I øjeblikket stiger energipriserne, og der er ét sted, hvor man som forbruger mærker det ekstra meget: På varmeregningen. Januar er over os, og der er behov for at komme hjem til et dejligt, varmt hus – men det kan godt blive en hamper fornøjelse.

Derfor er der netop nu rigtig god grund til at overveje, om huset er opvarmet på den bedste og billigste måde – og her er det vigtigt at være opmærksom på, at det er forskelligt fra hus til hus, hvad der er bedst. Blot fordi naboen har gavn af en varmepumpe, er det ikke sikkert, at det er den bedste løsning for dig.

Der er flere måder at varme huset op på, men de mest udbredte i dag er olie- eller gasfyr, varmepumpe eller fjernvarme. Skal det være klimavenligt, er det bedst at vælge varmepumpen eller fjernvarmen – begge dele udleder mindre CO2 end konventionelle løsninger – og fjernvarmen har den fordel, at den samtidig absorberer og genbruger spildvarme.

Hvis den præmis er købt – skal man så vælge varmepumpe eller fjernvarme for at slippe gennem de aktuelle prisstigninger billigst muligt?

Det kommer an på dit hus. Og det er værd at huske, når du vælger, hvilken opvarmning, du vil have:

Hvis dit hus ligger afsides med langt til naboerne, er det bedst med en varmepumpe. Hvis du bor i et område, hvor der ikke allerede er etableret fjernvarme, kan det også være bedst med en varmepumpe. Ved valg af en varmepumpe er der dog den overvejelse, at hvis én vælger en varmepumpe, så kan naboerne ikke få fjernvarme – fjernvarme skal bruge flere tilslutninger for at fungere som løsning. Men så fungerer det til gengæld også godt; Bor du til gengæld bynært eller tæt på et varmeværk – så har du mest gavn af fjernvarme. Eller bor du tæt på et allerede etableret fjernvarmenetværk – så har du formentlig også mest gavn af fjernvarmen.

I denne brydningstid, hvor grønne løsninger knopskyder frem som aldrig før, er der blot én ting, der er rigtig vigtigt at huske som forbruger: Der er ikke en one-size-fits-all-løsning. Alle boliger har forskellige opvarmningsbehov – sørg for at vælge den, der passer bedst til dig.

Helge S. Hansen, varmeforsyningschef, TREFOR Varme