Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
DSB svarer på kritik af manglende Basiskort-standere: Det skal være lettere at finde checkpunkterne
Det skal være nemt at rejse med Basiskort. Derfor lytter vi, når kunder fortæller os, at det kan være svært at finde de standere, hvor man skal checke ind og ud med sit Basiskort.
I øjeblikket er vi i gang med at gennemgå placeringen af standerne til Basiskort på alle stationer for at se, om der er behov for ændringer eller flere standere. Ligesom vi tror, at det bliver lettere at få overblik over standerne, når det gamle rejsekortudstyr fjernes.
Basiskort er et alternativ til at bruge en app og benyttes af under ti procent af de rejsende. Men det skal fungere for alle – også for Jan Hviid fra Valby, der, som han skrev i Berlingske 3. november, ikke har en smartphone.
Lige på Valby Station er der Basiskort-standere ved foden af rulletrapperne og ved tunnelen mellem perronerne. Fra elevatoren er der cirka 40 meters gang til standeren ved rulletrappen. Vi kommer til at undersøge muligheden for et ekstra checkpunkt ved adgangen mod Gl. Køge Landevej, som Jan Hviid foreslår.
Vi kommer også til at sætte klistermærker på bagsiden af standerne og tilføje et kort på dsb.dk, der viser placeringen af standerne til Basiskort på alle stationer. Det skal være enkelt at finde dem og komme godt afsted.
Charlotte Kjærulff, kundechef i DSB
Formummede kujoner og deres malerbøtter
Forleden tiltrak et usædvanligt syn sig opmærksomhed på Københavns Hovedbanegård:
Et S-tog, som umiddelbart – og i det mindste på den ene side – ikke så ud til at være hærget af hærværk, trillede ind på perronen.
Når synet fik undertegnede – og rimeligvis også andre – til at spærre øjnene op, er det, fordi det er temmelig usædvanligt.
Jeg vil anslå, at langt over halvdelen af DSBs S-tog – samt andre togtyper – kører rundt med tydelige spor efter den form for kriminalitet, som i folkemunde kendes som graffiti.
En særpræget form for vandalisme, som gerningsmændene har udbredt til stort set alle stationer i hovedstadsområdet. Mange arkitektoniske perler som for eksempel Vesterport er ukendelige efter omfattende hærværk.
Om det så er den smukke hovedbanegård, er den ikke gået fri for vandalernes forbrydelser. Det er i øvrigt lidt af en gåde, hvordan det er lykkedes dem uset at kravle op og smide maling på perrontaget.
Og endnu mere uforståeligt, at malingen ikke for længst er blevet fjernet.
Det er op til retspsykiatere – eventuelt gennem mentalerklæringer – at finde årsagen til gerningsmændenes patologiske trang til at ødelægge offentlig ejendom.
Desværre lader de til stort set at have frit spil.
Ellers ville der næppe køre så mange hærgede tog rundt på skinnerne.
Og mens nattens skabninger som formummede kujoner lusker rundt med deres malerbøtter, står skatteborgerne, som ejere af DSBs og Banedanmarks ejendomme, magtesløse efterladt på perronen og ser store samfundsværdier blive ødelagt.
Hvor længe skal vi finde os i det?
Preben Lund, Humlebæk
Tordenskjolds soldater i danske medier
I et debatindlæg i Berlingske sætter kommunikationsrådgiver og tidligere journalist Joacim Præst Nielsen spørgsmålstegn ved danske mediers tilbøjelighed til at gøre deres egne journalister til både værter, kommentatorer og eksperter.
Jeg har længe gjort mig lignende tanker. Men det er ikke kun journalisterne, der går igen. Det gælder også den tilsyneladende faste kreds af eksperter og kommentatorer, som optræder i det ene program efter det andet.
DRs »Aftenshowet« er et godt eksempel. Jeg undrer mig ofte over, hvor snæver kredsen af inviterede gæster synes at være.
Danmark må da rumme langt flere mennesker med både viden, erfaring og interessante perspektiver end dem, vi igen og igen præsenteres for.
Er genkendelighed blevet vigtigere end faglig indsigt? Og hvornår blev journalisten selv vigtigere end historien?
Lise Memborg-Fischer, København
Berlins demokratiske sårbarhed
Episoden om de lækkede noter fra Berlin-politikeren Elif Eralp (medlem af partiet Die Linke) er langt mere end blot en lokalpolitisk skandale – det er et alvorligt nødråb fra selve demokratiets maskinrum.
Når folkevalgte repræsentanter i en vestlig hovedstad tøver med at kalde radikale aktører ved navn af begrundet frygt for deres families sikkerhed, har det politiske etablissement reelt kapituleret over for gadesagens intimidering.
Man kan have svært ved at tro, at en borgerlig og konservativ vælger som jeg i dag træder i forsvar for en politiker fra den yderste venstrefløj. Men det er præcis dér, vi står i dag.
Det vidner med al kraft om omfanget af den trussel, som denne sag afdækker. I bedste fald kan radikale figurer i disse miljøer – eller kolleger som Ferat Koçak, der nedtoner problemet – finde en grund til at glæde sig.
Det, vi er direkte vidner til, er et frontalsammenstød mellem diametralt modsatte verdenssyn.
I dele af patriarkalske og voldsparate miljøer betragtes retsstatens bevidste langsomhed og den demokratiske tolerance ikke som landvindinger, men som svaghedstegn. Borgerlig anstændighed og respekt for loven tæller kun lidt dér; i stedet hersker den stærkestes ret og tvangens magt.
For fredelige gennemsnitsborgere fremstår dette som en fremmedartet anomali; men for dem, der målsøges og intimideres, er det en bitter dagligdag. For dem, der udøver denne intimidering, er det blot den mest naturlige måde at omgås mennesker på.
For et par måneder siden havde jeg et skelsættende møde, der bragte denne virkelighed helt tæt på: Da jeg talte med en gammel barndomsbekendt af arabisk herkomst, som jeg ikke havde set i mange år, afbrød hendes mand vores samtale på en særdeles uhøflig og kontant-dominerende måde ved blot at råbe: »Ja, ja, det er nok nu.«
Jeg tror, at mange velmenende demokratiske borgere i vores samfund ikke har den fjerneste anelse om, hvor dybt denne sociokulturelle fejludvikling allerede er trængt ind i hverdagen.
Det afgørende spørgsmål, vi må stille os selv, er derfor: Er vi virkelig villige til at opofre vores tolerance for fortsat at affinde os med denne ødelæggende adfærd?
Et liberalt demokrati må ikke stå forsvarsløst over for de erklærede fjender af dets frihed, som radikale agitatorer af den antiisraelske aktivist Ibrahim Ibrahims støbning.
Enhver, der har ambitioner om at lede et land, har brug for mod frem for kapitulering. Det er på høje tid, at politi, retsvæsen og politikere træder op imod disse strukturer kompromisløst – for at beskytte fundamentet for vores frie samfund.
Michael Ayten, Trier, Tyskland
Et valg i Serbien er ikke et valg for EU
For nylig var der valg i Serbien. Og sikke et valg. Studenterbevægelsen vandt, og efter 14 år ved magten blev Aleksandar Vučićs politiske dominans brudt.
Af flere i Europa – og særligt iøjnefaldende af formanden for Europabevægelsen, Jens-Kristian Lütken – er valgresultatet blevet fejret som et europæisk valg og som et tegn på, at Serbien nu får mulighed for at blive en del af EU.
I en pressemeddelelse med overskriften »Valgsejr trækker Serbien tilbage mod Europa« konkluderer Europabevægelsen blandt andet, at de serbiske vælgere ønsker at bevæge sig mod EU, og at valgresultatet er et slag i ansigtet på Putins Rusland.
Men uanset om man mener, at Serbien bør være med i klubben eller ej, er det en noget forhastet konklusion.
For selvom Studenterbevægelsen har vundet valget, er det langtfra ensbetydende med, at serberne har valgt en mere EU-venlig kurs. Studenterbevægelsen er nemlig ikke samlet om et fælles udenrigspolitisk projekt. Den er først og fremmest samlet om tre overordnede mærkesager:
Kampen mod korruption og politisk magtmisbrug.
Styrkelse af demokratiet, retsstaten og uafhængige institutioner.
Forbedring af uddannelsessystemet og serbernes levevilkår.
Det er alt sammen vigtige mærkesager. Men bemærk, hvad der ikke står på listen: EU-medlemskab, forholdet til Rusland eller Serbiens udenrigspolitiske orientering.
Bevægelsen består nemlig af kandidater med vidt forskellige politiske holdninger. Heriblandt også prorussiske kandidater, som ønsker, at Serbien skal bevæge sig i den stik modsatte retning af EU.
Det er altså ikke en bevægelse, hvor alle kandidater deler samme syn på Serbiens internationale fremtid.
Derudover er der et helt andet politisk dilemma, som gør, at Serbien fortsat er langt fra et EU-medlemskab: Kosovo.
Kosovo erklærede sig selvstændigt i 2008, men Serbien anerkender fortsat ikke landet som en selvstændig stat. Det er et afgørende problem i Serbiens forhold til EU, hvor en normalisering af forholdet mellem de to lande er en central del af optagelsesprocessen.
Modstanden mod at anerkende Kosovo er fortsat stærk i store dele af den serbiske befolkning såvel som blandt landets politiske aktører.
Derfor er det nok lidt for tidligt at konkludere, at serberne har taget et skridt for at komme tættere på EU. De har først og fremmest taget et skridt for demokratiet. Og det er bestemt værd at fejre. Men vi skal holde op med at forveksle en valgsejr for demokratiet med en valgsejr for EU.
Marie Louise Appel, medlem af klima-, natur- og miljøudvalget i Konservativ Ungdom
Stikket mangler
I Chaplins film »Moderne tider« fra 1936 kan den lille arbejder ikke følge med samlebåndets vanvittige tempo og er ved bogstaveligt talt at blive slugt af maskinens enorme tandhjul.
I 1936 var redningen analog, idet en medarbejder trak i nødbremsen. Maskinen havde et stik. Den kunne stoppes.
I en stor og spændende artikel i Berlingske om AI 31. oktober udtaler professor Anders Søgaard, sikkert for at berolige os, at hvis AI-maskinen løber løbsk, kan vi »trække stikket«. Er det ikke lige her, forskellen er mellem den fysiske maskine og AI, der lever i skyen, spredt ud over millioner af globale servere?
Vi kan ikke bare trække stikket, for stikket findes ikke.
Chaplin advarede os mod at lade teknikken diktere mennesket, men i dag risikerer vi at bygge en maskine, som vi hverken kan følge med eller slukke for. Mildest talt ikke betryggende, vel?
Ole Blichfeldt-Lauridsen, Odense
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:
»Jeg er træt. Træt af mænd og deres mikrofoner,« skriver journalist og influencer Christina Sander i et opslag på Instagram til sine 155.000 følgere. Anledningen var et sammenstød med komikeren Lasse Rimmer på grund af et omdiskuteret klip fra podcasten Elefanten i rummet, hvor Rimmer og komikerkollegaen Andreas Bo taler om kvinders stemmeret. Spørgsmålet er, om der er gået for meget pigerne mod drengene i ligestillingsdebatten, når den udspiller sig på sociale medier, hvor valutaen er clicks og likes? Gæst: Christina Sander, journalist og influencer. Vært: Jacob Rosenkrands.
Del:
