Forsvaret knipser videre

Forsvarsministeriet leverede nye skandaler i Rigsrevisionens seneste rapport. Ministeriet har nemlig indkasseret 41.279 rykkere og 5.172 inkassovarsler i 2023 alene samt spenderet 446 millioner kroner i overpris på blot fire F-35 kampfly.

Forsvaret fortsætter dermed de fejlslagne idealprojekter, hvis tragikomiske fadæser er absurd unikke. Eksempelvis blev en dansk fregat sendt i ørkenkrig uden reel mulighed for stabile missilaffyringer, ligesom nye krigsskibe ikke kunne anvende én eneste af deres standardkanoner i 15 år.

Forsvarets højt omtalte prestigeprojekt »Hærens knytnæve« estimeredes først til 4,4 milliarder kroner, men prisskiltet blev år senere korrigeret til ubegribelige 27,7 milliarder kroner. Samtidig kunne Forsvaret ikke redegøre for anvendelsen af de oprindelige 4,4 milliarder skattekroner.

Christiansborgs nyeste forsvarsaftale har så sikret »Hærens knytnæve« vanvittige 48 milliarder kroner og dermed 1.100 procent mere kapital end i det originale budget. Alligevel må »Hærens knytnæve« nøjes med at knipse akavet i 2024, da de er blevet pålagt besparelser for absurde ti millioner kroner.

Forsvaret knipsede forhåbentlig også akavet, da de yderst symbolsk betalte syv millioner kroner for en såkaldt »sansesti« og 650.000 kroner for et gyngestativ ved deres kaserner. Knips knips.

Søren Søby Jørgensen, Fredericia

Der festes hele ugen for lgbt+ – men hvem tager ansvaret?

Der er heldigvis bred enighed om, at alle mennesker bør have de samme rettigheder. Hverken dit køn, tro eller seksualitet bør stå i vejen for dine muligheder eller din anerkendelse i samfundet. Den kamp kan vi i høj grad give lgbt+-foreningerne en stor del af æren for.

Men på trods af det, tillader jeg mig alligevel at spørge: Hvor blev ansvaret af? Ansvaret for at et menneskes rettigheder ikke kompromitterer et andets. Det virker på mig, som om ikke alle mennesker skal tage det samme ansvar.

Jeg skal tage ansvar for, at transkønnede og homoseksuelle føler sig inkluderede, jeg skal rumme andre religioner, og jeg skal rumme holdninger, der er langt fra mine egne. Og det prøver jeg virkelig på, for det er en selvfølgelighed for mig, at man må mene og være det, som man ønsker.

Men hvor blev ansvaret af hos lgbt+?

Politisk har vi gennem årene givet mange rettigheder som for eksempel fysisk og juridisk kønsskifte, uden at vi har forholdt os til, hvordan det bagefter skal håndteres i praksis i for eksempel svømmehallen, i fængslerne, til session, osv. Det skaber lokale debatter om kønsneutrale omklædningsrum, afsoning i fængsler, m.m.

Derfor efterspørger jeg et ansvar.

Jeg savner, at lgbt-foreningerne begynder at tage et ansvar i stedet for kun at stille krav og gøre sig til ofre i debatten. De har kræfter til at påtage sig andre agendaer, såsom kampen for Palæstina. De må altså være stærke nok til også at tage ansvar for deres medmennesker.

Foreningerne bør af sig selv komme med forslag til, hvordan vi kan få et inkluderende samfund, der er fair, uden at nedbryde samfundet og sammenhængskraften.

Men ansvaret er todelt. For hvad med politikerne, der blindt har givet rettigheder som for eksempel juridisk kønsskifte uden at overveje, hvordan det fungerer i menneskers hverdag?

Det giver os to muligheder. Enten kommer der løsninger og retningslinjer fra politikerne og/eller fra lgbt+-miljøet selv. Eller også vil tilfældige institutioner lave deres egne uens løsninger med kritik til følge – og mindre tolerante grupper af borgere vil rejse en agenda og et pres, som vi kan få svært ved at styre.

Derfor stemmer jeg for, at lgbt+ og vi politikere sætter os i førersædet og tager ansvar for et Danmark med plads til både minoriteter og majoriteten.

Dina Raabjerg, ligestillingsordfører, Det Konservative Folkeparti

Uværdig behandling af handicappede

Den 14. juni blev jeg undersøgt for nyt høreapparat, og apparattype blev bestemt. Et par dage senere fik jeg besked om, at apparatet kunne afhentes 7. oktober. Næsten fire måneder uden apparat.

På det private marked kan man få en tid inden for et par dage, komme til undersøgelse og med det samme få det valgte apparat med hjem til en 14-dages prøvetid. Alt på samme dag.

Desværre kræver det en egenbetaling på 10.000-15.000 kroner efter det offentlige tilskud, hvis man vil beholde apparatet. Jeg er nødt til at vente de fire måneder.

Når det kan gøres i det private, må det skyldes manglende personaleressourcer i det offentlige, men der er ikke behandlingsgaranti på høreapparater, som på mange andre behandlinger, hvor man får den samme ydelse uden ekstra betaling.

Det er ikke værdigt at behandle ældre handicappede på denne måde.

Claus Schreiber, Farum

Tak til Paris

Tak for 17 dages blændende underholdning fra byernes by. De 33. olympiske lege er afholdt i spektakulære omgivelser med udnyttelse af Paris’ ikoniske bygninger og pladser. Begejstrede tilskuere overalt. Cykelløb og ræs gennem Paris’ gader og boulevarder og svømning i Seinen. Med Eiffeltårnet som pejlemærke.

Tak til de mange dygtige atleter, for OL giver os mulighed for at møde atleter fra hele verden, og vi bliver præsenteret for mange forskellige sportsgrene; både de klassiske og de mere sjældne som kanoslalom, breakdance og klatring.

Tak til tv og medier, der med overlegen teknik og ekspertise har bragt os tæt på begivenhederne. Jeg ser frem til OL i Los Angeles om fire år, der er noget at leve op til!

Peter Fristrup, Virum

Ansigtsgenkendelse

Nu taler politiet om, at de ønsker ansigtsgenkendelse i gader og stræder. Vores gode justitsminister taler varmt for det. Så nærmer vi os endnu mere kinesiske tilstande, hvor staten har styr på alt, hvad vi foretager os.

Så kan vi ikke gå på vejene uden at blive optaget. Og når de forbyder kontanter, kan de også se, hvad vi bruger vores hårdt tjente penge på.

Vi er efterhånden til for staten og politikerne og ikke, som det bør være, omvendt. Staten er der kun i kraft af os borgere. Så glem en sådan politisk beslutning.

Jens Chr. Fjeldborg, Kvistgård

Huslejehjælp er ikke et urealistisk politisk løfte

Martin Ågerups kritik af huslejehjælpen i Berlingske 12. august skyder over målet. Huslejehjælpen bliver brugt som eksempel på »urealistiske politiske løfter«. Selvom vi ikke kan føre alle politiske ideer ud i livet – for eksempel at tidevandet skal komme senere – er det ikke korrekt at placere huslejehjælpen i den kategori.

At kalde huslejehjælp, eller »huslejeeftergivelse« som det kaldes, »uegnet til inflationshjælp« er at strække det for langt. Det største problem med loven er, at det tog så lang tid at give lejerne den hjælp, som de har behov for, og ikke at udsættelsestruede lejere modtager støtte.

Et eksempel på huslejeeftergivelse, som faktisk virkede i praksis, er »huslejeloftet« på fire procent fra september 2022. Dette skete under stor kritik – også her i avisen. Thomas Bernt Henriksen skrev endda, at forslaget var »på kant med Grundloven«, i Berlingske 20. september 2022. Søren Pape Poulsen (K) advarede imod en regning på 3,5 milliarder. Der blev dog aldrig anlagt en grundlovssag, og der kom ingen milliardregning.

Det er muligt for politik at ændre borgernes levevilkår – også i den boligpolitiske sfære. Lad os lære af fiaskoen med huslejehjælpen, men lad os lære den rigtige lektie: Vi kan forbedre borgernes levevilkår, hvis vi gør det rigtigt.

Anders Svendsen, chefjurist LLO i Danmark