale og muligheden for politisk set at gøre noget substantielt.

Miljøpolitikken er så i henseende et rigtigt godt eksempel, fordi ridderen af whataboutery, Bjørn Lomborg, i næsten 20 år har haft held til at afspore rigtigt mange miljøindsatser ved at påpege, at nogen burde gøre noget andet end det, der lige nu bliver foreslået.

Læg mærke til afsporingen. Nogle andre burde gøre noget andet, et andet sted, på et andet tidspunkt. Sådan sørger man for, at ingenting nogen sinde bliver til noget.