»Det er en helt uhørt situation, som Institut for Menneskerettigheder aldrig har set før«, og staten frarøver Rasmus Paludan hans grundlovssikrede ytringsfrihed, skriver Berlingske, der i sin leder onsdag gør sig til bannerfører for Rasmus Paludans ytringsfrihed.
Det handler nemlig om den ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, som alle danske borgere har. Eller har de nu også det?
Har vi ikke netop i de seneste år begrænset denne ytringsfrihed? Sat hegnspæle op, når det gælder race, etnicitet og køn? Ja i en sådan grad, at det griber ind i vor dagligdag og forskningsfriheden på vore universiteter.
Og imens har vi så fjernet grænserne, netop når det gælder religion. Her kan man bogstaveligt talt »skide« på det, der for andre er det mest hellige.
Ja, vi har sågar fjernet den blasfemiparagraf, der blev indført som en naturlig konsekvens af Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed, med det resultat, at vi i dag bruger millioner af kroner på at beskytte Rasmus Paludan, medens vi blæser på respekten og beskyttelsen af folks religion.
Ytringsfriheden er med andre ord ikke en ubegrænset ret. Den er begrænset og modelleret af de værdier, der til enhver tid er gældende på vores breddegrader, som vi kalder menneskerettigheder, men som vi ret beset har påduttet alle andre udover den ganske verden – i hvert fald indtil nu.
For når vi nu ser, hvordan vi er ved at miste grebet i Afrika, Asien og Sydamerika, er det jo netop, fordi disse lande er trætte af den arrogance og mangel på respekt, med hvilken vi har behandlet dem.
Demokratiet og retsstaten, som vi kender den, er en ny samfundsform i verdenshistorien. En samfundsform, der kun er nået ud til et relativt lille mindretal af stater.
Skal vi sikre, at det ikke forsvinder igen for vores børn og børnebørn, er det nødvendigt, at vi standser dette store hykleri om ytringsfriheden, der ender med forargelsen over, at Rasmus Paludan ikke må fornærme millioner af menneskers religion, at vi indstiller vores navlebeskuelse og begejstring for den ytringsfrihed, vi lige her og nu former, som det passer os, og i stedet begynder at forstå, at andre folkeslag, andre kulturer kan have andre værdier, som for eksempel religion, der lige så meget fortjener beskyttelse og respekt.
Man kan kun håbe, at politiets beslutning om at formene Rasmus Paludan adgang til Folkemødet kan give adgang til en sådan selvransagelse.
Anders Torbøl, advokat, Hellerup
