Det er farligt at tænke pårørende ind i plejen på ældreområdet, som flere af landets ældrechefer nu foreslår.

Der bliver stadig flere ældre, og det betyder naturligvis også, at der er behov for flere mennesker til at passe på dem. Mennesker, der ikke findes.

Men løsningen på den udfordring er ikke, at pårørende skal løfte opgaven. Det er en dårlig idé af flere grunde:

For det første vil det være med til at skabe et A- og et B-hold blandt ældre. De, der enten har et godt netværk eller flere økonomiske midler, vil have flere muligheder. Det er et velfærdssamfund som Danmark ikke tjent med. Det ville medføre, at uligheden i sundhed ville vokse.

For det andet så er det ikke det, de pårørende skal bidrage med. De skal prioritere at drikke den kop kaffe og sidde og få en sludder. Rigtig mange ældre er i forvejen ensomme. Det skal vi ikke gøre værre ved at pådutte pårørende opgaver, der ikke hører til på deres skuldre. Som desuden frarøver dem tiden med deres kære, fordi den skal gå til at løse praktiske opgaver.

Sidst, men ikke mindst, er det en direkte kontrast i forhold til at sikre en ensartet kvalitet på ældreområdet, som der ellers har været arbejdet målrettet med inde sidste mange år.

Men hvad skal vi så gøre, tænker du måske nu? Svaret er: mere velfærdsteknologi!

For selvfølgelig skal der sorteres i opgaverne, men mange ting kan gøres smartere, og det arbejdes der allerede på. Det betyder, at de ældre, der i høj grad kan klare sig selv, måske kan være selvstændige lidt længere tid ved hjælp af teknologien.

Det er win-win for både den manglende arbejdskraft og for gamle fru Hansen, der slipper for at skulle have besøg af op til flere mennesker dagligt. For det er altså meget få mennesker, der ikke ønsker at klare sig selv længst muligt.

Det betyder ikke, at gamle fru Hansen skal bades af en robot. Det betyder, at hun måske skal have en elektronisk medicinkasse til at minde hende om at tage sin medicin eller en maskine til at dispensere den. For på den måde kan vi »spare« mennesker og derpå målrette opgaverne til dem, der har det største behov for hjælp.

Det er ikke de pårørendes opgave at løse udfordringerne med den manglende arbejdskraft i vores ældrepleje. Det er teknologiens.

Nana Harring, sygeplejerske