Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det koster ikke en kommune noget at sige nej til en ansøgning om hjælp

»Når en kommune bevilger hjælp, er det en udgift, og det koster ikke kommunen noget at sige nej. Heller ikke selvom den ifølge lov om social service er forpligtet til at hjælpe,« skriver Kathe Johansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARTIN BUREAU
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver eneste dag er der mennesker med autisme, der har brug for hjælp og støtte fra det offentlige. Og hver dag er der autisme-familier, der søger deres kommune om støtte.

Hver eneste dag skal kommunerne lade være med at følge det økonomiske incitament, men vælge at give mennesker hjælp og støtte på trods.

Alma på fem år kan ikke sove om natten, så hendes mor søger en kugledyne, der kan dæmpe uroen i kroppen. Christian på otte år trives ikke i skoleklassen med mange børn og larm, han kan ikke følge med i undervisningen og er i mistrivsel, så hans forældre søger om en plads i specialklassen. Bo på 24 år er endelig blevet klar til at flytte hjemmefra og sammen med sin far, søger han om en plads på et bosted i nabokommunen. Karen på 44 år er lige blevet udredt for autisme og er først nu blevet klar over, hvorfor hun har haft så svært ved at holde kontakten til arbejdsmarkedet, hun søger om fleksjob.

Fælles for dem alle er, at det bedst kan svare sig for deres kommuner at afvise alle ansøgningerne. Når en kommune bevilger hjælp, er det en udgift, og det koster ikke kommunen noget at sige nej. Heller ikke selvom den ifølge lov om social service er forpligtet til at hjælpe. Heller ikke selvom Alma, Christian, Bo og Karen har krav på hjælp.

Selv hvis familien har overskud til at klage til ankestyrelsen, og være en del af den halvdel, der får medhold i at kommunen sagde nej lidt for hurtigt, har det ingen konsekvens for kommunen. Kommunen har endda sparet pengene på hjælpen de måneder, det har taget familien at køre sagen.

Det skal selvfølgelig bero på en faglig vurdering i hvert eneste tilfælde, når en kommune siger nej til at hjælpe. Og sagsbehandlerne er jo ikke hjerteløse monstre, der bare forsøger at gøre livet surt for mennesker med handicap. Så selvfølgelig godkender landets kommuner hver eneste dag hjælp og støtte til autister og deres familier.

Men det er altid på trods af økonomien.

Det økonomiske incitament er ikke på borgernes side. Men det burde det være.

Det burde være sådan, at tvivlen kom borgeren til gode, og at det bedre kunne svare sig at overholde loven end at bryde den.

Det burde være sådan, at kommunerne var bundet til at betale pengene tilbage ved fejlagtige afgørelser. Det burde være sådan, at det kunne have retlige og økonomiske konsekvenser for kommuner at have fejl i flertallet af deres ankesager.

Det burde være menneskene, der har brug for hjælp og støtte, der havde retten på deres side.

Kathe Johansen, formand, Landsforeningen Autisme