Chefredaktør Tom Jensen havde en interessant kommentar om folkeskolen i torsdags.
Han taler lidt frem og tilbage om det ene og det andet, for eksempel om PISA, corona og inklusion og så videre. Den del er ret almindelig. Men undervejs får han sagt to ting, der skiller sig ud fra mængden:
For det første fortryder Tom Jensen sin støtte til skolereformen. Det sker i følgende markering:
»For ti år siden var jeg en af dem, der støttede den daværende folkeskolereform og det samtidige opgør med lærernes betonagtige arbejdstidsregler (…). Siden blev også jeg klogere. Folkeskolereformen blev hverken en frisættelse af elever eller lærere, men tværtimod nok på mange måder det modsatte.«
For det andet kalder han på en undersøgelse af skolens formål og pædagogiske filosofi. Det sker her:
»Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Det er indlysende, at noget er galt. Og at 'noget' er andet end covid-isolationen, der var gal nok. Det burde være en borgerlig mærkesag at få defineret dette 'noget', hellere i dag end i morgen, og bruge det ikke til nye reformforslag og omlægninger af skolerne og gymnasier, men til at finde ind til selve kernen af formålet med, at de eksisterer.«
Mange tak til Tom Jensen. Det er, som om især det borgerlige Danmark er i et nyt pædagogisk morgengry. Venstrefløjen ligger stadig i en form for mørke.
Den eneste politiker, der eksplicit deler Jensens interesse, er Lotte Rod (R). Også hun har fortrudt sin støtte til skolereformen og insisterer nu på at tale om pædagogikkens formål. Merete Riisager er naturligvis den store heltinde i den politiske del af baggrunden. Hun var imod reformen fra dag ét og har vedvarende haft sans for skolens og pædagogikkens egenart.
I forsknings- og professionskredse, som selv er defineret ved skolereformens ideologi, er Tom Jensens gode emner derimod totalt marginaliseret.
Thomas Aastrup Rømer, seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt
Kvalificeret kritik?
Berlingske anmelder søndag femte bind i Solvej Balles fortsatte fortælling »Om udregning af rumfang«.
Anmelderen, der tilsyneladende ikke har læst de fire første bind, giver den tre stjerner og skriver: »Læsningen føles lidt for meget som at komme lidt for sent til en fest, hvor alle kender alle, men hvor man selv ingen kender.«
Og anmeldelsen slutter med: »Alligevel går man hjem fra 5er-festen med en klokkeklar følelse af, at den ville have været langt, langt bedre og givet langt, langt mere mening, hvis man også havde deltaget i de fire foregående.«
Synes I selv, at det er en fair og kvalificeret kritik?
David Arnholm, Stubbekøbing
Opråb
Med baggrund i den sidste meningsmåling, der giver SVM-regeringen 38,8 procent af stemmerne, er vi nået et vendepunkt.
Torsdagens forestilling, hvor det kun var løsgængeren Jon Stephensen, der forsvarede koranloven, viser, hvor dybt koalitionen er sunket.
Afskaffelsen af store bededag, som blev forhastet igennem Folketinget, var udtryk for den magtfuldkommenhed og arrogance, der har kendetegnet Mette Frederiksens nuværende og tidligere regeringsperiode.
Dertil er der kun én respons, hvorved danskerne kan vise deres utilfredshed på en værdig og umiskendelig måde. Den 26. april fejrer man store bededag, og derfor ville det ikke overraske, hvis et flertal melder sig syg eller utilpas, og dermed giver fuckfingeren til Mette Frederiksen og hendes regering.
Gitte Ellis, Birkerød
En bunden opgave for kirkeministeren
Louise Schack Elholm afgjorde som kirkeminister, at Folkekirkens undtagelse fra ligebehandlingsloven skal afskaffes. Den har givet folkekirkemenigheder mulighed for at beslutte, at man ønskede en mandlig præst med baggrund i den teologiske holdning, at kvinder ikke skal være præster. Den mulighed er nu formelt afskaffet.
Det kan sikkert diskuteres, hvor stor praktisk og teknisk betydning undtagelsen har haft. Men det er svært ikke at opfatte afskaffelsen som en indskrænkning af Folkekirkens frihed og rummelighed.
Præster skal vælges efter teologi og ikke køn, er det blevet sagt. Men her handler det jo netop om teologi – om en klassisk forståelse af præsteembedet.
Derfor må drøftelsen af et emne som dette også beskæftige sig med teologi. »Vi lever jo i 2023,« siges det som et argument for, at man i dag ikke skal kunne ønske en mandlig præst.
Men et årstal er ikke i sig selv et afgørende argument. Det afgørende er åbent og sagligt arbejde med kirkens tro og teologi – og først og sidst Bibelen. Det er her, at tro og teologi skal funderes.
Den holdning, at præsteembedet er et mandligt embede, findes fortsat i Folkekirken og skal fortsat have plads og møde respekt der.
Det har Morten Dahlin og de øvrige politikere nu et ansvar for at sikre. Og dét er en bunden opgave, som der ikke kan bevilges nogen fritagelse fra.
Kristian S. Larsen, cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
