Det er helt sort, at prisen sættes op på grøn transport


Det er fortvivlende, at priserne i den kollektive transport for nylig er sat op med over ti procent.
I forstæderne til København bygger vi tusindvis af stationsnære boliger, så flere kan benytte tog og dermed understøtte den grønne omstilling.
Men prisstigningerne er et voldsomt benspænd, da folk vælger toget fra og hopper i bilen i stedet.
Min tur fra Ballerup til arbejdet i Nordhavn tapper Rejsekortet for 34 kroner – hver vej. Det kan mærkes i de fleste husholdninger, og der er bekymrende god plads i de halvtomme S-tog.
Samtidig falder bilerne voldsomt i pris. Det giver flere biler på vejene, mere kø, mere støj og mere forurening. Bilerne fylder i byerne og giver mindre plads til det grønne og livet mellem husene.
Regeringen og trafikstyrelsen må lægge kursen om i en grønnere retning. Prisen skal ned på metro, tog og bus. Alt andet er helt sort.
Morten Andersson, medlem af Kommunalbestyrelsen (S) og Klima- og miljøudvalget i Ballerup Kommune
Når politikerne i de kommende uger skal vælge CO2-sparemodel, skal de lige huske, at selv den »hårde« model ikke i sig selv vil have nogen målbar effekt på det danske klima – som vi jo på godt og ondt deler med resten verden.
Hvorimod en »her og nu«-lovgivning, som effektivt begrænser kvælstofudledning til landets åer, søer, fjorde og drikkevandsreservoirer vil bidrage afgørende til genopretningen af vandmiljøet disse steder. Det skal naturligvis kombineres med forbud mod bundtrawl fiskere i de indre danske farvande.
En effektiv lovgivning om disse forhold har af skiftende regeringer været negligeret i snart 30 år.
Med den igangværende eskalering af CO2-debatten, med slet skjulte trusler fra den politiske landbrugslobby om at vælte regeringen, kunne der godt være behov for at brede perspektivet en smule ud. For eksempel således:
Danmark kan prale med hele 7.500 kilometer kyststrækninger, samt masser af søer og åer. Der er næppe en dansker, som ikke dagligt året rundt glæder sig over denne kvalitet. Derfor er det nærmest naturstridigt, at vandmiljøet har fået lov til at blive ødelagt, som det er sket, når vi udmærket har vidst, hvad der skal gøres ved det.
Valgte man i situationen derfor en kombination af en passende tillempet model for CO2-begrænsning for landbruget og straks-lovgivning om retablering af vandmiljøet, forekommer det sandsynligt, at der vil være et klart flertal, både i befolkningen og i Folketinget.
Bjørn Quistorff, Charlottenlund
Efter at have læst et indlæg her i avisen om eftergivelse af gæld har vi følgende spørgsmål:
Hvor kriminel skal man være for at få eftergivet sin gæld?
Vi vil også gerne vide, hvilken type og omfang denne ordning er gældende, dette blot for at kende betingelserne, så vi evt. selv kan få glæde af dem.
Harald Holstein-Holsteinborg og Merete Bloch, Espergærde
Hvis regeringen ønsker at mindske landbrugets CO2-udledning og samtidig mindske befolkningens indtag af animalsk føde ved blandt andet at indføre en afgift på produktionen, så må det kombineres med enten et importforbud eller alternativt en meget høj importtold på indførsel af oksekød fra udlandet.
Kun på den måde kan landbrugets konkurrenceevne bevares og CO2-afgiften blive accepteret, og kun på den måde vil vi kunne undgå franske tilstande med traktor-blokeringer på de danske motorveje.
Anna Dawids, København