Det er svært at se, hvad USA har vundet, mens Iran har fået sin helt egen »atombombe«

Iran har fået en »atombombe«
Den forlængede våbenhvile og de manglende forhandlinger i Islamabad efterlader desværre fortsat Iran med et fungerende regime, uran til flere atombomber, våben til fortsat at kunne beskyde lande i Golfen og lukke Hormuzstrædet samt mulighed for at støtte samarbejdspartnere i Mellemøsten.
Uanset uklarhed om amerikanske mål med angrebet på Iran synes USA intet at have vundet – bortset fra en kraftig svækkelse af Irans forsvar. Denne svækkelse opvejes dog af Irans dokumenterede evne til ustraffet at kunne lukke Hormuzstrædet med katastrofale konsekvenser for verdensøkonomien.
Den amerikanske blokade af skibe med anløb af iranske havne burde være etableret inden eller måske i stedet for angrebet på Iran og bliver svær at opretholde af hensyn til blandt andet Kina og Indien samt begrænsede maritime ressourcer. USA er jo fortsat uden allieret støtte, herunder fra europæiske nationer, selvom de vel også ønsker et ændret regime i Iran?
Iran har desværre samtidigt fået sin helt egen »atombombe« i form af at kunne lukke Hormuzstrædet. Det er derfor svært at se krigens hidtidige forløb som andet end et stort strategisk nederlag for USA og ikke den overbevisende sejr, som Trump vel havde regnet med.
Jørgen Jelstrup, oberst emeritus, Odense
Unge familiers økonomi
Vi står unægteligt midt i en fødselskrise. Danmarks fertilitet ligger omkring 1,5 barn pr. kvinde, langt under det reproduktionsniveau på cirka 2,1, der skal til for at holde en befolkning nogenlunde stabil uden indvandring. Det er en realitet, som enhver kommende regering bør tage alvorligt.
Konsekvenserne er klare.
Små årgange bliver senere til færre i den erhvervsaktive alder, og det skaber mangel på arbejdskraft. Samtidig vokser presset på velfærdsstaten, når flere ældre skal forsørges, behandles og plejes af færre skatteydere.
OECD peger på, at lav fertilitet og en aldrende befolkning giver færre unge, flere ældre og et mere presset råderum. Det er et strukturelt problem, ikke et midlertidigt udsving. Og det er især min egen generation, Generation Z, der ender med at bære regningen, hvis politikerne ikke griber ind.
Derfor er min vigtigste opfordring til en kommende regering, at den giver mennesker økonomisk råderum til at stifte familie. Et oplagt greb er at lave et fradrag for børnefamilier. Man kan begynde med et fradrag til familiens første barn og derefter øge det for det andet osv. Det vil skabe et mere håndgribeligt incitament for familier, der i forvejen balancerer boligudgifter, barsel og daginstitutioner.
Det er ikke hele løsningen – den er også kulturel – men et nødvendigt skridt, hvis staten vil tage familiedannelse alvorligt.
Silas Ipsen, medlem af Konservativ Ungdom, Store Heddinge
Dødens vej
Hver gang – og det er ret ofte – der har været en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, er der straks mange borgmestre og andre, der kræver, at der gøres noget, men intet sker, fordi man venter en motorvej på strækningen.
Imens er der flere muligheder, som ikke bliver sat i værk. På strækningen fra Holbæk til Odden er en lignende strækning med vejbaner, der skifter fra to til en. Der er monteret et solidt autoværn på hele strækningen, og der hører man ikke om ulykker.
Når der på andre strækninger skal snævres ind midlertidigt, sættes store betonklodser, der forhindrer utidig overhaling og lignende. Det er den simpleste måde og burde kunne løses på en måneds tid.
Ebbe Werenberg, Vedbæk
Ny kongerunde
Kære Lars Løkke – stop nu den venstrefløjsutopi!
Danmarks økonomi tåler ikke fire år med påvirkning fra Enhedslisten, Alternativet og SF.
Moderaterne, Venstre og De Radikale kan sammen med »det borgerlige fundament«, LA, K, DF og DD, danne en borgerlig regering med dig som statsminister. S er såmænd også velkommen med Mette Frederiksen som udenrigsminister eller en tiltrængt pause, hvor hun kan søge et internationalt topjob!
Ole Borg, Hellerup
Foredrag på Krogerup Højskole
Det var chokerende at læse i Berlingske 24. april om Krogerup Højskoles forstanders invitation til den forbenede konvertit og medlem af Hizb ut-Tahrir Sebastian Østerfelt (SØ) til at fortælle de studerende om islam set med SØs øjne.
Endnu mere chokerende var hans udtalelse om, at der var en forståelse fra både de studerende og lærerne for, at islam som lovreligion ikke var så ekstrem.
Man kan kun håbe, at SØ har fejlfortolket både de studerendes og lærernes forståelser af hans skildring af islam, da stening af kvinder, håndsafhugning, piskeslag m.m. er meget langt fra vores demokratiske opvækst og tankegang.
At invitere så rabiat en foredragsholder, som ikke skjuler sin drøm om at påvirke det danske samfund i en islamisk retning, er utilgiveligt. Og giver ham kun mere ammunition til hans TikTok-gøglerier under navnet Aqeel Abu Osama.
I stedet for SØs forsøg på at påvirke både de studerendes og lærernes syn på islam, ville det have været passende at få et mere afbalanceret foredrag om islam ved at invitere en god historiker eller skribent som foredragsholder.
Nazisme eller radikal islamisme er lige farlige, og forstanderen siger da også selv om at invitere en nazist til at udbrede sine holdninger: »Det ville være rablende sindssygt.«
Så næste gang kan Krogerups forstander invitere for eksempel Yaqoub Ali, som kender islam fra alle sider.
Jacqueline Guerrier, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:



