Udemokratiske dobbeltmandater

Hurra for at baglandet sagde fra, da partitoppen i Socialdemokratiet ville slå ind på de borgerliges vej, hvor samme person kan sidde i både folketing og byråd.

Mette Reissmann (S) mener, at hun kan sidde i både Folketinget og en kommunalbestyrelse, for hun har nemlig hverken hjemmeboende børn, ja, end ikke en hund. Men skal vi indrette vores folkestyre efter Mette Reissmann og andre med rigelig tid eller sikre, at magten er fordelt på flere og har en bred repræsentation?

Jeg er folkevalgt til kommunalbestyrelsen i Albertslund. Hver uge står jeg i dilemmaer om, hvordan jeg bruger min tid. Der er nok at se til med fuldtidsjob, familie og arbejdet i kommunalbestyrelsen. Netop jobbet, det at have børn i skolealderen og turene på genbrugspladsen er afgørende for min kontakt til borgerne, som er guld værd i mit politiske arbejde. Andre kolleger i byrådet har job som pædagog, lokofører, hr-konsulent og it-chef, mens andre er pensioneret. Vi repræsenterer bredt og har forskellige erfaringer og indsigter. Det giver et solidt grundlag i diskussioner og beslutninger, uanset om vi laver lokalplaner, forhandler budgetter eller planlægger skolerenoveringer. En indsigt, som man næppe får af at sidde på Christiansborg.

Jeg er selv folketingskandidat. Bliver jeg valgt til Folketinget, vil en suppleant træde til i kommunalbestyrelsen og arbejdet fortsætte. Sådan fordeles magten og holdes demokratiet sundt.

Vivi Nør Jacobsen (SF), Albertslund

Alex Vanopslaghs uhyggelige påstand

Når man læser Alex Vanopslaghs kronik fra fredag den 13. september, kan man få det indtryk, at Danmark og dansk økonomi har kurs mod katastrofe og undergang. Det er der dog heldigvis ikke noget belæg for. Tværtimod.

Alex Vanopslaghs ærinde er at udtrykke bekymring for den fremtidige folkepensionsalder og finanspolitikkens holdbarhed. Det påstås endda, at Socialdemokratiet har besluttet sig for at trække sig ud af velfærdsforliget fra 2006. Det er simpelthen lodret forkert. Det har vi ikke. Vi er kommet med en melding om, at vi skal sikre et pensionssystem, som er mere socialt retfærdigt.

Der er stor forskel på, hvilke arbejdsliv vi har i Danmark, og det vil ikke være socialt retfærdigt bare at blive ved med at hæve pensionsalderen efter den nuværende mekanisme.

I 2025 vil Socialdemokratiet stemme for, at folkepensionsalderen hæves til 70 år i 2040, men vi ønsker også, at vi, i det danske samfund, tager en helt grundlæggende samtale med hinanden om, hvordan det fremtidige pensionssystem skal se ud, herunder også om stigningstakten af folkepensionsalderen skal fastholdes på det nuværende niveau ud i al fremtid. Det kan jo tænkes, at vi kan blive enige om andre måder at gøre tingene på – men stadig med den væsentlige forudsætning, at det skal ske inden for rammerne af en ansvarlig og holdbar økonomisk politik.

Så selvom Alex Vanopslaghs kronik udkom på en fredag den 13., så er tingene ikke så uhyggelige, som han gerne vil puste dem op til.

Nicolai Wammen (S), finansminister

Ingen plads til mørke kræfter

Jeg giver min fulde opbakning til de 14 forslag, som den islamiske forsker Jesper Petersen har fremlagt for regeringen for at hjælpe muslimske kvinder, der ønsker skilsmisse.

Der skal ikke være plads til mørke kræfter, som ønsker at bestemme i vores ligestillingssamfund.

Medierne bør heller ikke give taletid til imamer, der diskriminerer kvinder. I stedet skal vi tage kraftigt afstand fra dem og bekæmpe deres undertrykkende holdninger.

Medhat Khattab, Svendborg

Hizbollah er skurken

Jeg undrer mig over, hvorfor den libanesiske regering ikke for længst har smidt den islamistiske terrororganisation, Hizbollah, på porten. Det er ene og alene Hizbollahs ansvar, at den libanesiske civilbefolkning indirekte er blevet inddraget i krigen mellem Israel og Hizbollah.

Hvorfor er der indtil videre ingen libanesiske højtstående ledere, som har taget skarpt afstand og sat Hizbollahs hellige krigere bag lås og slå? Alle, inklusive de arabiske lande, burde tage kraftigt afstand fra Hizbollah, som er totalt ligeglade med de civile borgere i Libanon.

Jacob Vest, København