Telefontiden om morgenen, hvor vi som borgere kunne få vores læge i tale, eksisterer ikke mere hos min læge og hos flere andre. Hvor udbredt det er, ved jeg ikke noget om, men med den øgede tilgang af udskrevne patienter til almen praksis kunne det tænkes at være en fremtidig konsultationsform.

I stedet er der én gang om ugen telefontid om morgenen i tidsrummet otte-ni hos lægen, men kun for akutte henvendelser og evt. anmodning om hjemmebesøg.

Alle andre dage sker henvendelsen til sekretærerne, som tager stilling til, om det forelagte problem er »værdigt« til at blive behandlet af en en læge, som så evt. vil ringe tilbage, når der bliver »hul« til det, som det udtrykkes.

Det vil sige, at min henvendelse bliver tolket og gengivet til lægen, uden at jeg ved, hvordan mit problem bliver tolket og dermed opfattet af lægen.

Det er dybt utilfredsstillende at skulle tale med sin læge gennem en anden person. En total mangel på respekt for patientens behov. Som patient er man magtesløs og ydmyget.

Er man desuden dårligt gående eller for træt og udmattet til at komme i konsultationen for at mødes med lægen, er det meget vanskeligt at få »tilladelse« til en opringning fra lægen.

Det kan naturligvis være helt relevant, at et personligt fremmøde er det bedste for at stille en diagnose, og så er situationen en anden, hvad de fleste nok vil have forståelse for.

Det er et venligt og imødekommende personale, jeg møder i telefonen, og de administrerer jo også bare de regler, de er blevet bedt om, men det kan virke, som om de skal beskytte lægerne mod patienterne.

Det er bare så sørgeligt, at travlheden er blevet så udtalt, at der ikke er tid til alle patientkategorier, eller kan det måske være et økonomisk spørgsmål?

Margit Ibsen, Glostrup