Når løgnen bliver politisk strategi
Det er rystende – men desværre ikke overraskende – at den amerikanske præsident Donald Trump endnu en gang spreder groft vildledende påstande. Når han påstår, at Ukraine startede krigen, krydser han en grænse, som ikke bør ignoreres: Han fordrejer ikke bare virkeligheden – han taler Kremls sag og underminerer den internationale retsorden.
Det er et faktum, at Rusland 24. februar 2022 indledte en uprovokeret angrebskrig mod Ukraine. Det er dokumenteret af FN, Den Internationale Straffedomstol og stort set hele det globale og diplomatiske samfund. At påstå det modsatte er ikke bare en løgn – det er en beskidt løgn, fordi den forsøger at flytte ansvaret væk fra aggressoren og skabe forvirring om, hvem der er offer, og hvem der er gerningsmand.
Når en (tidligere) amerikansk præsident, med millioner af støtter, bevidst spreder russisk desinformation, bliver det ikke bare et spørgsmål om ytringsfrihed. Det bliver et spørgsmål om moral, ansvar og geopolitisk stabilitet. Det er ikke bare retorik – det er et angreb på sandheden.
Verden har brug for ledere, der forsvarer fakta og folkeret, ikke dem, der omskriver historien for politisk gevinst
Hans Bendix Pedersen, Glostrup
Sygdomsforløb
Jeg læste med interesse indlægget af Luise Hjorteberg 16. april om hendes forældres sygdomsforløb og manglende overblik og sammenhæng i sundhedsvæsnet.
Min mand og jeg var udsat for nøjagtig samme forløb fra august 2021 til maj 2022, hvor min mand døde.
Han var til et utal af undersøgelser på fem forskellige sygehuse, uden der på noget tidspunkt var sammenhæng eller koordinering.
Han havde mange smerter og store vejrtrækningsproblemer, men vi anede ikke, hvilken læge eller hvilket sygehus, vi skulle kontakte. Ingen havde overblik.
Min mand sagde, at jeg måtte klage, når han ikke var her mere – det gjorde jeg. Jeg klagede til Styrelsen for Patientklager, hvor jeg fik medhold, og der blev rejst kritik af to af sygehusene.
Jeg pointerede kraftigt den manglende koordinering, og at vi kunne have haft ønske om et team, som kendte til sygdomsforløbet.
Jeg havde inderligt håbet, at det skulle blive bedre for fremtidige patienter, derfor gør det mig så trist at læse indlægget fra Luise Hjorteberg.
Ingrid Rasmussen, Gørlev
Propaganda
Den russiske og den amerikanske videnskabsmand er havnet ved siden af hinanden i flyveren til Washington. Og hvad skal du så lave i USA, spørger amerikaneren høfligt.
Jeg skal studere amerikansk propaganda, svarer han.
Hvilken propaganda, spørger amerikaneren forvirret.
Lige præcis, svarer russeren beundrende.
Hans Peder From, Roskilde
Religion er trods magtudøvelse fredet
I Berlingske kunne man lige før påske læse, at vi bliver nødt til at tage andres og egen religion alvorligt i samfundsdebatten, idet det religiøse ønsker at dominere politik igen.
Ja, sådan er det. Religion er jo magt pakket ind i forskellige styrende og kompromisløse, fortidsopfundne illusioner og trusler.
Men religion kan ikke diskuteres, herunder kritiseres, som magt i allerhøjeste grad skal kunne udsættes for. Denne tilstand skyldes ganske enkelt, at religion på mystisk vis via blandt andet konventioner er beskyttet mod kritik. Det kan være direkte livsfarligt ikke at huske dette.
Så hvad er det, der skal debatteres? Eksempler: Religionens kvælning af ytringsfrihed? Bortfald af den særlige beskyttelse af religion, så vi får lige markedsvilkår i den politiske kamp? Om religionsbeskyttelse i virkeligheden modarbejder menneskets eget ve og vel – altså tryner de mange til glæde for de få?
Hvornår kan den gave fra naturens hånd, som livet er, leves og nydes?
Svend E. Just, Fredensborg
Grundlovens § 72
PET-loven om kunstig intelligens og registersamkøring formaliserer en adgang som politiet helt eller delvist har haft så længe, at forskere på IT-Universitetet i marts udgav ph.d.-afhandlingen »A world of Palantir« om politiets erfaringer.
Som jurist med speciale i grundlov og menneskerettigheder har jeg i 15 år arbejdet med problemet, og det er positivt, at der endelig er en smule modstand. Men det er misvisende at påstå, at denne lov skulle være første skridt på området.
18. april skrev professor Peter Kurrild-Klitgaard, at loven er et »fundamentalt brud med hidtidige principper om, at overvågning sker på et konkret mistankegrundlag«. Men det princip findes ikke. Eksempelvis er professorens bevægelser, sms'er og opkald blevet logget siden 2006. Uden mistanke.
Men Kurrild-Klitgaards største brøler er at påstå, at grundlovens »§ 72 garanterer privatlivets fred«. Paragraffen tillader et simpelt flertal i Folketinget at tilsidesætte beskyttelsen og er juridisk formålsløs.
Færre end hver femte af politiets ransagninger har retskendelse. Kommuner og skattevæsenet har aldrig kendelse. Men fordi materiale fra ulovlige ransagninger alligevel kan bruges i retten, er kendelsen ligegyldig.
Rasmus Malver, cand.jur., København
Ringeklokke
Jeg har med interesse læst Erik Tangs indlæg 20. april, i hvilket han opfordrer lycraklædte supersprintere (jeg er en sådan på snart 72 år) til at påmontere en ringeklokke (det har jeg) på deres racer. Når vi (jeg kører i en cykelklub) bruger klokken, får vi – især af fodgængere – et »Tak fordi I bruger klokken«.
Men hvor ville det dog være befriende, hvis cyklister på almindelige cykler og især gående og løbere i skoven ville tage musikken ud af ørene, så de kunne høre vores ringeklokke, og ikke råbe forskrækkede forbandelser efter os, når vi overhaler. Af hesteryttere er vi blevet opfordret til at snakke, når vi nærmer os dem, da hestene så kan høre os, og dermed er rolige.
Dette er en venlig opfordring, for vi skal jo alle være her.
Erik Walter Nielsen, Charlottenlund
Trump og universiteterne
Det er både forståeligt og velgørende, at universiteter i USA protesterer over for Trumps fjernstyring og indskrænkelse af den universitære frihed.
Men på flere universiteter herskede der heller ikke frihed før Trump – der herskede en uhæmmet wokeisme, der forhindrede alle synspunkter, der ikke var i overensstemmelse med den politisk korrekte wokeisme, i at komme til orde.
Studerende, der havde »upassende« synspunkter havde det svært – eller direkte umuligt. Man praktiserede altså nøjagtig det samme, som man nu ser Trump gøre.
Man må udtrykke et stille håb om, at man efter Trump ikke kommer tilbage til sådan, som det var før, men finder en måde at skabe et åbent, frit debatterende forsknings- og studiemiljø på universiteterne.
Noget tyder på, at også danske universiteter kunne have brug for en smule selvransagelse.
Alexander Borg, København
En kommune med omsorg
Hvor er det dejligt at bo i Furesø Kommune.
Som ældre, godt oppe i firserne, flyttede vi for et år siden til Farum Kaserne, et pragtfuldt område, godt byggeri med naboskab til skoven.
Med alderen får man skavanker, også alvorlige. Således også vi.
Et par uger efter, at vi var flyttet ind, fik vi to opkald; et fra hjemmeplejen og et fra hjemmesygeplejen. Det var to rigtig gode samtaler, hvor vi fik venlig og omhyggelig information – og der blev spurgt om vores situation.
Der føltes godt og trygt.
I januar fik vi begge behov for hjælp: Til sygeplejen og til hjemmebesøg af fysioterapeut.
Og siden har vi fra begge parter modtaget den mest omhyggelige, faglige og venlige behandling, som vi begge har været særdeles glade og trygge ved.
Det er ikke helt let at blive gammel, men med den hjælp og på det niveau som medarbejderne fra Furesø Kommune bidrager med, får vi alligevel en rimelig god livskvalitet – trods alt.
Det er vi taknemmelige for, så vi siger hjertelig tak for det hele.
Rita og Peer Voigt, Farum
Kristendommen som grundsten
Kristendommen er ikke bare en religion. Den er en grundsten i det Danmark, vi kender. Vores samfund er bygget på kristne værdier som næstekærlighed, pligtfølelse og respekt for sin næste. Alligevel bliver kristendommen i dag presset ud af både det offentlige rum og vores fælles bevidsthed.
I folkeskolen reduceres kristendomskundskab ofte til et kulturfag på linje med gamle sagn. I kulturlivet er det moderne at latterliggøre tro, og i visse kredse er det næsten tabu at sige højt, at man er kristen. Samtidig ser vi et samfund, hvor moralsk opløsning og individualisme får frit løb.
Men vi har brug for kristendommen. Ikke bare som tro, men som rettesnor. Når vi siger, at Danmark skal være et kristent land, betyder det ikke, at vi ikke accepterer andre trosretninger. Det betyder, at vi står ved vores fundament og siger: Herfra udgår vores værdier.
Jeg mener, at vi skal styrke kristendommen i folkeskolen, give kirken en tydeligere stemme i samfundsdebatten og turde kræve respekt om vores traditioner. Jul, dåb, konfirmation og kirkegang skal ikke reduceres til kuriositeter. De er kernen i vores fællesskab.
Mads-Magnus Damm, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
