Minister kalder banker grådige – men hvad med politikerne selv?

Erhvervsminister Simon Kollerup kalder banker for »grådige«, men hvad skal man så kalde politikere, der gennem lukrative arrangementer for skatteydernes regning katapulterer sig selv ind i samfundets øverste sociale overklasse?

»Kollerup og andre politikere vil sikkert forklare sig med, at de får høj indkomst, fordi de har stort ansvar, arbejder hårdt og jo bare følger gældende regler. Men ingen af de tre svar er meningsfulde,« skriver Peter Kurrild-Klitgaard. Niels Christian Vilmann

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I disse tider blæser en stiv venstrepopulistisk vind frø af ugræs ind i dansk debat. Et godt eksempel er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der harcelerer imod »den absolut øvre middelklasse« på Østerbro, fordi man angiveligt benytter sig meget af Nemlig.com. Ministeren har tidligere kaldt det »grotesk uansvarlighed og grådighed«, når en virksomhed i krisetider fyrer medarbejdere. Dermed foregreb han partifællen, erhvervsminister Simon Kollerup (S), der i sidste uge kaldte bankerne for »grådige«, fordi de har store overskud og tillader sig negative renter for store indeståender. Det første er så faktuelt forkert, mens det sidste er en næsten uundgåelig konsekvens af, at det samme gøres af statens egen bank, Nationalbanken – hvilket ministeren åbenbart ikke vidste.