Tak for en udmærket artikel om Pia Olsen Dyhr (SF) i Berlingske 27. september.

Artiklen fik mig til at overveje det skift, dansk politik står over for i løbet af denne valgperiode. For det er vel, som det også er blevet nævnt i medierne, sidste omgang for Mette Frederiksen (S). 

Hun skal dog nok blive og tage næste valg med, for som Helle Thorning-Schmidt (S) engang udtalte, skal en leder af Socialdemokratiet ikke kun sikre sig statsministerposten, man skal også aflevere partiet i samme stand, som man overtog det. Det vil for Mette Frederiksen sige et parti, der ved valget i 2015 fik 47 mod de nuværende 38 mandater. Så det kan godt blive noget af en opgave.

Hvem der skal afløse Mette Frederiksen, er usikkert, men Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, er blevet nævnt som et godt bud på en afløser.

Også for lederen af Socialistisk Folkeparti, Pia Olsen Dyhr, kan det efter sommerens mange problemer være sidste omgang. Så også hun skal have en afløser, og her kunne et sandsynligt gæt lyde på Jacob Mark.

Men hvis Krzyrosiak Hansen og Mark begge bliver valgt, kan der vel opstå et lille hidtil overset problem: For hvordan vil befolkningen opfatte en situation, hvor landets statsminister er gift med lederen af SF?

Kan de to indgå i et regeringssamarbejde? To menneskers privatliv rager ikke andre end dem selv, men kan et ægtepar komme ud efter lange og ifølge dem selv vanskelige regeringsforhandlinger for at meddele, at de nu danner en samlingsregering?

Og hvad hvis Socialdemokratiet efter et valg ønsker at danne en regering med de blå partier?

Vi har tidligere kendt folketingsmedlemmer fra forskellige partier, der var gift, og det har mig bekendt aldrig skabt de store problemer, men det er vel ikke helt det samme som en statsminister, der er gift med lederen af, som det hedder i Storbritannien: »His Majesty's Most Loyal Opposition«.

Kåre Lauring, Frederiksberg

Ulvefrygt

Som en kommentar til Torsten Gejl fra Alternativet vil jeg sige: Jo, frygt er et god parameter til regulering af ulvebestanden. Altså IKKE menneskets frygt for ulven, men ulvens manglende frygt for mennesket!

Peter Beck Pedersen, Hellerup

Ingen ville opfinde en afgift på 150 procent i dag

Regeringens plan om ikke at forlænge registreringsafgiftsfritagelsen for elbiler rammer skævt. Det er særlig de større og dyrere elbiler, der mærker konsekvenserne, mens mindre modeller i højere grad fortsat vil være økonomisk inden for rækkevidde. Det er et problem for børnefamilier.

For mange familier er en lille bil ikke et realistisk valg. Der skal være plads til tre eller flere børn, autostole, barnevogn, skoletasker, fritidsudstyr og den hverdag, som skal hænge sammen. En større bil er ikke nødvendigvis et udtryk for luksus, men for et reelt behov.

Alligevel er det netop de familieegnede elbiler, som typisk ligger i den prisklasse, hvor registreringsafgiften får størst betydning. Dermed risikerer vi at gøre det økonomisk mindre attraktivt for børnefamilier at vælge den grønne løsning.

Det er svært at få til at hænge sammen med de politiske ambitioner om, at flere skal få børn, og at Danmark skal reducere sin CO₂-udledning. På den ene side opfordrer vi familier til at vælge grønnere. På den anden side gør vi det dyrere at vælge en bil, der både kan rumme familien og køre på el.

Registreringsafgiften er et levn fra en anden tid. Den har rødder i en periode, hvor privatbilen var et sjældent gode, og hvor afgiften først og fremmest var en afgift tiltænkt de allerrigeste. Men bilen er i dag for mange en praktisk nødvendighed. Den skal bringe mennesker på arbejde, få børn til og fra institution og skole, gøre indkøb mulige og skabe forbindelse mellem hjem, arbejdsplads, familie og fritidsliv.

Afgiften kan nå op på 150 procent af en stor del af bilens afgiftspligtige værdi. Det synes svært at forklare, hvorfor staten pålægger en afgift på 150 procent på noget som helst og især på noget, som udgør så væsentlig en del af almindelige menneskers liv. Når den afgiftspligtige værdi tilmed er inklusive moms, bliver hele regnestykket endnu mere absurd. Man betaler simpelthen registreringsafgift af en moms.

Hvis vi nulstillede verden og skulle indrette et skattesystem fra bunden, ville ingen foreslå en strafafgift på 150 procent på et produkt, som så mange mennesker har brug for. Vi ville med rette spørge, hvorfor almindelig mobilitet skulle beskattes så voldsomt, og hvorfor netop familier med behov for plads skulle betale mest.

Det handler ikke om, at alle skal have ret til en dyr bil. Det handler om, at den grønne omstilling ikke må indrettes efter, at alle kan nøjes med en mindre bybil. Når en familie vælger en rummelig elbil frem for en tilsvarende benzin- eller dieselbil, bør skattesystemet understøtte valget, ikke straffe det.

Afskaf registreringsafgiften på elbiler helt eller pålæg kun afgift på de allerdyreste elbiler. Så burde alle, der danner parlamentarisk grundlag for den siddende regering, være glade – lige fra børnenes statsminister til den yderste venstrefløj.

Det er både god klima- og familiepolitik.

Mads Troels Zea Neistskov, Mårslet

Københavnske events

Der kan afholdes maraton i alle andre storbyer: London, Paris, Madrid og Rom med flere. Hvorfor skulle man ikke have nogle oplevelser i København?

Gør byen interessant og levende.

Jeg bor på Amager, bruger byen meget og kan ikke se, at det har den store betydning.

Jytte Nielsen, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Mening

Det konservative medlem af Folketinget Christian Vigilius vil gerne have, at kristne værdier fylder mere i samfundet, og at indvandrere med muslimsk baggrund tager den kristne kulturarv til sig. Han er også åben om, at han selv er dybt troende, men der er en grænse for åbenheden. Vigilius vil ikke svare på, hvorvidt han bekender sig til en variant af kristendommen, der er ortodoks, højreorienteret og missionerende. Medvirkende: Christian Vigilius, udlændinge- og integrationsordfører (K) Vært: Jacob Rosenkrands